POLSK AFDELING LIGGER LUNT I SVINGET

Annebergs polske afdeling hedder Anneberg Transpol. Den ligger i industrikvarteret i Zielona Góra – en by med cirka 130.000 indbyggere omtrent 80 kilometer fra den tysk polske grænse. Afstanden til Berlin er cirka 180 kilometer.

Anneberg Transpol tager sig ganske flot ud. Inde bag hegnet ligger det hele:

Kontorbygningen fra 2008, værkstedet med indbygget vaskehal og parkeringspladsen til de trækkere og trailere, der holder pause før næste transportopgave.

”Ja, vi er stolte af det. Der er transportfirmaer, der er vokset hurtigere end os, men der er også en del af dem, der er kollapset, og ikke længere er her i dag. Vi er veletableret, og det er ikke vores målsætning at være de største. Vi vil være de bedste,” siger Jacek Miłkowski, der leder den polske afdeling sammen med sin bror, Roman Miłkowski. Deres koner arbejder også i virksomheden.

Ved etableringen i 1990 var deres far, Ludwik Miłkowski, også med i ledelsen og ejerkredsen. Efter hans død i 2008 har Jacek og Romans søster, Grazyne, fået en lille bid af ejerskabet, der fordeler sig med 75 procent til Anneberg-familien i Danmark og 25 procent til Miłkowski-familien.

Bogens forfatter er sammen med Sven Anneberg kørt til den polske afdeling for at høre Jacek Miłkowski version af det, der andetsteds her i bogen beskrives som Annebergs polske eventyr. Lad det bare være sagt med det samme: Et besøg på stedet punkterer bestemt ikke den beskrivelse. Det er imponerende, hvad de har opnået på 25 år.

Svært at forestille sig

Vi spoler tiden tilbage til slutningen af 1980’erne. Dengang hvor jerntæppet udgjorde en skarp opdeling mellem det vestlige og østlige Europa. Dengang hvor kommunisme og planøkonomi dikterede hverdagen i blandt andet Polen.

”Det er svært at forstille sig de forhold, vi levede under dengang. Jeg var direktør i et firma, men min løn var blot, hvad der svarede til 40 dollars om måneden. Og man skulle stå i kø i lang tid for at komme ind og handle i butikkerne, og når det så endelig blev din tur, så havde butikken formentlig ikke de varer, du gerne ville købe, og så måtte du vælge noget andet,” fortæller Jacek Miłkowski.

Han blev fyret fra sit job. Han var ikke medlem af det kommunistiske parti, og der var en fra partiet, der skulle have jobbet. Værsgo’ og find noget andet.

Det gjorde Jacek Miłkowski så i Tyskland. Han blev direktør for et cementværk. Her var lønnen til gengæld bedre. Den lå på omkring 1000 D-mark om måneden.

Var væk fra kone og datter

”Lønnen var god, men til gengæld betalte jeg også en høj pris. Jeg var væk fra min familie – væk fra min kone og vores lille datter. Det var svært at komme i kontakt med dem via telefonen i en telefonboks, som var eneste mulighed. Forbindelsen til Polen var meget dårligt. Det var en hård tid,” siger Jacek Miłkowski.

Berlin-muren blev væltet i november 1989, og forandringens vinde blæste ind over Polen og de andre østlande i Europa. Det blev muligt for de polske statsvirksomheder at lave joint venture-aftaler med udenlandske selskaber.

”Min far var på det tidspunkt direktør for et entreprenørselskab, og han foreslog, at jeg kom tilbage til Polen, og at vi sammen forsøgte at få etableret et selskab i samarbejde med et udenlandsk selskab. Vi troede i begyndelsen, at det skulle laves via entreprenørselskabet. Vi kom i kontakt med Anneberg Transport, men hvis vi skulle samarbejde med Anneberg, måtte vi rent lovmæssigt ikke afgive kontrollen over virksomheden. Vi var den største af de to virksomheder med omkring 300 lastbiler – dog 300 lastbiler i temmelig dårlig forfatning,” fortæller Jacek Miłkowski.

Anneberg Transport ville ikke gå ind i selskabet og samtidig afgive kontrollen.

”Det kan jeg godt forstå, at Anneberg Transport ikke ønskede. Den konstruktion på et selskab duede ikke. Vi ønskede i stedet, at vi – Anneberg og os - oprettede vores eget selskab fra bunden af. Vi holdt et møde i Hamburg med Anneberg Transport, og herefter faldt aftalen heldigvis på plads,” siger Jacek Miłkowski.

Wauw – moderne Volvo-lastbiler

Det begyndte med tre lastbiler i foråret 1990.

”Anneberg kom med tre lastbiler. Volvo-lastbiler. Vores chauffører var ellevilde. Wauw – de havde aldrig set så flotte, moderne lastbiler før. Det var fantastisk,” siger Jacek Miłkowski.

Jan Dyrberg var direktør for Anneberg Transport på det tidspunkt, og der var med det samme en god kemi mellem Anneberg-familien og Jan Dyrberg på den ene side og Miłkowski-familien på den anden side.

”Vi skulle jo først til at lære at drive en moderne transportvirksomhed, og det var ikke uden grund, at vi kaldte Jan Dyrberg for ”vores far”. Både Jan Dyrberg samt Georg og Sven Anneberg lærte os mange ting. Det var f.eks. med kontrakter og kunde-relationer og det var på det tekniske område,” siger medstifteren af Anneberg Transpol.

Det var også Jan Dyrbergs fortjeneste, at den nye afdeling slap med livet i behold efter en grim forskrækkelse.

”Vi skulle hente en container med tøj i Rotterdam i Holland. Vores chauffør fik ikke tjekket indholdet i containeren, men skrev bare under på, at alt var i orden. Da vi kom frem til modtageren, og containeren blev åbnet, fik vi et chok: Tøjet var vådt og helt ødelagt. Det var noget, der var sket under sejlturen fra Kina til Rotterdam, men vi havde accepteret lasten og havde derfor lige pludselig et kæmpe problem,” siger Jacek Miłkowski. Anneberg Transpol fik et erstatningskrav på 18.000 dollars. Og egenkapitalen var cirka 15.000 dollars.

Det havde Jan Dyrberg tænkt på

”Det kunne have ruineret os, inden vi rigtigt var kommet i gang. Men heldigvis havde Jan Dyrberg sørget for en forsikring til os, og den var såmænd blevet tegnet blot dagen før uheldet. Så det blev efterfølgende en sag for vores forsikringsselskab, men det endte vist med, at det blev fragtskibet, der måtte bøde for det ødelagte tøj,” siger Jacek Miłkowski.

Efter cirka et halvt år kom Jacek Miłkowski bror Roman Miłkowski med i firmaet. Det blev blandt andet hans opgave at opbygge kontoret. Som det er beskrevet andetsteds i bogen, fik den polske afdeling generelt en hård start på tilværelsen, fordi den planlagte kørsel med beg alligevel ikke blev til noget. Men så fik Ludwik Miłkowski skabt en anden kontakt: Kørsel fra Danmark til Polen med køleskabe og frysere.

”Det gav stor travlhed. Vi kørte som regel med tom vogn til Danmark. Ofte stillede vi den tomme vogn og spændte en læsset vogn for trækkeren og satte kurs mod Polen. Én gang spændte vores chauffør en tom vogn efter trækkeren, og det blev først opdaget, da han kom til grænsen, hvor det skulle undersøges, om lasten stemte overens med toldpapirerne. Men der var ingen last – det var gået lige lovlig hurtigt. Den historie kan vi stadig grine af,” siger Jacek Miłkowski.

Beskyldt for at bruge spionudstyr

I begyndelsen af 1990’erne fik Anneberg Transport udstyret alle lastbiler med satellit-kommunikation – noget, der også er omtalt andetsteds i bogen. Det gav problemer for den polske afdeling.

”Ja, myndighederne var sikre på, at det var spionudstyr, og det blev faktisk erklæret ulovligt. Men efter nogen tid fik vi heldigvis overbevist dem om, at det skulle bruges til kommunikation. Vores chauffører var heller ikke så begejstrede for det i begyndelsen. De troede, vi overvågede dem. Deres syn på udstyret ændrede sig dog lidt, da to chauffører havarerede med en lastbil et øde sted i en hård vinter. Her var de rigtigt glade for, at de hurtigt kunne komme i kontakt med os,” siger Jacek Miłkowski.

Vores møde med Jacek Miłkowski finder sted i et forholdsvis stort mødelokale med formentlig plads til kontorets 20 medarbejdere rundt om bordet. På den ene endevæg hænger et indrammet fotografi af Zielona Góras herrehold i basketball. Det er byens stolthed. Her i skrivende stund er de Polens bedste basketballhold med to mesterskaber i træk.

Støtter byens basketball-hold

”Anneberg Transpol er sponsor for basketballholdet – vi støtter med et mindre beløb. Jeg ser de fleste af hjemmekampene, hvor der er 3.500 tilskuere,” fortæller Jacek Miłkowski, der ser frem til holdets hidtil største kamp senere i 2015: Hjemmekampen mod mægtige Barcelona i Europa Cuppen.

Oppe på kontorbygningens 1. sal foregår en helt anden sportsgren i en noget mindre målestok: Her bliver der spillet snooker. En 11-årig dreng spiller ved det solide billardbord med den grønne dug. Han skyder let og elegant den ene kugle efter den anden i hul. Han er polsk mester for spillere under 14 år. Der hænger flere fotografier af ham på væggen. Den sorte vest, der til stævner bruges uden på en hvid skjorte, er forsynet med Anneberg Transpols logo.

”Vi havde ikke noget at bruge dette lokale til, og vi vidste, at han manglede et sted at spille. Så tænkte vi: Hvorfor ikke bruge lokalet til dét. Han kommer her hver dag efter skole for at træne,” fortæller Jacek Miłkowski.

Han tilføjer, at billardbordet vejer to ton. Det ankom som et samlesæt i seks stykker.

11-årig snooker-spiller med motto

På endevæggen med fotografierne kan man også læse den 11-årige knægts motto. Jacek Milkowski oversætter de polske ord: ”Jeg vinder hver gang. Enten vinder jeg kampen, eller også lærer jeg noget af et nederlag”.

”Jeg kan godt lide det motto,” siger Jacek Miłkowski og smiler.

Det er her oppe på 1. sal, at bogholderiafdelingen hører hjemme. I stueetagen finder man receptionen og de to afdelinger, der disponerer lastbilerne: En afdeling for tanktransport og en for stykgods.

Kontorbygningen er fra 2008. Altså fra samme år som finanskrisen med ét satte en stopper for den frembrusende økonomi med tilbagegang og fyringer som et uundgåeligt resultat for mange virksomheder.

”Finanskrisen var også hård ved os. Vi oplevede tilbagegang. Vi indkaldte medarbejderne til et krisemøde, hvor vi forelagde dem mulighederne: Enten skulle de alle gå 15 procent ned i løn, eller også var vi nødsaget til at fyre en del af medarbejderne. De gik med til en lønnedgang, og dermed undgik vi at fyre medarbejdere, hvad vi meget nødigt ville,” fortæller Jacek Miłkowski.

Anneberg Transpol var for alvor ude af finanskrisen i 2012, men allerede i 2010 var medarbejderne tilbage på normal løn.

Har gavn af Annebergs store erfaring

”Vi oplevede også en Ruslandskrise i 1997. Det betød, at vi mistede en stor del af vores transporter til Rusland. Her var panikken ved at brede sig. Men heldigvis havde vi Anneberg i Danmark at støtte os til. Vores afdeling var kun syv år på det tidspunkt, og vi havde ikke den store erfaring. Her kunne Anneberg i Danmark berolige os med, at der altid vil være op- og nedgangstider, og det havde de fuldstændig ret i. De gode tider vendte heldigvis hurtigt tilbage,” siger Jacek Miłkowski.

Den nye kontorbygning blev i øvrigt også en økonomisk belastning. Der var nemlig optaget et lån i schwiezerfranc til byggeriet. Et lån, der pludselig voksede, fordi kursen ændrede sig.

”Det lån er heldigvis indfriet i dag. Vi har ingen gæld på bygningen længere – vi ejer den 100 procent selv, og det er dejligt,” siger Jacek Miłkowski.

I foråret 2015 kunne Anneberg Transpol fejre 25 års jubilæum med blandt andre Anneberg-familien som deltagere. Gutte Annebergs to gamle veteranlastbiler var blevet fragtet til Zielona Góra, og de gjorde stor lykke, da de kom kørende ind i det telt, hvor jubilæumsreceptionen fandt sted. Det skete til melodien ”We Are the Champions”.

Medarbejdere hos Anneberg Transpol:

Personalechef Lidia Malentowicz har været ansat i 18 år. Hun arbejder blandt andet med chaufførernes sikkerhed, og hun kan med stolthed fortælle, at der ikke har været personskader de seneste to år.

”Vi kører med farligt gods, og derfor er det vigtigt, at vi konstant har fokus på sikkerheden for vores chauffører. Vi gør ligeledes meget for at undgå skader på materiellet,” siger hun. Hun sørger blandt andet for, at medarbejderne har de påkrævede kurser og har fået den nødvendige oplæring, inden de skal køre på egen hånd. Det er svært at skaffe nye chauffører i øjeblikket, og det skyldes primært de høje krav, som Anneberg Transpol har til nye chauffører.

”De skal blandt andet kunne tale engelsk. De skal bestå en test i engelsk for at kunne blive ansat. Hvis de skal køre med gods til f.eks. Skandinavien eller Holland, så er det et krav, at de skal kunne tale engelsk. De unge i Polen kan godt tale engelsk, men de har ingen erfaring som lastbilchauffør, så her skal der en god oplæring til. Jeg plejer at sige, at det tager fem år at blive en god chauffør,” siger Lidia Malentowicz

Det sker også, at ukrainere bliver ansat som chauffører hos Anneberg Transpol.

”Jeg er glad for at arbejde her. Det er et godt sted at være ansat. Jeg lærer en masse,” siger Lidia Malentowicz.

Speditør Artur Dulat har været ansat i 22 år. Han har været i Danmark ad flere omgang, hvor han blev oplært hos Anneberg Transport i Grønbjerg. Artur Dulat var mellem de danske ophold tilbage i Polen for at blive opereret for kræft.

”Det var fantastisk at bliver oplært på kontoret i Grønbjerg. Her fik jeg lært at disponere lastbilerne. Der var stor forskel på den danske og den polske arbejdsmentalitet den gang. I Polen var vi meget følelsesladede og nærmest aggressive i vores arbejdsform. Vi blev gale, hvis der var noget, der gik os imod.

I Danmark lærte jeg, at problemerne kan løses stille og roligt,” fortæller Artur Dulat, der stadig kan huske nogle af de danske ord, som han lærte den gang.

”Da jeg kom tilbage til Grønbjerg i anden omgang, var det især Niels Andersen, der stadig er hos Anneberg Transport, der viste mig rundt på egnen og tog sig lidt af mig. Anneberg Transport holdt firmafest på min 30 års fødselsdag i den 20. januar 1995, og jeg blev også fejret med en fødselsdagskage. Det var stort – det betød meget for mig,” husker Artur Dulat.

Han er glad for det afvekslende arbejde på kontoret i Zielona Góra.

”Der sker konstant noget nyt, og det gør arbejdet spændende. Jeg koordinerer tankkørslen. De seneste år er jeg blevet bedre til at uddelegere arbejdet, så chaufførerne ikke kan ringe til mig hver aften og weekend,” siger Artur Dulat.

<Indholdsfortegnelse * Næste kapitel>