udgivet 31.10.12

Sagen om et slutdepot for radioaktivt affald viser en udvikling i det danske samfund, hvor man kan tillade sig at spørge, om man kan fortsætte med at definere systemet som ordentligt demokratisk:

- Borgere og kommuner er reduceret til en passiv rolle – uden inddragelse

- Forskere vælger/tør ikke at ytre sig, og medierne, bortset fra de lokale, har givet sig selv mundkurv på.

Udover dette kan man spørge, hvorfor man vælger en dansk løsning fremfor at samarbejde med svenske myndigheder, der har flere års erfaring i håndtering af kerneaffald og desuden har et ambitiøst slutdeponeringsprogram for det samme.

Borgernes passive rolle

Borgerne er ikke blevet inddraget i processen som lovet i Beslutningsgrundlaget. Helge Sander, V, minister for videnskab, teknologi og udvikling, anbefalede allerede i 2002 at skabe “maksimal åbenhed” omkring problematikken, og Bertel Haarder, V, sagde i 2011:  ”Det er også afgørende for regeringen, at hele processen mod et slutdepot foregår i åbenhed og enighed.”

Borgernes passive rolle er karakteristisk for det nuværende postdemokratiske samfund, skriver Massimo L. Salvadori, professor emer. i politisk histoire ved Torinos Universitet. I bogen “Democrazie senza democrazia”, Demokratier uden demokrati, 2011, analyserer han betydningen og indholdet i det moderne politiske demokrati, hvor det liberal-demokratiske system kendetegnes af politiske oligarkier (fåmandsvælde) og plutokratiets dominans (de rige der styrer), der udelukkende overlader en passiv rolle til den folkelige legitimitet, der er nødvendig for regeringens overlevelse. 1

Salvadori betvivler, at sådanne systemer kan fortsætte med at være defineret som ordentligt demokratisk. “Er de eller er de ikke etablerede magtpositioner utilgængelige for kontrol og flertalsafgørelse?” (s. 10),“Hvad er under de nuværende omstændigheder ​​betingelsen for den “demokratiske borger”»? (s. 63). Det er nogle af de spørgsmål, der dukker op i bogen, og ud af dem springer en foruroligende og idérig fresko, der kaster lys over de kritiske elementer i den nuværende situation: borgernes reduktion til passive forbrugere af markedspolitik.

Borgmester: “Demokratiet er sat fuldstændig ud af spil”

De lokale myndigheder er også reduceret til en passiv rolle: “Demokratiet er i denne sag sat fuldstændig ud af spil”, skriver Skives borgmester.

De 5 kommuner måtte gennem pressen erfare, at de er blevet udpeget til evt. at huse et slutdepot. De måtte vente et år på dialog med ministeren. De mangler information og oplysning, og senest må de via denne artikel “S står fast på dansk løsning“ erfare, at deres rolle nu er reduceret til en logrende hundehvalps: Socialdemokratiets sundhedsordfører sagde bl.a.: “Jeg tænker også der vil blive nogle godbidder til den kommune, som får slutdepotet til atomaffald” .

I 2009 undrede socialdemokratiet sig ellers over, at man lavede et så stort researcharbejde ude i landet for at finde plads til et slutdepot.

Borgerinddragelse

Regeringen – og de tidligere – kunne være gået i front mht. borgerinddragelse i processen om et slutdepot for radioaktivt affald. Især fordi Danmark med Sven Auken tog initiativ til Aarhus-Konventionen, der fokuserer på samarbejdet mellem offentligheden og offentlige myndigheder. Konventionen giver offentligheden ret til adgang til oplysninger og medvirken i beslutningsprocesser om lokale, nationale og internationale miljøsager. Se evt. mere her.

En sådan debat med borgerinddragelse via mange høringer har man haft i bl.a. Frankrig og Sverige.

Steen Gade, SF, anbefalede da også borgerinddragelse i sin ordførertale under 1. behandling af Redegørelse om Beslutningsgrundlag for et dansk slutdepot for lav- og mellemaktivt affald, 29.1.2009:

Jeg vil sige, at jeg tror, at vi skal se i øjnene, at det her er en meget vanskelig proces. For nu at sige det helt ærligt: Der er ingen, der vil have sådan et anlæg – ikke ret mange. Jeg tror bare, vi skal se i øjnene, at spørgsmålet om inddragelse af befolkningen og inddragelse af hele Folketinget i den her proces er et afgørende parameter, og så må det tage den tid, det tager – efter min mening. Det er i hvert fald den anden melding, jeg vil give.

I en svensk artikel “Nuclear Waste, Risks and Sustainable Development”, ”Kerneaffald, risici og bæredygtig udvikling”, understreger forfatterne ligeledes betydningen af borgerinddragelse:

Managing controversies over nuclear waste storage necessitates public participation, in order to both increase trust, and enrich the risk assessment by adding knowledge to the findings of experts. Participation also enables the values of the public to influence the interpretation of uncertainty and the ideas on a proper risk management approach. Note here, that we have no intention to neglect the expert profession, but we consider experts to not necessarily represent the ‘average of values’ held in a society, and therefore see increased deliberation as essential. 2

Åbenhed og ærlighed

Mht. åbenhed og ærlighed kunne de tidligere regeringer og den nuværende kigge på, hvad EU-Kommissionen anbefaler, og hvad Norges tilgang er: ”mest mulig åbenhed”og ”ærlighed”:

“Samfunnets forhold til kjernekraft og radioaktive materialer er et kontroversielt tema. Folk flest kjenner godt til at stråling fra radioaktive materialer kan være svært farlig, og temaet er ofte forbundet med følelser og frykt. De teknologiske sidene ved radioaktivitet er meget kompliserte, og det er en stor utfordring å formidle dette temaet på en forståelig måte. Erfaring tilsier at den mest fornuftige fremgangsmåten er å være mest mulig åpen og ærlig i sin tilnærming og formidling av dette temaet”

Forskernes tavshed

Slutdepot-processen trækker tråde til en debat, der har været om topdown-styring og frygt for at ytre sig på universiteterne. Hvor er de scient.pol’er, økonomer, idehistorikere, geologer, fysikere, matematikere og biologer, der kunne have udtalt sig om den danske model for slutdeponering af radioaktivt affald?

Pressens selvvalgte mundkurv

Medierne – bortset fra de lokale i de 5 udpegede kommuner – har givet sig selv mundkurv på. Også her trænger et spørgsmål sig på. Hvorfor? Er det ikke i alles interesse – også vores efterkommeres - at det danske slutdepot diskuteres? Er det den rigtige løsning? Eller kan det gøres bedre? Bliver der taget langsigtede miljøhensyn og er projektet langsigtet bæredygtigt?

Efter kommunernes høring 22.10.12 bragte Information omsider en leder, “Ansvarsdeponering”, der dog ikke var lagt frem på internetsiden, men som man selv skulle søge efter. Journalisten bag lederen var i sin tid medstifter af OOA, Organisation til Oplysning om Atomkraft. En organisation der i en rapport i 1984 kom med en kritik af Hessner-udvalgets tre rapporter.

OOA fremførte flg. punkter, hvoraf flere er aktuelle lige nu. OOA tog dengang nogle forhold op, som Hessner-rapporten 1976 som politisk beslutningsgrundlag ikke behandler, skriver lektor Oluf Danielsen i sin bog Atomkraften under pres, 2006:

• Tailingsproblemet og andre affaldsproblemer forbundet med uranbrydning.

• Problemet med forsvarlig deponering, af store mængder lavaktivt affald.

• Problemerne med behandling, lagring og slutdeponering af mellemaktivt affald og såkaldt alfa-affald (plutonium-holdigt affald).

• Problemerne med opbevaring af brugt reaktorbrændsel i atomkraftværket.

• Problemerne forbundet med mellemlagring af brugt reaktorbrændsel, højaktivt affald og plutonium.

• Problemerne forbundet med transport af brugt reaktorbrændsel, højradioaktivt affald, plutonium, mellemaktivt affald m.m.

• Problemer vedrørende oparbejdning som elværkerne forudsætter i deres undersøgelser.

• Problemerne forbundet med nedrivning af udslidte atomkraftværker og oparbejdningsanlæg og deponering af de store mængder radioaktivt affald som nedrivning afstedkommer.

OOA skrev i sin konklusion:

Da ovenfor omtalte affaldsproblemer ikke er seriøst behandlet hverken i vurderingsrapporten eller i andre recente (nylige, red.) redegørelser i miljøministeriets regi, så må det alene på basis heraf konkluderes, at det ikke er dokumenteret, at “problemerne med atomaffaldet” kan løses på betryggende måde i dansk sammenhæng.

Det danske valg af slutdepot

Mht. slutdeponering kunne Danmark have valgt at samarbejde med udlandet. F.eks. med Sverige der har et meget ambitiøst program for slutdeponering. Steen Gade, SF, nævnte da også inddragelse af international ekspertise i sin ordførertale i 2009:

Der står i redegørelsen, at man skal lægge vægt på inddragelse af international ekspertise, og det vil vi også lægge meget vægt på og sige, at al international ekspertise skal inddrages. Og jeg vil også sige her, at vi må bruge de penge, der skal bruges til det. Jeg synes, det er et stort projekt på den måde, og vi må bruge de penge, der er nødvendige. Hellere en undersøgelse for meget end en for lidt

Myndighederne har i stedet valgt

1) en “dansk” model hvor man påtænker at blande alt det radioaktive affald fra Risø i samme depot. Noget man ikke gør i de lande, vi normalt ønsker at sammenligne os med

2) en taktik, hvor man hverken informerer eller oplyser tilstrækkeligt

3) og tvangsdeponering.

Tvangsdeponering: forfejlet taktik

Tidligere regeringers og den nuværendes taktik uden inddragelse af berørte kommuner, deres erhvervsliv, deres landmænd og andre borgere må lede til flg. to spørgsmål:

1. Ønsker regeringen, at Danmark skal efterligne stater, der tvinger en kommune til noget, som dens indbyggere stærkt modsætter sig?

2. Findes der i den danske politiske struktur eller den danske folkesjæl noget, der gør en sådan taktik mere succesrig end i andre demokratier?

I lande vi gerne sammenligner os med som f.eks. Sverige eller Finland, tillader lovgivningen ikke at påtvinge en kommune et radioaktivt affaldsdepot.

Det nytter ikke noget at gennemtrumfe en beslutning om at placere et depot for atomaffald uden at have lokalbefolkningen med. Det står efterhånden klart for amerikanerne, efter de har bakset med at etablere slutdepot i Yucca Mountain i Nevada i årtier. 3

Danmarks taktik er altså iflg. Ingeniøren 22.1.2007: “Staten skal vride armen rundt på kommunerne for at få placeret et slutdepot til Danmarks radioaktive affald, hvis ingen af dem melder sig frivilligt. Sådan lyder budskabet i det beslutningsgrundlag, der blev præsenteret af Indenrigs- og Sundhedsministeriet sidste uge#. 4

Uegnet depotløsning

Dansk Dekommissionerings plan er, at alt det radioaktive affald fra Risø, både det lav og kortlivede mellemaktive affald (radioaktivt i mindst 300 år) samt det langlivede mellemaktive affald (radioaktivt i flere hundrede tusinder af år), skal i samme slutdepot, 30-100 meter under terræn. Samtidig kan man her se på Sundhedsstyrelsen/SIS’ planche nr. 15 vedr. “Vurdering af depottyper”, at der om denne depottype står: “kan muligvis modtage alt det danske radioaktive affald”. (Min fremhævning).

Den depotløsning, alt i samme hul 30-100 meter under terræn med en sikkerhedshorisont på 300 år,  vurderer denne svenske kerneaffaldsekspert som værende en ikke-god løsning.

Viden om atomkraft og radioaktivt affald er vigtig

Befolkningen bør ikke leve i uvidenhed om atomkraft og radioaktivt affald, bl.a. fordi der er a-kraftværker og mellemlagre med radioaktivt affald tæt på Danmark. I de kommende år skal mange udslidte reaktorer dekommissioneres,  dvs. rives ned, og det vil give mere affald. Endelig kan der evt. også komme forslag om indførelse af atomkraft i Danmark.

Et samfund som det danske, der gerne vil være i verdensklasse, bør sørge for, at der er et videnberedskab mht. a-kraft og radioaktivt affald. I den nuværende situation har der manglet et neutralt sted, hvor borgeren kan gå hen og få information og oplysning om radioaktivt affald og håndtering af det.

At et enigt Folketing i sin tid lod sig overbevise om den nuværende løsning på det radioaktive affald fra Risø er tankevækkende og bekymrende. At partierne ikke siger stop nu og beder om en time-out og overvejelser mht. et mellemlager og hvad der så skal ske, er lige så tankevækkende og bekymrende.

Den manglende inddragelse af borgerne og de berørte kommuner, forskernes tavshed og de landsdækkende mediers selvvalgte mundkurv er dybt bekymrende og lover ikke godt for demokratiet fremover i Danmark.

Kilder

1) “Democrazie senza democrazia” af Massimo Salvadori, Edizione Laterza, 2009 Bogen har baggrund i Salvadoris tale på Torinos Videnskabsakademi i 2005:“Refleksioner over de demokratiske systemers krise”

2) Nuclear Waste, Risks and Sustainable Development, Mikael Karlsson den svenske naturfredningsforening og Johan Swahn, MKG.se

3) Atomskrot: USA skal efterligne Sverige, 30.1.12

4) Atomdepoter skal placeres med tvang, Ingeniøren, 22.1.2007

5) Atomkraften under pres, Oluf Danielsen, Roskilde Universitetsforlag, 2006

Andet:

6) Ethical Considerations in Protecting the Environment from the Effects of Ionizing Radiation, IAEA, 2002. A Discussion Report

Min hjemmeside om det radioaktive affald