Kapitel 46

HJALP MED AT TØMME BRANDHÆRGET

CONTAINERSKIB

Anneberg Transport har ad flere omgange hjulpet det tidligere Kommunekemi i Nyborg med at løse krævende opgaver. Kommunekemi hed en overgang Nordgroup, og det er i dag overtaget af det finske Ekokem.

Derfor var det heller ikke så overraskende, at Nordgroup i 2013 bad Grønbjerg-firmaet om assistance til en ganske omfattende opgave: Et stort containerskib skulle tømmes for forurenet vand og andet farligt affald.

Det var det tyske containerskib Flaminia, det drejede sig om. Den flydende kæmpe med 8.000 containere om bord var brudt i brand ude på Atlanterhavet, hvor besætningen var tvunget til at forlade det brændende skib.

Det lykkedes at få bugt med branden, og efter en reparation i foråret 2013 ankom det cirka 300 meter lange skib til Aarhus Havn, hvor Anneberg Transport i november 2013 stillede med syv-otte tankvogne klar til kamp. Efter at have fjernet en del af det forurenede vand i lasten – for at mindske dybgangen – blev skibet bugseret til skibsværftet Fayard ved Lindø i Odense Fjord, hvor det kom i tørdok for at få fjernet det resterende forurenede vand og farligt affald.

”Vi fjernede alt flydende fra skibet, og det blev kørt til behandling på det tidligere Kommunekemi,” siger Georg Anneberg.

Det varede to-tre måneder, inden opgaven med Flaminia var afsluttet for Annebergs vedkommende.

Arbejdet stod blandt andet på hen over juledagene, og i en periode blev der kørt i toholdsskift. Der skulle fjernes i alt 40.000 ton forurenet vand fra skibet – de 8.000 ton blev fjernet i Aarhus Havn. Det forurenede vand var brandslukningsvand. Det blev tidligere ledt ud i havet, men det er ikke tilladt længere.

Oprydning hos Proms Kemiske Fabrik

Anneberg Transport hjalp også med oprydningen af Proms Kemiske Fabriks forurenede grund på Sydsjælland i slutningen af 1990’erne.

”Her kørte vi også alt flydende væk fra grunden. Det var en kæmpe opgave. Jeg tror, vi kørte 100 læs,” siger Georg Anneberg. Anneberg Transport kom ligeledes til assistance, da to skibe stødte sammen ud for Lolland med et større olieudslip som resultat. Her kørte Anneberg Transport det opsamlede olie fra Sakskøbing til Kommunekemi.

”Vi har tankvognene til at løse den slags opgaver,” siger Georg Anneberg. I mange år benyttede Kommunekemi sig af jernbanen til transport af farligt affald, men i slutningen af 1990’erne ændrede virksomheden kurs og benyttede i stedet lastbiler til det affald, der skulle fragtes over kortere afstande. Det var i den forbindelse, at Anneberg Transport kom ind i billedet.

Det var billigere og mere miljørigtigt at fragte affaldet på lastbiler fremfor jernbane. Hvis affaldet skulle transporteres på jernbanen, skulle det køres frem og tilbage mellem forskellige stationer før der var samlet et helt vogntog, og der var dermed kørt mange flere kilometer.

Flaminia i Aarhus Havn, hvor første del af lasten skulle tømmes.
Lastbil-kortege holder klar til at tømme Flaminia.