Kapitel 59

FJERDE GENERATION ER ANSAT I FIRMAET

Hvis man her i jubilæumsåret 2015 besøger Anneberg Transport i Grønbjerg, vil det ikke være usædvanligt at møde tre generationer af Anneberg-familien.

Der er ”den gamle” Anneberg, der aldrig bliver kaldt andet end Gutte, selv om han er døbt Peder August. Han er født i 1925 og dermed af samme årgang som firmaet. Hver formiddag går han de cirka 300 meter fra bopælen til hovedkontoret for at drikke en kop kaffe og høre det seneste nyt.

Hans to sønner Georg og Sven Anneberg arbejder inde i det lokale, hvor speditørerne sidder, og hvor det summer af hektisk aktivitet med telefonsamtaler på forskellige sprog.

Det er også i det lokale, at man finder firmaets yngste skud på Anneberg-stammen: 28-årige Frederik Anneberg, der er søn af Georg Anneberg. Det var ved årsskiftet 2014/15, at Frederik Anneberg som fjerde generation blev ansat som speditør.

Droppede planen i første omgang

”Firmaet har selvfølgelig præget min barndom og ungdom, og jeg har været ansat som fejedreng og hjulpet med at vaske lastbiler. Jeg har nok haft en fornemmelse af, at jeg som voksen ville få noget med firmaet at gøre. Men i første omgang droppede jeg planerne om at blive speditør – jeg var skoletræt og stoppede på handelsskolen,” fortæller Frederik Anneberg.

I stedet uddannede han sig til murer, og efter uddannelsen kom han tilbage til Anneberg Transport, hvor han stod for opførelsen af en vaskehal – han kunne som murer selv udføre en del af arbejdet. Han kørte også i perioder lastbil for familiefirmaet – det var hovedsageligt inden for landets grænser.

Uddannet speditør i Herning

”Jeg fik igen lysten til at blive speditør, og denne gang var jeg ikke skoletræt. Jeg gik på gymnasiet i Holstebro og blev herefter speditør-elev hos JN Spedition i Herning, der arbejder med køl og frys,” siger Frederik Anneberg.

Uddannelsen som speditør tager to år, og han blev yderligere ét år i Herning-firmaet, inden han vendte hjem til Grønbjerg.

Her hjalp han Peder Dalgaard med at koordinere kørslen med de mange bitumen-tankvogne rundt til de danske asfalt-fabrikker. Peder Dalgaard stoppede hos Anneberg Transport den 31. august 2015, og det betyder, at Frederik Anneberg nu har ansvaret alene for bitumen-kørslen. Frederik Anneberg lægger ikke skjul på, at det selvfølgelig giver anledning til spekulationer, når ”fjerde generation” bliver ansat i firmaet.

”Det giver selvfølgelig nogle forventninger fra omgivelserne. Anderledes kan det ikke være. I første omgang skal jeg have et indblik i firmaet, og det får jeg dels ved at arbejde som speditør og dels ved f.eks. at være med i bestyrelsen og høre om baggrunden for de beslutninger, der bliver truffet dér,” siger Frederik Anneberg.

Det må tiden vise

Han føler ikke noget direkte pres med henblik på at skulle overtage firmaet en dag.

”Jeg har fået at vide, at hvis jeg har lyst til at køre firmaet videre, så vil der være plads til det. Men det er for tidligt at sige noget om endnu. Hvis jeg skal drive firmaet videre – eventuelt sammen med andre – så skal jeg også vide, at jeg er velkvalificeret til at gøre det. Det er ikke nok, at jeg er en god speditør.

Jeg skal i den kommende tid finde ud af, om jeg har lysten og evnerne,” siger Frederik Anneberg.