Kapitel 16

SKIFTEDE GEAR MED DEN FØRSTE DIREKTØR

Indehaverne af Anneberg Transport har aldrig gået særlig meget op i titler, men i 1984 fik Grønbjerg-firmaet sin første rigtige direktør – altså en medarbejder, der havde titel af direktør.

Det var Jan Dyrberg. Han var direktør i Anneberg Transport frem til 2001, og den energiske og viljestærke direktør var stærkt medvirkende til, at Anneberg Transport skiftede gear og rykkede fremad i transportbranchen.

Som omtalt andetsteds fik Anneberg Transport den eftertragtede A-tilladelse til at fragte gods igennem Tyskland i 1979, og det bragte Anneberg-familien – og især Georg Anneberg – i kontakt med vognmand Peter Hornbæk i Herning. Det var samtidig et speditørfirma, som Anneberg Transport kunne samarbejde med og hente rådgivning hos på vejen ud mod ukendt land på det europæiske transportmarked.

”Jan Dyrberg arbejdede på det tidspunkt hos Peter Hornbæk. Han var oprindelig chauffør, men han havde fået begge ben beskadigede ved en trafikulykke og var efterfølgende blevet uddannet speditør. Han var intelligent og god til sprog – f.eks. tysk – og han ville gerne videre til et firma som vores, der primært ville satse på at køre med tankvogne. Det synes han, der lød spændende,” fortæller Georg Anneberg.

”Mangler I ikke en medarbejder...?”

Dér i begyndelsen af 1980’erne havde Anneberg Transport dog ikke alt for mange arbejdsopgaver, så derfor lå det ikke lige til højrebenet at udvide forretningen med en direktør.

”Jeg talte jævnligt med Jan Dyrberg, og han spurgte ofte: Mangler I ikke en medarbejder...? Men økonomien var jo lidt stram. På et tidspunkt besluttede vi dog at ansætte ham. Min mor (Rigmor Anneberg, red.) ville gerne stoppe på kontoret, og vi havde i det hele taget behov for at udvide administrationen,” siger Georg Anneberg.

I øvrigt stoppede Rigmor Anneberg i 1986. Hun var på det tidspunkt sidst i 50’erne.

”Hun havde jo mange andre opgaver at se til. Hun lavede mad til os formiddag, middag og eftermiddag, og hvis der f.eks. var nogle chauffører i virksomheden om eftermiddagen, så fik de jo også kaffe. Hun vaskede også mekanikernes kedeldragter,” siger Georg Anneberg.

Der var en god kemi

Jan Dyrberg flyttede til Grønbjerg, og han blev hurtigt en del af inderkredsen hos Anneberg.

”Han fik lov til at se alle papirerne, og han tog hurtigt teten. Der var en god kemi imellem os. Hans handicap gav ham en del smerter, men dem bed han i sig. Han havde en utrolig jernvilje,” siger Georg Anneberg.

Jan Dyrbergs kendskab til branchen var stærkt medvirkende til Anneberg Transports ekspansion.

”Han var dygtig”, siger Georg Anneberg.

Jan Dyrberg døde i 2006.

Jan Dyrberg var i flere år interesseret i at blive ansat hos Anneberg Transport. Det lykkedes i 1984, hvor han blev Grønbjerg-firmaets første medarbejder med titel af direktør.
Dynamisk trio i spidsen for Anneberg Transport i midten af 1980’erne. Fra venstre Georg Anneberg, Sven Anneberg og Jan Dyrberg.