Kapitel 10

HÅRD KONKURRENCE FRA FAMILIEFIRMA

Georg Anneberg har en klar mening om den fri konkurrence blandt virksomhederne.

”Den skal være her. Der er ikke noget alternativ til den fri konkurrence – se bare hvordan det gik Sovjetunionen og de østeuropæiske lande. Så konkurrence er sundt og godt, men derfor kan den selvfølgelig godt være en hård medspiller en gang imellem,” siger Georg Anneberg.

I 1970’erne var der f.eks. konkurrence fra et andet, lokalt vognmandsfirma: Christian Christensen, der senere kom til at hedde CC Transport.

”Firmaet lå oprindeligt i Lilleby mellem Videbæk og Abildå. Der var tre sønner, der kørte for firmaet, og de var nogenlunde jævnaldrende med Georg og jeg. De var ligeledes i mekanikerlære i Holstebro som os, og som store drenge elskede de også at skrue i knallerter og biler som os,” fortæller Sven Anneberg.

Selv om Gutte Anneberg og hans to sønner Georg og Sven bestemt også var hårdtarbejdende, så kunne Christensen-brødrene ofte give den en skalle mere.

Konkurrencen mellem de to vognmandsfamilier tog lidt af, da Ove Kristensen fik et godt øje til Lone Anneberg og begyndte at komme hos Anneberg-familien. Her hjælper Georg Anneberg, Sven Anneberg og Ove Kristensen hinanden med at reparere en lastbilmotor.

Reparerede lastbiler om natten

”De sagde altid, at en lastbil aldrig kunne komme ud for så stort et uheld, at den ikke kunne køre næste morgen. De brugte bare hele natten til at reparere den. Og de tog også gerne natten i brug til at transportere gods, hvis det var nødvendigt. Det var nogle hårde drenge,” siger Georg Anneberg.

Samtidig havde de det også med at kigge Anneberg Transport over skulderen i jagten på gode forretningsideer.

”Når jeg fandt på et nyt forretningsområde, så skete det ofte, at Christian Christensen også kastede sig over det område,” siger Gutte Anneberg.

”Konkurrencen fra Christian Christensen fik os til at indse, at vi nødvendigvis måtte specialisere os, hvis vi skulle klare os i det lange løb. Markedet for den almindelige vognmandskørsel var alt for hårdt. Det var på den måde, at vi fik ideen til f.eks. at køre med isolerede tanke til beg og bitumen og primært vælge dén vej,” siger Georg Anneberg.

Lillesøster gift med konkurrentens søn

Relationerne mellem de to familier fejler bestemt ikke noget i dag. Og godt det samme. For den ene af brødene, Ove Kristensen (bruger sit dåbsnavn Kristensen til efternavn), er nemlig gift med Georg og Svens lillesøster Lone.

Ove Kristensen har Spjald Entreprenørforretning, der sammen med Anneberg Transport driver Brejning Grusgrav. Ove Kristensen passer grusgraven til daglig. Så de gamle konkurrenter arbejder sammen i dag.

FAKTA

... lige på nær fire måneder...

Brødrene Georg og Sven Anneberg, der ejer Anneberg Transport i dag, har altid været i firmaet.

De var selvfølgelig hjemmefra, da de stod i lære som lastbilmekanikere hos henholdsvis Scania i Holstebro (Georg) og Volvo i Holstebro (Sven). Men her kørte de jo lastbil i firmaet, når de havde fri for arbejdet i Holstebro.

Desuden var Georg også i trøjen for at aftjene sin værnepligt, mens Sven trak frinummer.

Men ellers har de altid været hjemme i familiefirmaet. Det vil dog sige: Georg havde lige fire måneder, hvor han ikke var på de danske breddegrader. Her var han i kibbutz i Israel sammen med sin fætter Anders Højmose. Det var i vinteren 1979/80.