Kapitel 32

BAD POLITIET SPIRITUS-TESTE EGEN CHAUFFØR

Det er en af den slags opringninger, som ingen arbejdsgivere bryder sig om at få. Og som det ikke ligefrem er let at reagere på.

Anneberg Transport modtog i 2008 en opringning fra en portvagt på en virksomhed, hvor en af Grønbjerg-firmaets chauffører netop havde afleveret et læs.

”Portvagten fortalte, at han havde mistanke om, at den pågældende chauffør var spiritus-påvirket,” fortæller Sven Anneberg, der efterfølgende ringede chaufføren op for at veje stemningen.

”Han påstod, at han ikke havde fået noget at drikke, og jeg troede på ham.

Men for at fjerne enhver tvivl aftalte jeg med ham, at jeg ville ringe til politiet,” siger Sven Anneberg.

Han ringede til politiet og forklarede dem situationen.

”Politiet rykkede ud og stoppede vores lastbil med den mistænkte chauffør. Heldigvis var han ikke spirituspåvirket. Det var utrolig dejligt at få afklaret for alle parter. Det var ikke mindst dejligt for chaufføren. Mistanken mod ham kunne kun fjernes ved at få afklaret spørgsmålet her og nu – ellers ville den blive hængende i luften,” siger Sven Anneberg.

Han ringede med det samme til den pågældende virksomhed og forklarede dem resultatet af politiets undersøgelse.

Det fjernede mistanken

”De var glade for, at vi havde grebet sagen an på den måde. Jeg skal ikke kunne sige, hvordan mistanken mod vores chauffør var opstået, men heldigvis blev mistanken fjernet med det samme,” siger Sven Anneberg.

I 2009 havde Anneberg Transport en lignende sag. Det var i Norge, og mistanken om spirituskørsel var rettet mod en svensk chauffør. Igen var det den fabrik, som havde modtaget læsset, der kontaktede Anneberg.

”I lighed med den anden sag påstod chaufføren, at han ikke havde rørt alkohol. Det var tæt på grænsen til Sverige, og vi aftalte, at han skulle gå ind på den første politistation for at få konstateret, om han var spiritus-påvirket. Jeg blev ringet op af vagthavende, der ikke kunne tage en alkotest på chaufføren, fordi der ikke var nogen anmeldelse. Men han kunne bekræfte, at chaufføren hverken lugtede af spiritus eller virkede påvirket, så vi besluttede at lade ham køre videre,” siger Sven Anneberg.

Alko-låse i alle nye lastbiler

Efter de to sager begyndte Anneberg Transport at montere alko-lås i alle sine nye lastbiler.

Med en alko-lås kan chaufføren ikke starte lastbilen, hvis han har drukket alkohol. Han blæser i et mundstykke, og herefter analyseres udåndingsluften. Hvis grænsen for promillekørsel er overskredet, kan lastbilen ikke startes.

”En alko-lås er en sikkerhed for den enkelte chauffør – han kan ikke køre i spirituspåvirket tilstand. I ”gamle dage” var det jo nærmest helt normalt, at en lastbilchauffør fik nogle øl i løbet af en arbejdsdag, og enkelte af de ældste chauffører kan måske opleve en alko-lås som en slags indgreb i den personlige frihed. Men kørsel og spiritus hører på ingen måde sammen, så vi er glade for, at alko-låse med tiden bliver installeret i alle vores lastbiler,” siger Sven Anneberg.

Kørsel og spiritus hører ikke sammen, så derfor er der alko-lås i alle Anneberg Transports nye lastbiler.