Kapitel 27

BESTIKKELSE GØR LIVET LETTERE...

Bestikkelse var ikke noget ukendt begreb i de gamle østeuropæiske lande. Eller måske mere præcist: Uden bestikkelse kom du ingen vegne....

Det har Anneberg Transport måtte sande mange gange. Det var f.eks. tilfældet, da de havde åbnet deres afdeling i Polen i 1990. Der var ofte kilometer-lange køer for at komme fra Tyskland ind i Polen.

”Det var vildt lange køer på mange kilometer. Men heldigvis kendte Ludwik Miłkowski fra vores polske afdeling en inspektør ved grænsepolitiet – jeg tror, det var ved grænsepolitiet. Han gav ham penge, og samtidig fik inspektøren lov til at låne vores polske jagtslot, hvor han tog ud sammen med sin elskerinde,” fortæller Georg Anneberg.

Blev vinket ud af køen

Det udløste klare fordele til Anneberg Transport.

”Vi ringede til Ludwik, der kontaktede de polske grænsemyndigheder. Han fortalte, hvornår vi var fremme. Så kom der en bil fra grænsepolitiet kørende forbi den endeløse række af ventende lastbiler og stoppede ved vores lastbil.

Vi blev vinket ud af køen, og så fik vi lov til at køre hen til grænsen og ind i Polen. Der var ingen chauffører i de andre lastbiler, der brokkede sig. Sådan var forholdene dengang,” siger Georg Anneberg.

Det var det samme, hvis Anneberg-familien kørte i personbil til Polen. Så ringede de også i forvejen, og grænsepolitiet kørte ud til den danske bil, der holdt et sted i den lange kø.

”Han skulle se vores pas, og når han så, at der stod Anneberg, så fik vi lov til at køre frem foran alle de andre biler,” siger Georg Anneberg.

Vi skal for en god ordens skyld understrege, at den praksis er stoppet for mange år siden. Men den gang var det normal kutyme.