Kapitel 33

SVEN FIK IDEEN TIL EN FORSKYDELIG KONGEBOLT

Sven Anneberg sad med sit eget tegneprogram på computeren og regnede på tingene. Han havde et problem, han gerne ville have løst: Hvordan kunne man køre med fuld læs fra Danmark ind i Sverige og samtidig overholde reglerne i begge lande med hensyn til f.eks. lastbilens længde og forholdet mellem akslerne?

”Der er ikke alene forskel på vægtgrænserne i Danmark og Sverige. Der er også forskellige krav til lastbilernes konstruktion,” siger Sven Anneberg, der sad og puslede med ideerne i de sene aftentimer.

Det lykkedes at finde frem til en løsning. Hvis den såkaldte kongebolt kunne reguleres, så kunne der blive den ønskede afstand mellem aksler på trækker og trailer. Det er trailerens kongebolt, der placeres på trækkerens skammel og kobler de to sammen.

”Der skulle konstrueres en såkaldt forskydelig kongebolt på traileren. Den skulle kunne forskydes 80 centimeter. Det ville løse problemet,” fortæller Sven Anneberg.

Med en forskydelig kongebolt kan lastbilen blive 80 centimeter længere, og dermed overholder den kravene i Sverige.

Omsat til praksis hos VM i Tarm

Han præsenterede sin idé for VM i Tarm. Her får Anneberg Transport konstrueret mange af sine tankvogne. VM står for Vestjysk Mejeriservice, og i dag leverer den 200 mands store virksomhed ikke kun tankvogne til mejerier, men til mange andre brancher.

”Det blev så deres opgave at omsætte ideen til praksis. De hentede blandt andet inspiration fra Canada til at løse opgaven. Men det lykkedes at finde frem til en enkel og meget god løsning,” siger Sven Anneberg, der ved, at VM senere har brugt konstruktionen på flere mælketankvogne.

Anneberg Transport har gennem årene haft et tæt samarbejde med VM.

Det sker også, at tankvognene bliver bygget om hjemme på Annebergs eget værksted.

Han kunne godt ønske sig, at Europa havde ens regler for både lastbilernes totalvægt og konstruktion.

”Det ville godt nok gøre alle ting meget nemmere, men der er desværre ikke noget, der tyder på, at det kommer til at ske i den nærmeste fremtid,” siger Sven Anneberg.

FAKTA

Forskellige vægtgrænser

Det er forskelligt, hvor meget lastbilerne må veje i Danmark og vores nabolande. Totalvægten må være følgende:

Danmark: 56 ton

Sverige: 64 ton

Norge: 50 ton

Tyskland og flere andre EU-lande: 40 ton.

For at en lastbil i Danmark må veje 56 ton (egenvægt og last), skal den have syv aksler.