HÅRD BEGYNDELSE FOR DET POLSKE EVENTYR

Giver det mening at sammenligne etableringen af Anneberg Transports afdeling i Polen med et eventyr?

Ja, i høj grad. Ledelsen af Anneberg Transport måtte nemlig gå grueligt meget igennem, inden den polske afdeling var en realitet, og samtidig fik afdelingen også en særdeles vanskelig begyndelse, da den forventede kontrakt med kørsel af beg pludselig blev ophævet.

Og eventyr-sammenligningen holder også, fordi det hele endte godt alligevel.

Den polske afdeling er veletableret og i høj grad selvkørende, og fremtidsudsigterne ser lyse ud for afdelingen i Zielona Góra, der her i 90-året for Anneberg Transport kunne fejre deres eget jubilæum: 25 år siden etableringen 1990.

Anneberg Transport var det første danske transportfirma, der etablerede egen afdeling i Polen.

Annebergs kontrakt med Tjærekompagniet – det senere Tarconord – kom for alvor i omdrejninger i 1986. Her var Grønbjerg-firmaet begyndt at køre med

beg – også kaldet anodebeg – men pludselig blev der tale om meget større mængder.

”Tjærekompagniet var i kontakt med en mand i København, der handlede med landene i den daværende østblok. Der blev mulighed for at hente beg i det sydlige Polen og vel at mærke til en pris langt under markedsprisen.

Tjærekompagniets direktør spurgte, om vi kunne transportere beg fra Polens kulindustri ved Katowice til videreforarbejdning hos Tjærekompagniet i Nyborg og derfra til aluminiumsfremstilling i Norge og andre europæiske lande,” fortæller Georg Anneberg.

Siger sjældent nej til udfordringer

Anneberg Transport siger sjældent nej til udfordringer.

”Vi havde aldrig kørt i Polen før, og vi havde heller ikke det antal tankbiler, der skulle bruges. Men vi sagde ja alligevel. Vi købte tankbiler og byggede dem om, så de kunne køre med den varme beg, der skal være omkring 260 grader celsius for at kunne håndteres. Eller vi lejede tankbiler, hvis det var muligt. På den måde kunne vi stille med de 20 biler, der var påkrævet. Hver bil kunne køre to læs beg i ugen,” siger Georg Anneberg. Det 250-260 grader varme beg var dog en udfordring for tankene – mange sprang læk ved lastning af det varme beg.

Trods udfordringerne gik det i pendulfart mellem Katowice – Polens svar på det tyske Ruhr-distrikt – op til Danmark og videre ud i Europa efter forarbejdning i Nyborg.

I perioder blev der også sejlet beg til Danmark fra den polske havneby Szczecin. Skibet, som var Tjærekompagniets eget, kunne rumme 300 ton beg, og det passede cirka med den mængde, som 10 lastbiler kunne transportere. Anneberg Transport fik mod sædvane en særtilladelse til at køre internt i Polen, og samtidigt måtte lasten øges op til 30 ton. Det var før, der var nogen, der spekulerede på cabotagekørsel (intern kørsel i et land).

Det var billigere at sejle noget af beget til Danmark, frem for at køre det hele i tankvogne.

Anneberg-biler kørte sammen

”Det var specielt for vores chauffører at køre i Polen. Det var noget af en udfordring. De kørte som regel flere biler sammen for at være sikker på at kunne finde vej. Der var ingen vejskilte, og hvis de kom for langt væk fra hinanden, kunne de ikke kommunikere sammen fra lastbilerne,” siger Georg Anneberg.

Af frygt for at blive væk fra hinanden kørte de tæt sammen. Nogle gange lidt for tæt.

”Vi oplevede to gange, at en af vores lastbiler kørte op i en anden. En lille uopmærksomhed fra den bagved kørende chauffør kunne være nok til et sammenstød, hvis den forreste bremsede. Vi var nødt til at understrege, at det var forbudt at køre så tæt sammen,” siger Georg Anneberg.

Efterhånden blev de danske chauffører dog dus med de polske landeveje. I 1989 forsvandt jerntæppet ned gennem Europa, og pludselig strømmede de vestlige firmaer mod øst i jagten på nye forretningsområder.

”Det hele blev meget mere åbent, og der kom pludselig tyske konkurrenter på banen. Tjærekompagniet pressede os faktisk til at åbne en afdeling i Polen – i modsat fald kunne vi ikke bevare kørslen med beget. Vi fik et møde i stand med den danske ambassade i Warszawa, men det hele var så nyt, at de ikke vidste, hvordan vi rent praktisk skulle gribe det an. De havde en kontaktperson, en svensker, men han mente, at opgaven var umulig – blandt andet fordi de kun talte polsk i det område, vi havde udset os. Samtidig blev området fra centralt hold betegnet som ”langt ude på landet”, hvor man formentlig ikke havde kompetencer til den slags forretninger. Men det troede vi dog ikke på. Det var blot samme opfattelse, som københavnere kan have om jyder,” siger Georg Anneberg, der tog den første tur til ambassaden i Warszawa sammen med sin familie og et vennepar i en sommerferie.

Anneberg Transport havde udset sig et område nogenlunde midt mellem Katowice og den polske havneby, hvor beget blev skibet af sted til Danmark. Dette område havde tidligere været tysk, men efter 2. Verdenskrig kom det til at tilhøre Polen.

Jan Dyrberg havde adskillige ture til Polen, men dog uden resultat.

Gutte så en notits i avisen

”Vi var kørt fast i etableringen af en polsk afdeling, da min far (Gutte Anneberg, red.) så en notits i Jyllands-Posten, hvor en polak, der var kommet til Danmark i 1970’erne, tilbød at hjælpe danske firmaer med at komme i gang i Polen. Han kendte jo den polske kultur,” fortæller Georg Anneberg.

Der blev aftalt et møde med Alex Steinberg i Silkeborg. Det var Georg Anneberg og den daværende direktør Jan Dyrberg, der mødtes med den dansk-polske redningsmand. Eller hvad han nu var.

”Han vidste, hvordan det skulle gribes an – han tilbød at klare det hele over for de polske myndigheder. Det skulle koste os 60.000 kroner. Han havde til gengæld ingen penge, så han skulle have halvdelen på forskud. Det fik han,” siger Georg Anneberg.

Der gik 14 dage, hvor de ikke hørte det mindste livstegn fra ham.

Var han stukket af med 30.000 kr.?

”Vi troede faktisk, at han havde snydt os og var stukket af med 30.000 kroner. Men så ringede han en lørdag aften kl. 22 hjem til mig. Han var i Polen. Vi skulle mødes med ham på et hotel i Szczecin dagen efter om aftnen. Han nåede kun at give en kortfattet besked, så blev telefonforbindelsen afbrudt. Det var næsten umuligt at ringe til og fra Polen den gang. Søndag morgen satte Jan Dyrberg og jeg kurs mod den polske havneby, og så var vi fremme 12-14 timer efter,” fortæller Georg Anneberg.

Den dansk-polske kontaktperson havde skaffet kontakt til fire tidligere statsvirksomheder i transportbranchen. De kunne nu helt eller delvis privatiseres.

”Vi gik efter at danne et joint venture-selskab – altså et selskab i selskabet. Det mest interessante firma var et stort transportfirma i Zielona Góra med 300-500 køretøjer. En tidligere bankdirektør ved navn Ludwik Miłkowski var direktør for transportfirmaet. Vi mødtes med firmaet, men der kom ikke nogen aftale i stand i første omgang,” siger Georg Anneberg.

Det blev til adskillige møder, hvor enten Jan Dyrberg alene eller Jan Dyrberg sammen med Georg Anneberg kørte til Polen for at få en aftale i stand. Sven Anneberg var også med til flere af møderne. Det hele var dog forgæves.

”De polske samarbejdspartnere mødte talstærkt op til møderne. Ofte sad de syv-otte personer på deres side af bordet, mens vi blot var to. Men vi kunne ikke blive enige,” siger Georg Anneberg.

”Fatter I ikke noget...?”

Tæt på årsskiftet 1989/90 havde Ludwik Miłkowski og hans søn Jacek Miłkowski fået udrejsetilladelse til Hamburg, og de ønskede nu et møde med Georg Anneberg og Jan Dyrberg i Hamburg. Det var første gang, at sønnen Jacek var med til et møde.

”På mødet fik vi aftalt det meste – blandt andet at vi skulle eje 55 procent af firmaet og stille med 10 trækkere. Men der blev ikke skrevet noget under, og vi var efterhånden ved at opgive det hele, fordi polakkerne fortalte, at de også forhandlede med tyske firmaer, som de ønskede at samarbejde med. Så vi ønskede egentligt at stoppe. Det ringede vi og fortalte Alex Steinberg, men han gav os i stedet en lille skideballe: ”Fatter I ikke noget...? De vil danne et helt nyt firma sammen med jer – ikke noget med et selskab i det gamle selskab. Ellers var det jo ikke far og søn, der var mødt op alene”. Det havde vi ikke tænkt på, men vi kunne jo sagtens se Alex’ pointe,” siger Georg Anneberg.

Så blev der sendt en telex til de mulige, polske partnere. Efter nogle dage kom der svar retur: Ja tak, vi vil gerne være med. Ludwik Miłkowski havde 10.000 dollars liggende i en skuffe. De var indskudskapital i firmaet. Desuden havde han en Lada, der kunne udgøre det for firmabil.

Ludwik og Jacek Miłkowski kom til at eje 15 procent af firmaet, mens Jan Dyrberg og Alex Steinberg hver fik 5 procent. De resterende 75 procent var ejet af Anneberg Transport. I dag ejer den polske familie 25 procent. Jan Dyrberg og Alex Steinberg blev efter nogle år købt ud.

Takket være Alex Steinbergs forhandlingsevner godkendte de polske myndigheder, at Anneberg Transport kom til at eje aktiemajoriteten i den nye, polske afdeling.

Manglende kontrakt kom som et chok

Folkene bag den polske afdeling fik sig noget af et chok fra dag ét.

”Vi troede, at vi fortsat skulle køre beg for Tarco i Nyborg. Den nye kontrakt var ganske vist ikke blevet skrevet under, men det opfattede vi blot som en formsag. Vi havde jo efterhånden kørt for dem i nogle år. Det var den kørsel, der var selve grundlaget for den polske afdeling. Men nu ville de polske fabrikker selv levere beget i den polske havneby, og de ville bruge jernbanenettet til at transportere det på. Det var meget billigere for dem,” siger Georg Anneberg.

Dermed havde den nye polske afdeling intet at køre med.

”Heldigvis havde Ludwik Miłkowski nogle gode kontakter i Polen. Der blev åbnet for, at polske restauranter, barer og private kunne købe køleskabe og frysere i den vestlige verden, og takket være Ludwik fik vi alt den kørsel. Det var fra danske producenter, og vi kørte 100 læs i ugen fra Danmark til Polen og nogle gange videre til Rusland,” siger Georg Anneberg og tilføjer:

”Det var faktisk krigen i Kuwait i 1990, der udløste kørslen med hårde hvidevarer til Polen og Rusland. En polsk rigmand, som Ludwik kendte, valgte at købe de mange køleskabe og frysere, som de danske producenter på grund af krigen ikke kunne komme af med til Mellemøsten. Han købte dem på egen risiko og opmagasinerede dem i gamle lader og hønsehuse i Polen, indtil han kunne få dem solgt. Jeg tror, han fik solgt det meste”.

Højere afregning end man får i dag

Det gjaldt selvfølgelig om ikke at køre tom tilbage til Danmark for at hente nye forsyninger af hårde hvidevarer, og her kom Anneberg Transport til at køre med blandt andet træ fra Polen til Danmark.

”Der var gode penge i de transporter. Vi fik 12.000 kroner for hvert læs – begge vejen vel at mærke. Det beløb ville vi ikke kun få i nærheden af i dag. Så hårdt presset er den såkaldte presenningskørsel, og det er også derfor, at vi ikke længere er i den del af transportbranchen,” siger Georg Anneberg.

Ludwik Miłkowski anden søn Roman Miłkowski kom også med i ledelsen og ejerskabet af den polske afdeling, og dermed blev både Anneberg Transport i Danmark og afdelingen i Polen ledet af en far og to sønner. Pudsigt.

Og det pudsige hører ikke op med dét. Zielona Góra betyder såmænd.... Grønbjerg. Den polske by var i mange år tysk, og her hed den Grünberg.

En kuffert fuld af zloty

De første år i Polen var præget af stor inflation.

”Den polske afdeling fik betaling for transporterne i kontanter – i den polske valuta zloty. Så fik Ludwik Miłkowski en kuffert fuld af zloty, og så gjaldt det ellers om at komme i banken så hurtigt som muligt, så pengene kunne blive vekslet om til vestlig valuta,” siger Georg Anneberg.

Anneberg-familien levede også som grever og baroner i Polen. Der skulle tvangsveksles et mindre beløb til en dårlig kurs, når man kørte over den polske grænse, men hvis man vekslede på det sorte marked, fik man en ordentlig stak polske pengesedler.

”Hvis man f.eks. var ude at spise på restaurant, så var det ikke ualmindeligt, at man kunne spise og drikke for 12 kroner pr. person. Det var ufatteligt billigt,” siger Georg Anneberg.

Dygtige og ansvarsbevidste polakker

Den polske afdeling er selvkørende i dag, og den er nogenlunde på størrelse med Anneberg Transport i Danmark. Selve administrationen i Polen er lidt større end i Danmark, og det hænger sammen med, at papirgangen er tungere i Polen.

”Den polske afdeling styrer fuldstændig tingene selv, og lige siden begyndelsen har de kørt med overskud hvert år. Vi har ikke trukket penge ud af den polske afdeling. Det overskud, der har været, har vi valgt at investere i afdelingen i form af f.eks. nye lastbiler,” siger Georg Anneberg.

”De har omkring 75 lastbiler, og det er topmoderne lastbiler. I Danmark hørernman ofte negative historier om polakker, men alle i den polske afdeling er ansvarsbevidste og meget dygtige. Det er en fornøjelse at arbejde sammen med dem,” siger Georg Anneberg.

Både Gutte Anneberg og sønnerne Georg og Sven har været i Zielona Góra mange gange siden etableringen i 1990.

”Da vi kom første gang, var det gråt i gråt i både Zielona Góra og resten af Polen. Der er sket en kolossal udvikling på de 25 år. Vi har især fulgt udviklingen i Zielona Góra, og byen er virkelig blomstret op. Det er en flot by i dag,” siger Georg Anneberg.

<Indholdsfortegnelse * Næste kapitel>