Kapitel 9
LANGE ARBEJDSDAGE OG EN MASSE ØL
Når Georg og Sven Anneberg tænker tilbage på deres ungdomsår i firmaet, må de knibe sig selv i armen for at forstå den kolossale udvikling, der er sket siden slutningen af 1960’erne og i 1970’erne, hvor de for alvor blev involveret i familiefirmaet og begyndte at køre lastbil.
”De fleste chauffører fik jo kilometer-penge den gang, så det var bare om at få kørt nogle kilometer. Sådan var det hos alle vognmænd. Jeg kunne godt køre 24 timer i træk, hvis det var nødvendigt. Der var ikke de samme regler for køre-hviletid, som i dag,” siger Sven Anneberg.
Man skulle dog stadig skrive ned i en bog, hvor mange timer man kørte.
”Man havde flere bøger at skrive i, så det var som regel ikke noget problem at køre mange timer i træk,” siger Georg Anneberg.
”Man håbede bare, at man ikke mødte den samme tolder to gange i træk ved den dansk-tyske grænse. Så ville han måske undre sig over, at man igen skulle passere grænsen,” siger Sven Anneberg og smiler.
80 timers arbejde på 4 døgn
”Jeg kørte i en periode mellem det sønderjyske og Sindal i Nordjylland. Ét træk tog cirka 20 timer med af- og pålæsning. Jeg kunne godt tage fire træk på ugens fire første dage. Så blev det ikke til mange timers søvn, og så trængte man virkelig til at sove, når man kom til fredag,” siger Georg Anneberg.
Foruden de lange arbejdsdage var der et andet kendetegn ved den tid: Der blev drukket masser af øl i vognmandsbranchen – ganske som der formentlig blev i mange andre brancher.
”Det hørte åbenbart tiden til, men det var nu ikke noget, vi brugte. Min far (Gutte, red.) var ikke til den slags. Han ville gerne have en øl, når han var til fest, men ikke i arbejdstiden,” siger Sven Anneberg.
Altid en kasse øl i lastbilen
”Det var meget almindeligt, at vognmændene havde en kasse øl med. De fik selv én, og så havde de noget at dele ud af, hvor de kom frem. Tingene gik meget lettere, hvis folk lige blev ”smurt” lidt med en øl. Så kunne man hurtigt blive populært, og så gik snakken godt. Det kunne godt give flere arbejdsopgaver til vognmanden,” siger Georg Anneberg.
En overgang var chaufførerne samlet om lørdagen for at vaske lastbilerne, og så skulle de ofte have en øl bagefter. Nogle af dem havnede på kroen bagefter, og på den måde gik der adskillige timer, inden de vendte hjem til deres familier. Hvis ikke det endte med, at konen mødte op på kroen og beordrede ægtemanden til at indfinde sig på den hjemlige matrikel.
Og når der blev købt en ny lastbil, skulle det fejres med øl og smørrebrød.
”Vi købte en gang en ny Scania, og så gav sælgeren øl og smørrebrød. Det var meget brugt. Foruden min far og jeg var der to andre, lokale vognmænd med, som min far kendte. Vi tog en taxa hjem, og da vi blev sat af sidst, måtte min far betale for taxaen. Den havde de andre regnet godt ud,” husker Georg Anneberg.
