Kapitel 56

SKREV PÅ TELEXMASKINE TIL KOLLEGER I POLEN

Det er svært at forestille sig i dag, men da Niels Andersen blev ansat som speditør hos Anneberg Transport i 1994, foregik kommunikationen med afdelingen i Polen på en telexmaskine.

”Det var jo før internettets tid, og samtidig var telefonforbindelsen til Polen meget upålidelig. Så derfor var det perfekt at bruge en telexmaskine. Vi har den desværre ikke længere. Den ville ellers have passet fint ind på Gutte Annebergs museum med de gamle biler,” siger Niels Andersen.

En telexmaskine var dyrt isenkram. Prisen var omkring 100.000 kroner. En telexmaskine var en slags udvidet skrivemaskine. Man skrev sin besked på et almindeligt skrivemaskinetastatur. Det blev ”oversat” til en strimmel papir med huller. Papirstrimlen blev via telefonnettet sendt til modtageren, der kun- ne læse meddelelsen på sin telexmaskine.

”Det var typisk sidst på arbejdsdagen, at vi sendte meddelelsen til afdelingen i Polen. Vi skrev næste dags plan for de 50-70 lastbiler, vi havde på landevejene, og så skulle der jo gerne findes returgods til dem,” siger Niels Andersen.

Rør og hårde hvidevarer

Godset fra Danmark til Polen var f.eks. 16-20 meter lange rør fra Løgstør Rør til kloakering i Polen, og det var køleskabe og frysere til både Polen og Rusland. Der kom typisk træ med tilbage til Danmark.

”De var kun de første par år, vi brugte telexmaskinen. Så begyndte vi at sende telefax i stedet for,” siger Niels Andersen, der blev uddannet speditør hos Samson Transport i Herning i 1987. I 1994 blev han kontaktet af Anneberg Transports daværende direktør Jan Dyrberg.

”Han spurgte, om det ikke var noget for mig at blive speditør hos dem. Det ville jeg meget gerne. Jeg var efterhånden træt af at arbejde med stykgods til Italien for Samson Transport. Anneberg havde et godt ry i branchen for blandt andet deres flotte lastbiler, og så kørte de med tankvogne. Det var der nye og spændende udfordringer i,” fortæller Niels Andersen.

Med på tur til Istanbul

Han har aldrig selv kørt lastbil, men han har været med på flere ture ud i Europa.

”Jeg er vild med lastbiler. Jeg er den type, der elsker at se ”Iceroads truckers” i tv. Jeg tog en gang fri i en måned for at komme med på en tur til Istanbul i Tyrkiet. Det var hos Samson. Jeg har været med på adskillige andre ture. Det giver mig en god fornemmelse for chaufførernes vilkår ude på landevejene,” siger Niels Andersen.

Han tager sig primært af alt den sydgående trafik – altså lastbilerne til Tyskland og videre ned i Europa. Han planlægger ture for 25-30 biler.

Skal gå op i en højere enhed

”Det gælder om at få tingene til at gå op i en højere enhed. De kører f.eks. med enzymer og tjæreprodukter, og undervejs skal tankene måske gøres rene, fordi de skal have noget andet med hjem. Det er spændende at få disse ting til at gå op,” siger Niels Andersen, der kalder det en livsstil at være speditør.

”Tidligere kunne der godt være lange arbejdsdage til kl. 19 eller 20. Det har vi ikke længere. Men til gengæld har vi altid telefonen på os, så chauffører og kunder kan komme i kontakt med os, hvis der opstår et problem,” siger Niels Andersen og tilføjer:

”Jeg kan lide arbejdet – ellers var jeg nok ikke blevet her i så mange år”.

De mange lastbiler disponeres af speditørholdet. Fra venstre er det: Frederik Anneberg, Pia Thomsen, Kenneth Randeris, Erik Møller, Jesper Frandsen (siddende) og Niels Andersen.