Skrevet 12.6.14
Eksport af alt det radioaktive affald på Risø er et af de 3 spor, der pt. undersøges (de 2 andre er slutdeponering og mellemlager. 2014/2015 skal folketinget vælge mellem disse to spor.)
t.o.: I flere år har man uden held forsøgt at eksportere de ca. 233 kg højaktivt særligt affald, omdefineret til langlivet mellemaktivt affald. Mht. hvor aktivt man har spurgt i f.eks. Sverige, kan man læse mit blogindlæg om dengang jeg søgte aktindsigt i eksportforsøg til Sverige af de 233 kg.)
Hvordan ser mulighederne ud for eksport af alt affaldet? (Læs bl.a. referat fra sundhedsministerens møde 28.4.14 med borgmestrene: "eksportmulighederne ser ikke lovende ud".)
Her er hvad jeg har fundet frem til om eksportmuligheder
1. Flere lande har selv pladsproblemer til deres eget radioaktive affald.
2. I udlandet findes kun slutdepoter til kortlivet radioaktivt affald. (WIPP i USA er kun til affald med transuraner fra det amerikanske militær).
3. I det danske affald er der udover kortlivet affald, også :
- langlivet lavaktivt affald (f.eks. grafitaffaldet. Sådant skal i Frankrig i et særligt slutdepot, der endnu ikke er fundet plads til. I Frankrig kan kommuner nedlægge veto.)
- langlivet mellemaktivt affald. I Sverige skal det i et depot (SFL, endnu ikke bygget) dybere end det, der nu er, til kortlivet radioaktivt affald SFR.
- 1.130 tons tailings (knust, ekstraheret malm) fra uranudvindingsforsøg af malm fra Kvanefjeldet i Grønland samt 3.670 tons ubrugt malm fra Kvanefjeldet.
4. Man kan selvfølgelig bede et land om at opbevare det langlivede affald på mellemlager, indtil de selv får slutdepoter til det langlivede mellemaktive og det højaktive affald. F.eks. Sverige, men da de er i en fase, hvor der ansøges om et dybt geologisk depot til brugt brændsel, er det ikke taktisk klogt at importere udenlandsk radioaktivt affald pt.
Italien fik ja fra USA og England til at eksportere deres radioaktive affald, men måtte opgive på grund af lokalbefolkningens modstand i Utah og i England, jf. min tidligere artikel:
Italien forsøgte i 2005 forgæves at eksportere sit affald til England og USA. Den britiske regering ville godt modtage affaldet, da det brugte brændsel fra Italien kun
ville lægge nogle få % til landets eget. Men det blev et kontroversielt emne, fordi England endnu ikke selv har et slutdepot til eget affald og næppe får det de næste
30 år, skrev The Guardian i 2005. I USA vakte det også lokal modstand, at Italien forsøgte at eksportere 20.000 tons lavaktivt affald fra nedrivningen af atomkraftværkerne,
kan man læse på Healthy Environment Alliance of Utah‘s hjemmeside.
Frankrig har ikke plads til deres eget dekommissioneringsaffald, og de må ikke importere de 233 kg særligt affald. Der er forbud mod at nedgrave plutonium, som der er 1,2 kilo af i de 233 kg.
I Tyskland har de problemer med ASSE II, hvor de skal tage tønder op til 300.000 kr pr tønde.
Mange tyskere er imod, at der transporteres radioaktivt affald på vejene.
Konklusion:
Byg et mellemlager i Danmark, som anbefalet af 5 borgergrupper, 5 borgmestre, direktøren i MKG Johan Swahn og vice- og forskningsdirektøren på det hollandske mellemlager for kerneaffald COVRA.
Derefter kan man indgå et samarbejde med f.eks. Sverige om det langlivede mellemaktive affald og de 233 kg særligt affald.
Link
Dårlige erfaringer med slutdepoter i andre lande hvorfra det siver