Kapitel 28
LÆNGSTE TUR TIL DATO:
14.077 KM TIL KASAKHSTAN OG USBEKISTAN
Her i Anneberg Transports jubilæumsår 2015 er det 20 år siden, at Preben Jørgensen kørte turen. Men han glemmer den aldrig, og han kan på stående fod husker masser af detaljer fra den til dato længste transport i Grønbjerg-firmaets 90-årige historie.
Turen fandt sted i sommeren 1995, og Preben Jørgensen ved, at den var på præcis 14.077 kilometer. Han slog nemlig triptælleren til i den næsten ny Volvo FH 12, da han forlod Grønbjerg for at sætte kurs mod en mindre tysk by tæt på Nürnberg. Her skulle han hente en tv-satellitstation, der skulle fragtes til Alma-Ata i Kasakhstan. Byen var på det tidspunkt hovedstad i Kasakhstan – den rolle har Astana overtaget i dag. Alma-Ata kan også hedde Almaty.
Ville gerne ud på eventyr
”Jeg var lidt af en eventyrer, og jeg havde allerede kørt mange steder i verden på det tidspunkt. Så jeg sagde selvfølgelig ja, da Georg Anneberg spurgte, om det var noget for mig at komme ud på en rigtig lang tur,” fortæller Preben Jørgensen.
Da tv-grejet var kommet om bord i to stålcontainere, der blev behørigt låst og plomberet og efterfølgende dækket af lastbilens presenning, kørte Preben Jørgensen ellers østover.
Normalt vil en tur til f.eks. Moskva hører hjemme i kategorien ”lange ture”, men da Preben Jørgensen nåede til den russiske hovedstad, manglede han stadig 4.000 kilometer i at være fremme ved målet.
”I Moskva forsøgte jeg at finde nogle chauffører, der skulle til Kasakhstan, så jeg havde nogen at følges med. Men det lykkedes desværre ikke, så jeg måtte køre alene,” siger Preben Jørgensen. Han kørte over Ural-bjergene, hvor han havde den tvivlsomme fornøjelse at møde adskillige våbenhandlere langs vejen.
Våbenhandlere langs vejen
”De havde nærmest oprettet små boder med et udvalg af deres våben. Der var udstillet både rifler, pistoler og maskingeværer. Det har jeg ikke oplevet andre steder,” siger Preben Jørgensen.
Da han kom på den anden side af Ural-bjergene, mistede han forbindelsen med folkene hjemme på kontoret i Grønbjerg. Anneberg Transports lastbiler var ellers forsynet med et satellit-baseret kommunikationsudstyr, der skulle virke over hele verden. Men dybt inde i Rusland forsvandt signalet, og der gik et par uger, inden Preben Jørgensen igen ”kom på systemet”.
Efter cirka to ugers kørsel østpå kom han til grænsen til Kasakhstan, og herfra gik det sydpå i cirka én uge. Ved grænsen til Kasakhstan fik han selskab af tre andre lastbiler, der skulle samme vej. Det var én fra Bulgarien og to fra Tjekkiet.
”Det var rart med noget selskab – vi spiste sammen, når vi holdt pause. Vi skulle blandt andet igennem et meget øde ørkenområde, hvor det ikke var rart at køre alene,” siger Preben Jørgensen, der sammen med sine følgesvende skulle passe på vilde heste og kameler, der ikke havde den store fornemmelse for trafik.
”I dag har virksomheder som Rockwool og Dandy bygget deres egne fabrikker i f.eks. Rusland, og dermed skal de færdige produkter ikke længere fragtes til Rusland. Til gengæld kører vi nu med det råmateriale, som virksomhederne skal bruge i deres produktion,” siger lederen af den hviderussiske afdeling.
En anden stor transportvare har været – og her stadig – træ. Det bliver ofte hentet helt over ved Ural-bjergene og fragtet til det vestlige Europa – f.eks. Danmark.
Forsøgte at stjæle lasten
De skulle desuden være opmærksomme på røvere, der hellere end gerne ville have fingre i deres last.
”Vi havde altid beskyttelse om natten. Enten af betjente på en lokal politistation eller på indhegnede parkeringspladser med vagter. Begge steder skulle man selvfølgelig betale med udenlandsk valuta – enten amerikanske dollars eller tyske D-mark,” siger Preben Jørgensen.
Trods hegn og vagter på en TIR-parkeringsplads i ørkenbyen Balckhas blev de fire lastbiler, der fulgtes ad, alligevel udsat for røveri en nat. En af de andre mistede halvdelen af lasten.
”De forsøgte også at stjæle min last, men de kunne ikke komme ind i containerne. Så de ødelagde blot lidt af presenningen og selve plomben på lasten. Sidstnævnte kunne godt have givet problemer i tolden, men heldigvis havde de efterladt den nede på jorden, og jeg kunne nødtørftigt sætte den fast igen,” fortæller Preben Jørgensen.
Efter cirka tre uger nåede han frem til modtageren i Alma-Ata, teleradioselskabet Mir, hvor han blev modtaget som en hædersgæst og blandt andet kom på sightseeing og blev velforsynet med mad og vodka.
Herefter meldte det næste store spørgsmål sig: Hvad skulle han have med hjem som returlæs, og hvordan kom han i det hele taget i kontakt med Anneberg hjemme i Danmark?
Telefonopkald vakte stor glæde
”Da jeg endelig fik skaffet telefonforbindelse, fik jeg at vide, at jeg skulle køre til Usbekistan og ringe tilbage til Grønbjerg derfra,” siger Preben Jørgensen.
Det var i øvrigt et telefonopkald, der vakte stor glæde på kontoret i Grønbjerg. De havde jo ikke hørt en lyd fra Preben Jørgensen i adskillige dage. Opkaldet fik receptionisten Margit Søndergaard til at råbe højt ud i lokalet: ”Det er Preben – det er Preben”.
Preben Jørgensen fik samtidig en anden, vigtig besked af Sven Anneberg i den telefonsamtale: Få fat på en fotograf og få taget nogle billeder, der kan bruges i Volvo-magasinet – de vil gerne skrive om turen. Det gjorde Preben Jørgensen, og dermed blev den ekstraordinære transport foreviget under det, der virkelig må betegnes som fremmede himmelstrøg.
Velankommet til Usbekistan skulle Preben Jørgensen igen ringe til Danmark. I øvrigt ingen let opgave – det var bøvlet og varede det meste af en eftermiddag.
Fik brug for kompasset
”Jeg skulle have bomuld med retur til Danmark. Det skulle læses i Andizhan i Usbekistan. Der blev taget billeder af min lastbil, da jeg kørte ind gennem bomuldsfabrikkens flotte portal. Jeg tror aldrig, de havde set så ny og flot en lastbil før,” siger Preben Jørgensen.
Det var også på vej til Andizhan, at han fik brug for det kompas, som Georg Anneberg havde givet ham ved turens begyndelse i Grønbjerg.
”Jeg tænkte godt nok: Det får jeg sikkert ikke brug for. Men det gjorde jeg. Jeg brugte kompasset som en anden opdagelsesrejsende på vejen til Andizhan,” siger Preben Jørgensen, der også havde lært sig det kyrilliske alfabet for at kunne læse vejskiltene.
Mens han kørte en nordlig rute ned til Alma-Ata, tog han en sydlig rute hjemad. Hjemturen gik via hovedvejen M 32 igennem Kasakhstan. Det var 2.266 kilometer på de mest miserable veje. Her passerede han blandt andet den store, udtørrede Aral-sø.
80 kilometer uden asfalt
”Der var en strækning på 80 kilometer, hvor der ikke var asfalt på vejen. Det havde regnet, hvilket betød, at jeg kørte i 30 centimeter mudder. Jeg kørte desuden igennem 200 kilometer ørken, hvor et hjulspor ude i ørkenen nogle steder var mere fremkommeligt end selve vejen,” siger Preben Jørgensen.
Han kørte selvfølgelig også fast nogle gange, men så blev han bare trukket fri af store traktorer fra de gamle russiske landbrugskollektiver. Naturligvis mod betaling.
Nødvendigt med bestikkelse
”Der skulle bestikkelse til overalt. Ellers kom man ingen vegne – man fik ikke lov til at køre gennem tolden eller forbi en kontrolpost uden bestikkelse.
Jeg skrev bestikkelses-beløbene på såkaldte blå bilag, der skulle bruges til de danske skattemyndigheder. Det blev til rigtig mange bilag på turen,” siger Preben Jørgensen.
Det havde været alvorligt, hvis lastbilen ude på de lange, øde strækninger havde fået en motorskade eller på anden måde var blevet ukampdygtig. Men det var nu ikke noget, som Preben Jørgensen frygtede.
”Dels var det en næsten ny og solid lastbil – Volvo er noget godt grej. Dels havde jeg adskillige reservedele med, så jeg kunne klare de mere simple reparationer ude på stedet, hvis det skulle blive nødvendigt,” siger Preben Jørgensen, der selv løste et problem med ”luft-bagakslen” som det mest udfordrende på turen.
Han er uddannet mekaniker og elektriker, og dermed kan man lidt af hvert. Preben Jørgensen arbejdede hos Anneberg Transport fra 1993 til 1997. Herefter blev han selvstændig vognmand i Thy. Her i 2015 står han for distributionen af ugeaviser og dagblade i både Thy og længere ned ad vestkysten.
Og hvor lang tid tog turen til Kasakhstan og Usbekistan og retur til Grønbjerg? Preben Jørgensen husker det tydeligt: Seks uger og to dage.
