Kapitel 49

BANKDIREKTØR MEDVIRKEDE I

PRÆSENTATIONSVIDEO

Anneberg Transport har haft den samme bankforbindelse i alle årene: Ringkjøbing Landbobank. Det understreger meget godt den loyalitet, som Grønbjerg-firmaet har over for gode samarbejdspartnere.

”Vi har altid fået en god behandling af landbobanken, og vi kan snakke om tingene. Vi er i dag blevet en stor koncern, men Ringkjøbing Landbobank er stadig lydhøre. Desuden vil vi gerne holde fast i det lokale, når det er muligt. Den lokale forankring er vigtig for os,” siger Georg Anneberg.

Når Anneberg Transport skal investere, bliver landbobanken brugt som sparringspartner, og der er generelt en tæt kontakt mellem Anneberg Transport og banken.

Der kan også være hjælp at hente på en utraditionel front.

”I midten af 1980’erne var det populært at lave præsentationsvideoer af sin virksomhed, og kunne man få en bankmand med, var det et ekstra kvalitetsstempel. Landbobankens daværende direktør Bent Naur stillede op og medvirkede i videoen. Det betød meget for os,” husker Georg Anneberg.

I øvrigt medvirker Anneberg Transport også i Ringkøbing Landbobanks 125 års jubilæumsbog, der udkom i 2011. Her fortæller Georg Anneberg blandt andet om videopræsentationen.

Spændende at følge udvidelsen

Anneberg Transports faste rådgiver hos landbobanken er Niels Kjær Hansen, der har titel af direktør.

”Det har været enormt spændende at følge udvidelsen af virksomheden ud over landets grænser. Georg og Sven Anneberg har generelt styret Anneberg-koncernen i traditionelle områder i hele Europa, men har også udvidet forretningerne inden for andre lignende brancher. Det stiller store krav til udveksling af informationer fra virksomheden til banken. Firmaets størrelse betyder, at økonomiafdelingen har daglig kontakt til banken,” siger Niels Kjær Hansen. Hele denne proces har ofte betydet hurtige beslutninger i banken.

”Men omvendt betyder det også, at Georg og Sven Anneberg har opbygget en organisation, som hele tiden er indstillet på at levere dokumenteret information til banken. Det har fra begge sider betydet tryghed og tillid. Hele dette samarbejde har været fantastisk og lærerigt for os i banken, og det har det formentlig også været for Anneberg Transport,” siger Niels Kjær Hansen.

Kan mærke entusiasmen

Han understreger, at kontinuiteten i Anneberg-koncernen er en betydelig faktor i samarbejdet.

”Vi følger med i virksomhedens udvikling. Det er naturligt for enhver bank.

Men som lokalbank og firmaets bankforbindelse i generationer bliver det automatisk mere. Så følger vi ikke alene med, men vi mærker den entusiasme, der optræder hos Anneberg Transport. Vores interesse for virksomheden er helt naturligt mere intens,” siger Niels Kjær Hansen.

Han har noteret sig, at der er kommet en ny generation på banen i form af Frederik Anneberg, der nu arbejder som speditør i firmaet og er kommet med i bestyrelsen.

”Vi er overbevist om, at virksomheden fortsat vil udvikle sig positivt i tiden fremover. Bankens oplevelser med Anneberg Transport er kendetegnet ved de tætte relationer med gensidig tillid,” siger Niels Kjær Hansen.

Direktør Niels Kjær Hansen fra Ringkjøbing Landbobank er rådgiver for Anneberg Transport, og han følger spændt udviklingen i firmaet.