Kapitel 3

DET GÆLDER OM AT HAVE DE RETTE FOLK

”Det kan være svært at forklare, hvorfor det er gået os, som det er gået. Men noget af forklaringen er at have de rette folk. At have de rigtige medarbejdere. Det har vi langt hen ad vejen været heldige at have. Desuden gælder det om at samarbejde med de rigtige personer og virksomheder,” siger Sven Anneberg, når han bliver bedt om at forklare, hvad der ligger til grund for Anneberg Transports succes.

Selv om man i Vestjylland ikke slynger om sig med ord som succes og fremgang, så er det svært for selv den mest tilbageholdende at komme uden om, at Anneberg Transport har haft succes i sin 90-årige historie.

Sven havde en tidlig interesse for materiellet.
Sven i ungdomsårene – han blev medejer af Anneberg Transport som 28-årig.

Tillid og indflydelse

”Det er også vigtigt, at man viser sine medarbejdere tillid og giver dem indflydelse. Det er f.eks. tilfældet med vores polske afdeling. Her har Milkowski-familien fået lov til at drive afdelingen, som var det helt deres egen, og det er en stor del af forklaringen på, at de har oplevet så stor fremgang på blot 25 år,” siger Sven Anneberg.

En anden forklaring på Anneberg Transports succes er mod. Modet til at turde springe til når muligheden byder sig.

”Vi tager de muligheder, der byder sig, hvis vi vurderer, at de er rigtige. Det var f.eks. ikke et mål for os, at vi skulle åbne en afdeling i Polen, men pludselig bød muligheden sig, og så greb vi den,” siger Sven Anneberg.

”Spis eller bliv spist”

Han understreger, at transportbranchen er i en rivende udvikling, og at konkurrencen er hård.

”Det gælder nok for vores branche som for så mange andre: ”Spis eller bliv spist”. Vi har også gennem årene overtaget lastbiler fra andre firmaer, når vi har vundet en ny kontrakt,” siger Sven Anneberg.

Her hentes der bitumen i Brunsbüttel i det nordlige Tyskland. Sven Anneberg holder i den bageste lastbil. I øvrigt overtog Anneberg Transport senere A.E. Groots bitumen-kørsel.

Konkurrencen betyder, at Anneberg Transport konstant skal optimere driften. ”Der er områder, hvor vi ikke er dygtige nok i dag. Vi kan sagtens blive mere effektive, og det er det, vi konstant arbejder på,” siger Sven Anneberg, der primært tager sig af materiellet, mens Georg Anneberg har det overordnede ansvar for disponeringen af lastbilerne. Som det er tilfældet med Georg Anneberg, kan Sven Anneberg også lide at se tingene gro. ”Det er da interessant at se vores virksomhed vokse og udvikle sig. Det er motiverende,” siger Sven Anneberg.

Motocross er Sven Annebergs store fritidsinteresse. Her er en ung Sven (nummer 9) klar til start i 1975.
.... og 40 år efter kan han stadig race på en motocross-bane.

FAKTA

Vigtige årstal

1925: Anneberg Transport bliver grundlagt af Georg Anneberg. Firmaet hedder G. Anneberg.

1945: Tyskerne beslaglægger en lastbil – bliver senere fundet ved grænsen.

1958: Sønnen Peder August (Gutte) Anneberg bliver medejer – hedder nu G.Anneberg & Søn.

1979: Får den første A-tilladelse til at køre gods igennem Tyskland.

1984: Får den største kontrakt til dato – kørsel med beg og tjære for Tjærekompagniet.

1984: Jan Dyrberg ansættes som direktør.

1984: Overtager tankvogn med tilhørende kørsel fra Siggaard, Herning.

1985: Sønnerne Georg og Sven Anneberg bliver medejere.

1986: Overtager tankvogne og bitumen-kørsel fra A.E. Groot, Haderslev.

1986: Bygger en ny kontorbygning over for værkstedet.

1986: Overtager Hans Hansens eksportvogne med A- og EF-tilladelser.

1987: Bygger den første kombi-tank, så der kan køres med forskellige produkter på én tur.

1990: Åbner en afdeling i Polen, Anneberg Transpol.

1995: Afdelingen i Hviderusland åbner – bliver senere et speditionskontor uden egne biler.

2000: Bygger ny kontorbygning på Annebergvej i Grønbjerg.

2000: Åbner afdeling i Tyskland.

2001: Jan Pedersen ansættes som direktør (stopper i januar 2015).

2002: Køber Brejning Grusgrav sammen med Ove Kristensen.

2003: Åbner afdeling i Sverige.

2003: Køber Copenhagen Oil Service (på Prøvestenen, København).

2011: Åbner afdeling i Norge.

2014: Køber konkursramte OJT Tankstore (på Prøvestenen, København).

2015: Frederik Anneberg (fjerde generation) ansættes som speditør og indtræder i bestyrelsen.