Kapitel 26
DET VAR DET RENE ”WILD WEST” I ØST
Anneberg Transport havde ambitiøse planer i de tidligere østblok-lande, da jerntæppet blev revet væk under de gamle kommunistiske lande, og vestens velstand uhindret kunne flyde ind i de lande, som Sovjetunionen tidligere havde kontrollen over.
Det var i hvert fald dét, som mange umiddelbart troede, der ville ske
”Vi havde vilde planer. Vi så et kæmpe marked, der åbnede sig, og vi havde udpeget Minsk i Hviderusland til at ligge nogenlunde midt i dette nye, enorme marked. Derfor etablerede vi en ny afdeling i Minsk, som vi købte cirka 20 nye lastbiler til,” fortæller Georg Anneberg.
Men ét var at have succes med at etablere en afdeling i Polen. Noget helt andet var at gøre et tilsvarende forsøg i Minsk.
”Vi havde ikke sat os grundigt nok ind i kulturen og mentaliteten i Hviderusland. Det var ganske enkelt det vilde vesten,” siger Georg Anneberg.
Kontaktperson gik med pistol
Han var ikke videre tryg, når han færdedes med Annebergs kontaktperson i Hviderusland.
”Han gik altid rundt med en pistol. Når vi kørte i bil, lå pistolen i handskerummet. Han boede selv i en fæstning. Der var en to meter høj mur rundt om hans bolig. Inden for muren var der yderligere en mur, og mellem de to mure patruljerede to schæferhunde,” fortæller Georg Anneberg.
Ledelsen af Anneberg Transport fandt senere ud af, hvorfor det var nødvendigt med disse foranstaltninger: Der blev stjålet med arme og ben.
”Det var ganske enkelt alt, der blev stjålet. Under et af mine besøg derovre skulle jeg på toilet. Der var ikke noget toiletpapir. Jeg forhørte mig hos en af medarbejderne i den pågældende bygning. Han låste sig ind i et depot og hentede en toiletrulle. Jeg skulle aflevere rullen igen efter toiletbesøget. Selv toiletpapir blev stjålet,” siger Georg Anneberg.
Stjal diesel fra lastbilerne
Russerne havde været – og var formentlig stadig – så fattige, at de var nødt til at stjæle ”fra systemet”, hvis de skulle have en chance for at klare dagen og vejen.
”De stjal fra staten. Og de stjal selvfølgelig også fra os, der var arbejdsgivere. Vi kunne ikke forstå, at vores lastbiler derovre ikke kørte ret langt på en liter diesel. Det blev stjålet af medarbejderne og solgt videre. Selv bremsebelægningen på lastbilerne blev stjålet – de nye blev pillet af og erstattet af nogle brugte. Det kunne vi konstatere, når lastbilerne var hjemme hos os på værksted,” siger Georg Anneberg.
Det er et speditionskontor i dag
Anneberg Transport opgav at drive forretning under de forhold. Grønbjerg-firmaet er dog stadig repræsenteret i Minsk. Men bare ikke med egne biler.
”Vi valgte i 1999 at sælge de 20 lastbiler, som vi åbnede afdelingen i Hviderusland med. Der var nok, der gerne ville være selvstændige, og de købte lastbilerne af os. Til gengæld bevarede vi kontoret i Minsk, og det er et rent speditionskontor i dag. Vi har seks dygtige medarbejdere på kontoret. Nu sidder de blot og formidler transport mellem to parter. Det fungerer meget godt. Vi har et fint samarbejde med vores undervognmænd,” siger Georg Anneberg.
Har været leder siden 1996
Alexander Avtonomov har været leder af afdelingen i Minsk siden 1996.
”I dag er det svært at forestille sig de forhold, som vi begyndte under. På kontoret i Minsk havde vi kun én telefax og én computer, og foruden mig var der kun yderligere én medarbejder, der talte engelsk,” fortæller Alexander Avtonomov.
Telefonforbindelsen til kontoret i Grønbjerg var særdeles dårlig, og kommunikationen bliver heller ikke bedre af, at både medarbejdere og chauffører i den hviderussiske afdeling havde svært ved at håndtere det satellit-udstyr, der var installeret i Anneberg Transports lastbiler.
”Jeg kan huske, at Jan Dyrberg (Anneberg Transports direktør) ved min ansættelse spurgte, om jeg kunne finde ud af dette system. Det var meget vigtigt, fordi det var svært at koordinere lastbilernes transport, når forbindelsen til chaufførerne var så usikker. Jeg beroligede ham med, at det skulle jeg nok finde ud af, og det havde jeg heldigvis også styr på med det samme,” husker Alexander Avtonomov.
Kører i dag med råmateriale
I begyndelsen kørte den hviderussiske afdeling meget for danske fabrikker som Rockwool og tyggegummifabrikken Dandy – ofte med Moskva som destination.
”I de første år var det særdeles tidskrævende at passere de fire grænseovergange på vejen fra Danmark til Rusland. Én tur varede typisk 8-10 dage, fordi vi måske skulle vente 10-12 timer ved hver grænseovergang. Det er meget lettere i dag – her tager turen 4-5 dage,” siger Alexander Avtonomov.
De store mængder Rockwool skulle bruges til de mange byggeprojekter, der blev sat i gang i Rusland i de år.
”I dag har virksomheder som Rockwool og Dandy bygget deres egne fabrikker i f.eks. Rusland, og dermed skal de færdige produkter ikke længere fragtes til Rusland. Til gengæld kører vi nu med det råmateriale, som virksomhederne skal bruge i deres produktion,” siger lederen af den hviderussiske afdeling.
En anden stor transportvare har været – og her stadig – træ. Det bliver ofte hentet helt over ved Ural-bjergene og fragtet til det vestlige Europa – f.eks. Danmark.
FAKTA
Lastbil med cigaretter blev kidnappet
Der var stribevis af udfordringer, da Anneberg Transport i midten af 1990’erne etablerede en afdeling i Minsk i Hviderusland.
Medarbejderne i Minsk havde blandt andet et noget anderledes syn på ”dit og mit”, end Grønbjerg-firmaet var vant til fra både Danmark og den næsten nystartede afdeling i Polen.
Det gik helt galt, når der blev transporteret f.eks. øl eller cigaretter.
”Det var decideret farligt. Vi oplevede et par gange, at en lastbil med cigaretter blev kidnappet. Kidnapperne overtog lastbilen, og vores chauffør fik bind for øjnene, så han ikke kunne se, hvor de kørte hen. De kørte f.eks. ud på en øde beliggende gård dybt inde i en skov, hvor cigaretterne blev læsset af. Så kunne vi finde den tomme lastbil et par dage senere. Heldigvis var der ikke sket noget med chaufføren,” siger Georg Anneberg.
Anneberg Transport stoppede efter kort tid med at transportere øl og cigaretter til Hviderusland.
FAKTA
Vil du smage...?
Da Anneberg Transport etablerede sig i Hviderusland i 1995, var det på mange måder et kulturelt chok for vestjyderne.
Georg Anneberg kan huske en flyvetur fra Minsk til Frankfurt i Tyskland. Det normale rutefly var aflyst på grund af tåge, og passagerne måtte i stedet med et gammelt russisk fly, der indvendigt var beklædt med røde tæpper på gulv og sider – selvfølgelig røde tæpper forsynet med hammer og segl.
”Der var virkelig et dårligt indeklima i flyet. Det havde nærmest ikke været i brug i et helt år,” siger Georg Anneberg om den specielle flyvetur i formentlig 1997.
Han fik serveret noget mad om bord, som han bestemt ikke brød sig om: To indtørrede pølser.
”Jeg sad ved siden af en russer, og han kunne sikkert se, at jeg ikke var videre begejstret for maden. Først tilbød han mig vodka. Han havde en kæmpe flaske med, som han gavmildt skænkede op af i mit krus. Jeg fik temmelig meget, inden jeg nåede at stoppe ham. Selv drak han nærmest en halv flaske på turen,” fortæller Georg Anneberg.
Men ikke nok med det. Han havde også en flæskesteg med. Den lå inde under sædet.
”Han pakkede flæskestegen ud. Der var aviser rundt om den, og da selve flæskesværen var skåret væk, kunne man se avisens bogstaver i det hvide fedtlag oven på flæskestegen. Han skar et stykke af til mig. Det smagte lidt underligt,” siger Georg Anneberg.
Det fremmede heller ikke appetitten, da han hørte, hvor flæskestegen stammede fra. Den kom nemlig fra en gris, der havde gået rundt i Tjernobyl i Ukraine – den by, som i 1986 blev ramt af den til dato værste atomkraftværkulykke.
En gruppe indbyggere fra Tjernobyl var på vej til lægebehandling i Tyskland, og de havde gaver med til de tyske læger. Blandt andet en nu lidt kortere flæskesteg.