DEN UNGE ANNEBERG-GENERATION

Troede jeg skulle være en del af firmaet 25-årige Anne-Sofie Anneberg (datter af Georg Anneberg) havde i mange år en fornemmelse af, at hun i sit arbejdsliv skulle være en del af Anneberg Transport, hvilket ikke er så mærkeligt, når man tager i betragtning, hvor meget familiefirmaet fyldte i hendes opvækst.

”Anneberg Transport har altid fyldt meget – det har været et positivt omdrejningspunkt i min barndom og ungdom. Mine forældre er skilt, og både jeg og min bror Frederik boede hos vores far. Jeg kom ofte på kontoret – både sammen med en veninde og alene. Når jeg som pige skulle præsentere mig, sagde jeg altid: Anne-Sofie Anneberg Transport. Jeg troede vel nærmest, at det var mit navn,” siger Anne-Sofie Anneberg og griner.

Ligeledes i skolen smittede Anneberg Transport af.

”Jeg lavede flere opgaver i Folkeskolen, hvor jeg tog udgangspunkt i Anneberg Transport, og det samme var også tilfældet, da jeg kom på handelsskole i Holstebro. Opgaverne var dog ikke særlig gode, og på handelsskolen interesserede jeg mig mest for de fag, der ikke havde noget med handel at gøre,” siger Anne-Sofie Anneberg.

Det gik langsomt op for hende, at hun nok alligevel ikke passede ind på kontoret hos Anneberg Transport.

”Det lå nok i underbevidstheden, at jeg gerne ville gøre min far glad og stolt ved at arbejde i firmaet. Men det var ikke noget, han på noget tidspunkt havde forventet, og jeg tror også, at han lang tid før mig var klar over, at jeg ikke passede ind i sådan et job,” siger Anne-Sofie Anneberg.

Hun havde en veninde fra efterskolen, der var begyndt at læse til sygeplejerske – en uddannelse, som Anne-Sofie Anneberg også godt kunne tænke sig.

”Jeg havde dog lige én ting, jeg skulle have afprøvet inden. Jeg tog på Borups Højskole i København for at finde ud af, om jeg skulle leve af at være kreativ og gøre min hobby med at fotografere til mit job. Men jeg fandt ud af, at det skulle forblive med at være en hobby,” siger Anne-Sofie Anneberg.

Hun blev i stedet i København for at læse til sygeplejerske, og det har hun bestemt ikke fortrudt. Hun er uddannet i februar 2016. Hun trives med uddannelsen og livet i København. Hun bor på Nørrebro med sin kæreste.

Det kunne være en mulighed

23-årige Thomas Anneberg (søn af Sven Anneberg) vil ikke afskrive muligheden for en dag at blive en del af Anneberg Transport. Men det er for tidligt at sige noget konkret om her i jubilæumsåret 2015.

”Det er jeg for ung til at kunne sige noget om. Jeg vil dog ikke udelukke, at jeg en dag kommer til at arbejde i Anneberg Transport og måske bliver medejer.

Jeg ved det ikke. Der er stadig ting, jeg skal have afprøvet rent arbejdsmæssigt. Jeg ved endnu ikke helt, hvad jeg skal beskæftige mig med i mit arbejdsliv,” siger Thomas Anneberg.

Her i skrivende stund er han netop begyndt på uddannelsen som grafisk design teknolog på University College Nordjylland i Aalborg. Det er en uddannelse, der kan føre til job i f.eks. grafiske virksomheder eller marketingafdelinger.

”Hvis jeg skal ind i Anneberg Transport, så skal det ikke være som speditør, men nærmere inden for markedsføring,” siger Thomas Anneberg.

Han har arbejdet omkring et halvt år på Anneberg-kontoret i Grønbjerg, hvor han blandt andet løste it-opgaver på det grafiske område og afhjalp forskellige it-hængepartier.

Hans opvækst har naturligvis været præget af Anneberg Transport.

”Min far har altid arbejdet rigtig meget, men der har også været fordele ved sådan et familiefirma. Vi har altid været meget sammen med min farbror Georg og hans børn samt min farmor og farfar. Det har givet os mange sjove oplevelser – blandt andet i Polen i forbindelse med afdelingen dér. De tætte familiebånd har betydet, at jeg nærmest betragter mine fætre og kusiner som mine søskende,” siger Thomas Anneberg, der altid har følt sig velkommen på kontoret og værkstedet, og mange af medarbejderne her i jubilæumsåret 2015 kan han huske fra sin barndom, når han var med Sven på arbejde.

En skam hvis det bliver solgt

Hun er den yngste i fjerde generation efter grundlæggeren af Anneberg Transport, og derfor kan 19-årige Emma Anneberg (datter af Sven Anneberg) naturligvis ikke sige noget om, hvorvidt hun en dag kunne tænke sig at blive en del af familiefirmaet.

”Jeg føler ikke, at jeg har kendskab nok til Anneberg Transport til at vide, om det er noget for mig eventuelt at bliver medarbejder eller ligefrem medejer en gang ude i fremtiden. Men omvendt er det også en skam, hvis Anneberg Transport en dag bliver solgt og ikke længere ejes af familien. Det vil – groft sagt – være en del af mig, der i så fald bliver solgt,” siger Emma Anneberg.

Hendes opvækst har i høj grad været præget af Anneberg Transport.

”Ja, det har været en stor del af mit liv. Det er ikke sådan, at min far i tide og utide har fortalt om firmaet, og mig og min bror har heller ikke været forbi firmaet så meget i vores barndom, fordi vi bor i Videbæk. Men Anneberg Transport har alligevel fyldt rigtig meget i min opvækst – blandt andet i vores ferier, der ofte er gået til Polen til f.eks. jagtslottet. Vi har også været på kanotur med medarbejdere fra den polske afdeling og fået et lille indblik i deres kultur,” siger Emma Anneberg.

Fra turene til Polen kan hun huske, hvordan hendes far gik rundt og snakkede og jokede med de polske medarbejdere.

”Han er god til at snakke med alle, uanset hvem de er. Det er vigtigt i et firma og i livet generelt. Det er nogle af de værdier, som jeg beundrer og som forhåbentlig har præget mig,” siger Emma Anneberg.

Hun har arbejdet hos Anneberg Transport efter skoletid, da hun gik i 7.-9. klasse.

”Jeg hjalp Margit Søndergaard med alt forefaldende arbejde på kontoret. Det kunne jeg godt lide. Det var meget familiært at arbejde på kontoret. Foruden min far arbejdede min farbror Georg også på kontoret, og ofte var min farfar der også. Når jeg var færdig ved 16-17-tiden, gik jeg ned til min farmor og farfar og ventede, indtil min far blev færdig, så vi kunne køre hjem,” siger Emma Anneberg.

Når hun var syg som lille, blev hun ofte taget med på kontoret.

”Jeg blev ”sat af” hos Margit Søndergaard i receptionen. Jeg fik lov til at lege med det hele. I dag begriber jeg ikke, hvordan hun formåede at udføre sit arbejde og samtidig passe en lille pige, der pillede ved alting,” siger Emma Anneberg.

Her i 2015 går hun i 3. g på Herning Gymnasium.

<Indholdsfortegnelse *