Kapitel 43

FLOTTE VETERANBILER I GUTTES MUSEUM

Hver dag går Gutte Anneberg en tur over i det, som mange kalder for Guttes museum. Der er ikke mange meter fra privatboligen over i lokalet, der er bygget til den ene ende af Anneberg Transports store værkstedsbygning.

Her sætter 90-årige Gutte Anneberg – han er fra samme årgang som Anneberg Transport – sig i en lænestol ved det runde bord og bladre i et af de blade, f.eks. et motorblad, der ligger i en stak på bordet. Herfra kan han nyde udsigten til fire flotte veterankøretøjer og en Renault Laguna af nyere dato.

Han kommer her året rundt, og med mindst 15 grader i det opvarmede lokale kan det også lade sig gøre om vinteren.

Blandt de nostalgiske herligheder finder man en lille lastbil magen til den første lastbil, som hans far, Georg Anneberg, havde. Det var ikke Anneberg

Transports første køretøj. Det var nemlig en lastbil med udskifteligt lad, så den både kunne transportere mennesker og grise. Men det er en lastbil fra de allerførste år.

Vakte stor begejstring

Det vakte naturligvis stor begejstring i Anneberg-familien, da Gutte Anneberg fandt et eksemplar af den første ”rigtige” lastbil i Anneberg Transports historie. Det er en grøn Chevrolet. På døren står der ”G. Anneberg – tlf. Grønbjerg 33”.

Blandt samlingen er der yderligere en lastbil – en Austin K fra 1946. Der er placeret adskillige gul-røde Shell-olietønder på ladet af lastbilen. Sådan en model har Anneberg Transport også haft.

Der er desuden to veteranbiler: En gammel Ford V 8 og en Ford Mustang 64 1⁄2.

”Er det ikke en flot bil?” siger Gutte Anneberg og klapper Mustang’en på det kalechetag, som han slår op, når han skal ud og promenere i flot solskinsvejr om sommeren.

Gutte Anneberg i sit museum, der ligger i enden af Anneberg Transports store værkstedsbygning.

Lastbiler på udflugt til Polen

Disse biler og lastbiler af ældre dato – der alle kan køre – bliver selvfølgelig kun luftet, når vejret viser sig fra sin bedste side. De to lastbiler har i øvrigt været på udflugt til Polen. Da Anneberg Transports polske afdeling fejrede 25 års jubilæum i foråret 2015, havde de lånt de to gamle lastbiler for at give jubilæumsarrangementet noget historisk tyngde.

I Guttes museum finder man også en gammel, gul Shell-benzinstander, og endevæggen er dekoreret med gamle sort-hvide fotos af lastbiler og mennesker.

Man finder også en gammel jukebox i lokalet. Den fik Gutte Anneberg med for en beskeden sum i forbindelse med en handel med en veteranbil.

Gutte Annebergs to veteranlastbiler vakte opsigt i gågaden i Zielona Góra i forbindelse med den polske afdelings 25 års jubilæum i foråret 2015.

Den er god at danse til....

”Det var bare for sjov, jeg købte den. Den virker, og der er mange gode musikstykker. Det er f.eks. ”Smilende Susie” – den er god at danse til,” siger Gutte Anneberg og griner.

Der holder også en el-scooter af nyere dato i museet. Men den bruger Gutte Anneberg nu ikke så meget.

"Nej, jeg har bedre af at gå,” siger Gutte Anneberg, der bruger Renault Laguna’en, hvis han skal ud på en længere tur.

Trods sine 90 år har han stadig kørekort til personbil, og det sker næsten også dagligt, at han kører en tur for værkstedet for at hente reservedele i f.eks. Holstebro eller Skjern.

Han har for resten yderligere én gammel bil, der er ikke er blevet plads til i museet. Det er en østtysk Trabant, som han købte umiddelbart efter Berlin-murens fald i 1989.

FAKTA

Skænkede en del af jorden til den nye LokalBrugsen

Det er vigtigt for en lille by at have en skole og en købmand – i modsat fald kan mørke fremtidsskyer hurtigt trække sig sammen om byen.

Derfor var Georg Anneberg og Sven Anneberg også indstillet på at hjælpe, da Brugsen i Grønbjerg var på udkig efter en ny grund til en helt ny dagligvarebutik. Den gamle Brugsen lå et uhensigtsmæssigt sted uden parkeringspladser, og byens købmand var lukket.

”Vi besluttede at skænke en del af jorden til det, der blev en helt ny LokalBrugsen – den resterende del havde de selv,” siger Georg Anneberg.

På den måde kom LokalBrugsen til at ligge på Annebergvej ikke langt fra Anneberg Transports gamle kontorbygning.

Grønbjerg har en friskole, og den har Anneberg Transport også støttet gennem årene.

”Jeg tror ikke, at vi giver flere sponsorater end andre, men vi er bevidste om, at det ind imellem er nødvendigt at hjælpe og på den måde bidrage til at styrke lokalsamfundet,” siger Georg Anneberg.


FAKTA

Grønbjerg-folk besøgte den polske afdeling

I 2002 var en flok fra Grønbjerg og omegn på ferie i Polen. Rigmor og Gutte Anneberg var med på turen, og den ene af de to chauffører på busturen var Johannes Mikkelsen, der tilbage i 1950’erne og 1960’erne havde kørt lastbil hos Anneberg Transport.

Delegationen på omkring 30 personer boede på Anneberg-familiens jagtslot i Grabin i Polen, og blandt udflugtsmålene var Anneberg Transports polske afdeling i Zielona Góra.

Da Grønbjerg havde et kvinde-fodboldhold, som spillede i 1. division, var Anneberg Transport en af sponsorerne.
Gutte Anneberg har ofte en af veteranbilerne med på marked, veteranbiltræf eller lignende..