Kapitel 5
SAMFUNDSUDVIKLING GAV ARBEJDE I IND- OG UDLAND
Johannes Mikkelsen blev ansat som lastbilchauffør hos Anneberg Transport i 1951, og her i jubilæumsåret 2015 kan han sagtens huske sit første møde med Anneberg-familien. Han er nogenlunde jævnaldrende med Gutte Anneberg, og de to arbejdede tæt sammen i en stor del af tiden i de 15 år, hvor Johannes Mikkelsen var ansat hos Anneberg.
Og det var netop Gutte Anneberg, som Johannes Mikkelsen mødte en forårsdag i 1951, hvor vendelboen var færdig med at aftjene sin værnepligt i det sønderjyske.
”Sammen med min kæreste var vi oppe for at besøge min svoger i Spjald. Han arbejdede på en tankstation, og her var Gutte Anneberg inde for at købe noget. Han var kørende i en såkaldt heldiesel Volvo-lastbil. Dem kørte der ikke mange af. Det var en stor, flot lastbil, og den skulle jeg selvfølgelig hen at kigge på,” fortæller Johannes Mikkelsen.
Han faldt i snak med Gutte Anneberg. ”Han kunne nok høre, at jeg vidste lidt om lastbiler, og så spurgte han, om det ikke var noget for mig at blive ansat i faderens firma. De stod og manglede en chauffør. Denne nye lastbil skulle køre så meget som muligt, og derfor skulle jeg og Gutte deles om chauffør-tjansen,” siger Johannes Mikkelsen.
Det ville han gerne, og kort tid efter var jobbet hans. Lønnen var 110 kroner i ugen. Til sammenligning havde arbejderne på teglværket i Grønbjerg en ugeløn på 96 kroner.
I 1951 var arbejdsugen på seks dage, og måske var der også lidt arbejde om søndagen.
”Det kunne godt ske, at jeg vaskede lastbilen søndag formiddag. Den skulle jo se flot ud til mandag morgen,” siger Johannes Mikkelsen.
I 1951 havde Georg Anneberg tre lastbiler. Den ene – en benzinlastbil – var temmelig dyr i drift, og den skulle kun bruges i ”nødstilfælde”. Der var én chauffør ud over Gutte Anneberg og Johannes Mikkelsen.
Vejen mellem Søndervig og Hvide Sande
I de første år var der især ét, stort projekt, som Johannes Mikkelsen husker meget tydeligt.
”Vi var med til at lave asfaltvejen fra Søndervig til Hvide Sande. Det var den første rigtige vej på strækningen – tidligere kørte man bare i sandet,” siger Johannes Mikkelsen.
Man forsøgte sig i første omgang med halvstore sten som det stabiliserende underlag, inden der skulle lægges asfalt. Men det duede ikke. Stenene forsvandt ned i det bløde underlag.
Så fik Georg Anneberg en god idé: Betonstykker. De blev hentet på flyvepladsen i Rom syd for Lemvig. Her havde tyskerne anlagt en flyveplads med masser af beton, og den ville byrådet i Lemvig gerne have fjernet.
Betonstykker skulle læsses med håndkraft
”Beton blev sprængt i stykker og efterfølgende hugget i passende stykker, så vi kunne læsse dem med håndkraft på lastbilerne. De vejede vel 10-20 kilo stykket,” siger Johannes Mikkelsen.
”Det var især hårdt ved hænderne at arbejde med alt den beton. Det var jo før arbejdshandskerne's tid. Vi havde i hvert fald ikke nogen. Så fik min far den idé, at vi skulle bruge gamle gummislanger til at beskytte hænderne – det blev lavet, så vi kunne stikke fingrene ind i dem. Det fungerede fint,” siger Gutte Anneberg. Det var dengang, hvor lastbilchaufføren skulle hjælpe med at læsse både på og af.
”Det kunne godt være lidt hårdt, men så kunne vi jo slappe lidt af, når vi kørte,” siger Johannes Mikkelsen, der mener, at Georg Anneberg fik den første lastbil med tiplad omkring 1953.
På en arbejdsdag kunne Johannes Mikkelsen nå tre træk fra flyvepladsen ved Lemvig til den støt voksende landevej mellem Søndervig og Hvide Sande. Senere skulle der asfalt på, og det job havde Anneberg også.
Vognmandskollegerne var sure
Der var også vognmænd på Holmsland – som Søndervig er en del af – der deltog i det store vejprojekt. ”De kunne godt være lidt sure over, at vi arbejdede på deres hjemmebane, og faktisk klagede de over os til vognmandskommissionen. De mente, at vi kørte for billigt. Men de fik ikke medhold. Vores priser var i orden,” siger Gutte Anneberg, der husker, at ikke alle Holmlands-vognmændene hilste på Anneberg og hans medarbejdere. Der kunne godt være kold luft.
Der var mange vejprojekter i 1950’erne, hvor infrastrukturen skulle forbedres, så der kunne sættes skub i udviklingen af det danske samfund. Det gav arbejde til Georg Anneberg og hans kolleger i de mange andre vognmandsforretninger, der fandtes i det midt- og vestjyske på det tidspunkt.
Byggeprojekter i Hamburg
Og det var ikke kun inden for landets grænser, at samfundsudviklingen holdt hjulene i gang i transportbranchen. Det var også tilfældet i nabolandet mod syd, Tyskland, der skulle genopbygges efter den altødelæggende verdenskrig, hvor landet var lagt i ruiner.
Johannes Mikkelsen kørte i fast pendulfart med mursten mellem danske teglværker og tyske byggeprojekter i hovedsageligt Hamburg. De to første ture var fra teglværket i Grønbjerg. Men det fik en brat ende.
”Den første tur var perfekt. Grønbjerg Teglværk lavede nogle flotte mursten, som bygherren i Hamburg var glade for. På min anden tur til Hamburg havde man på teglværket i Grønbjerg valgt at sende en del halvbrændte mursten med – formentlig i forventning om, at det ikke blev opdaget. Men det blev det. Tyskerne nægtede at fjerne murstenene – der ikke havde samme kvalitet som dem i første sending og som de havde bestilt – fra lastbilens lad, og jeg måtte heller ikke selv gøre det,” husker Johannes Mikkelsen ganske tydeligt.
Der blev fundet en anden køber et andet sted i Tyskland, og så kørte Johannes Mikkelsen hen til det sted og fik læsset af. Men bygherren i Hamburg skulle ikke havde flere sten fra Grønbjerg Teglværk. Til gengæld fortsatte Anneberg med at transportere mursten til det pågældende byggeprojekt i Hamburg – fremover fra et teglværk på Als.
Smør er godt at smøre med...
”Jeg kørte i et par år til mange forskellige byggeprojekter i Tyskland, og jeg kom efterhånden til at kende grænsevagterne og tolderne særdeles godt. Hver eneste gang, jeg passerede grænsen, skulle jeg have et stempel i mit pas, så det blev til utallige. Når siderne var fyldt ud, stemplede de bare oven i de andre stempler,” siger Johannes Mikkelsen.
I øvrigt var det begrænset, hvor meget brændstof der måtte være på lastbilen, når den trillede over grænsen. Diesel var nemlig dyrere i Tyskland end i Danmark, og tyskerne krævede, at de danske lastbiler tankede i Tyskland. Men det havde de danske vognmænd selvfølgelig ingen interesse i.
”Jeg havde stort set altid tanken fyldt op, når jeg kørte over grænsen,” fortæller Johannes Mikkelsen.
Brændstofmængden i tanken blev nemlig ikke tjekket af tolderne. Og hvorfor så ikke? Jo, Johannes Mikkelsen havde meget betænksomt efterladt en pakke smør i værktøjskassen på lastbilen. Den trak tolderen ud, og vupti, smørpakken skiftede ejermand, og Johannes Mikkelsen kunne køre igennem. Smør var en mangelvare i Tyskland på det tidspunkt.
10-årig tysk dreng kørte med
Det var også for at købe smør i Danmark, at en cirka 10-årig tysk dreng kørte med Johannes Mikkelsen til Danmark.
”Når jeg holdt pause på byggepladsen i Hamburg, kom den pågældende dreng ofte hen og talte med mig. Det var meget hyggeligt. En dag spurgte han, om han ikke måtte køre med mig til Danmark for at købe smør til familien. Og jo, det måtte han gerne, men det var jo ikke sikkert, at jeg kom tilbage til Hamburg lige dagen efter – måske gik der en dag eller to mere,” fortæller Johannes Mikkelsen.
Men drengen ville gerne med, og så satte de kurs mod Danmark. Og Johannes Mikkelsen skulle ikke køre mursten til den pågældende byggeplads i Hamburg før to dage efter.
”Drengen kørte med mig i to dage. Vi kunne begge to sove omme bag sæderne. Det gik fint. Men hans forældre vidste jo ikke, hvornår vi kom tilbage. Da jeg afleverede drengen, var jeg inde hos familien og spise, og jeg spurgte dem, hvordan de egentlig turde sende deres søn med en dansker, de ikke kendte. Jeg tilføjede, at jeg ikke turde sende min søn med en tysker, jeg ikke kendte,” siger Johannes Mikkelsen.
Et overraskende svar fra en tysker
Her fik den vestjyske chauffør et overraskende svar.
”De kunne godt forstå, at jeg ikke turde sende min søn med en tysker. Men en dansker. Det var noget andet. De havde fuld tillid til danskerne – vi stod i høj kurs dernede,” siger Johannes Mikkelsen.
Arbejdsdagene kunne godt være lange for en chauffør. Hvis der f.eks. skulle køres et læs brunkul til Aalborg, så var det ikke unormalt at begynde dagen kl. 5, så læsset kunne være fremme ved 7-tiden. Så skulle der måske cement med tilbage.
”Det gjaldt altid om at planlægge det sådan, at man aldrig kørte med tom vogn. Det var selvfølgelig det mest rentable,” siger Johannes Mikkelsen.
I øvrigt var det en hård tjans at læsse cementsække. De blev sendt op på vognen via et transportbånd, og så var det ellers bare om at følge med for chaufføren, der skulle stable sækkene.
”Hvis der skulle læsses foderstoffer, så kunne der godt være 100 kilo i sækkene. Det var et slidsomt arbejde,” siger Gutte Anneberg.
Blev overhalet af sit eget hjul
I begyndelsen af 1950’erne var dækkene ofte temmelig dårlige. De sprang for et godt ord, og det var ikke unormalt, at der skulle skiftes hjul. Det skete stort set hver dag. Så chaufførerne var erfarne i at skifte hjul.
Johannes Mikkelsen skulle også en gang skifte hjul af en helt anden grund.
Eller rettere: Sætte hjulet på igen.
Et af hjulene overhalede ham nemlig på vej ned ad en bakke på en tur fra Vinderup til Odense.
”Jeg blev meget overrasket, da et af mine egne hjul overhalede mig på vej ned ad en stor bakke. Heldigvis var det Georg og Gutte, der havde spændt hjulene
dagen før. Jeg var nervøs for, at hjulet skulle trille ind i en anden bil, men der kom heldigvis ingen,” fortæller Johannes Mikkelsen.
Hjulet stoppede ude på en mark, og det lykkes endda Johannes Mikkelsen at finde stort set alle møtrikker.
Georg Anneberg kunne godt være en temperamentsfuld herre, og en gang havde Gutte Anneberg og Johannes Mikkelsen været impliceret i et uheld. Det var dog ikke deres skyld, og modparten havde – om end modvilligt – taget skylden, og dermed kunne bulen rettes ud uden omkostninger for Anneberg Transport.
”Jeg kan huske, at min far skældte ud, da vi kom hjem. Hvis vi ikke kunne køre ordentligt, så kunne vi få et par gedebukke at køre med. Han tøede dog hurtigt op, da han hørte, hvordan tingene hang sammen,” siger Gutte Anneberg.
Stoppede med at skælde ud
Johannes Mikkelsen oplevede også en situation, hvor temperamentet slog ud i lys lue hos chefen.
”Jeg kom hjem fra en tur til Esbjerg, og Georg Anneberg mente, at jeg havde brugt for lang tid på turen. Han skældte ud og gav mig en regulær skideballe. Jeg mente, det var urimeligt, og jeg sagde, at hvis det skulle være på en den måde, så kunne jeg også bare gå hjem. Og så gik jeg hjem,” fortæller Johannes Mikkelsen.
Hen på aftnen dukkede Georg Anneberg op hjemme hos Lene og Johannes Mikkelsen.
”Min kone sagde til Georg, at det nok ikke var en god idé at gå ind til mig, for jeg var ret sur. Men Georg ville ind – om han så blev slået ihjel, så ville han ind. Han sagde, at hvis jeg kom tilbage, så ville han aldrig skælde mig ud igen. Jeg kom tilbage, og han holdt ord – han gjorde det aldrig siden. Han havde hjertet på rette sted,” siger Johannes Mikkelsen.
”Min far kunne godt skælde ud, men han var ikke en person, der bar nag. Når han havde sagt det, han ville, så var han ikke sur længere. Han faldt hurtigt ned igen,” siger Gutte Anneberg.
Plejlstang røg ud i roemark
Georg Anneberg blev heller ikke sur, da Johannes Mikkelsen kørte i stykker med en lastbil. Motoren eksploderede, og plejlstangen røg ud i en roemark til stor forskrækkelse for både Johannes Mikkelsen og den stakkels landmand, der gik og hakkede roer.
”Lastbilen havde kørt 120.000 kilometer, og Georg Anneberg sagde som noget af det første, da han hørte om uheldet, at lastbilen havde kørt det dobbelt af det, der kunne forventes. Lastbilen blev slæbt til et værksted i Esbjerg, men den blev ikke lavet. Georg købte en ny lastbil i stedet,” husker Johannes Mikkelsen.
Man kan bare tisse i en flaske
Selvfølgelig gik der nogle gange sport i at komme først, hvis der var flere lastbilchauffører, der arbejdede på det samme projekt, og dermed skulle tilbagelægge nøjagtigt den samme strækning.
”Jeg havde en god og stærk lastbil, og jeg kunne godt holde de andre chauffører bag mig. Jeg kan huske en gang, hvor jeg blev tissetrængende, men jeg vidste samtidig, at hvis jeg stoppede for at tisse, så ville de andre overhale mig. Og hvad gør man så....?, fortæller Johannes Mikkelsen.
Jo, han snuppede en mælkeflaske, og drak det sidste indhold, og så fik han ellers forrettet sin nødtørft i flasken, mens lastbilen rullede derudaf og bevarede forspringet til ... nå, ja lad os bare kalde dem konkurrenterne.
”Jeg kørte over i den anden side af vejen og smed den fyldte flaske ud i grøften. Bagefter skulle de andre chauffører lige høre, hvorfor jeg kørte over i den anden side af vejen,” griner Johannes Mikkelsen.