Kapitel 8
ATTRAKTIVT AT SKIFTE TIL ANNEBERG
– BLEV DER I 38 ÅR
Det var ikke et tilbud, som den unge Marcus Gammelgaard skulle have nogen form for betænkningstid for at svare på. Han havde kørt som lastbilchauffør i seks-syv år, da han en dag i 1972 traf Gutte Anneberg.
”Gutte fortalte, at de kom til at mangle en chauffør, og han spurgte, om det var noget for mig. Jeg svarede straks ja,” fortæller Marcus Gammelgaard.
Marcus Gammelgaard, der stammer fra Rækker Mølle, havde på det tidspunkt kørt i fem år for vognmand Arne Poulsen i Ølstrup. Her havde han hovedsageligt kørt med kreaturer og svin til slagteriet.
Der var to grunde – to særdeles gode grunde – til at han gerne ville skifte til G. Anneberg & Søn, som Anneberg Transport hed den gang.
”Dels skulle jeg køre entreprenør-kørsel hos Anneberg, og det var noget af et drømmejob. Der var ikke det samme slæb ved det som ved at hente kreaturer og svin hos landmændene – det var et hårdt og beskidt arbejde. Dels havde Anneberg et godt ry. Deres materiel var altid i orden. Deres biler så godt ud – de var altid nymalede,” fortæller Marcus Gammelgaard, der begyndte med en timeløn på 14,50 kroner og 50 øre i timen i overarbejdsbetaling. Den ugentlige arbejdstid var cirka 42 timer.
Vaskede lastbiler lørdag formiddag
”Vi kørte ikke om lørdagen, men vi vaskede til gengæld vores lastbiler lørdag formiddag. Det var ikke med i arbejdstiden. Det var ikke noget, vi fik løn for.
Til gengæld gav Rigmor Anneberg formiddagskaffe, så det var ganske hyggeligt. Det skete også, at vi bagefter fik en øl i baglokalet hos købmanden, og det kunne også være de lørdage, hvor det hyggelige samvær fortsatte på kroen, når købmanden lukkede,” husker Marcus Gammelgaard.
Entreprenør-kørslen var ganske alsidig. Foruden grus blev der kørt med asfalt og sten. Sidstnævnte kunne godt være ganske store. Det var sten, der blev brugt til kystsikring, og her kørte Marcus Gammelgaard stort set fra syd til nord langs den jyske vestkyst.
Finder gamle farvefotos frem
Han finder nogle gamle billeder frem. Det er farvefotos.
”Se lige det her foto. Det er fra 1976. Det var den lastbil, jeg kørte i. Det er en forvogn med fire aksler. Det var der ikke mange, der havde i 1976. Anneberg havde altid det nyeste – de var fremsynede med materiel. Det er en flot lastbil,” siger Marcus Gammelgaard.
Han finder et andet foto frem af gemmerne. Det er fra start- og landingsbaneni Billund Lufthavn. Det er fra 1981. Her skulle der lægges nyt asfalt på banen, og Marcus Gammelgaard var en af dem, der sørgede for den konstante asfalt-leverance. Anneberg havde tre-fire lastbiler med i den omfattende opgave.
”Til at begynde med skulle vi bakke 2,3 kilometer til asfaltudlæggeren. Det var noget af en opgave, når man kørte med en anhænger. Og det skulle være præcist, når man bakkede til asfaltudlæggeren.
At bakke til asfaltudlæggeren
Det var i det hele taget et præcisionsarbejde. Asfalten skulle tippes af i et jævnt tempo, så asfaltudlæggeren fik en passende mængde hele tiden. Hvis man kludrede i det, skulle asfaltarbejderne til at skovle asfalt op, og så kostede det en kasse øl,” siger Marcus Gammelgaard.
I 2005 var han også med til at lægge asfalt på den samme start- og landingsbane. Her foregik arbejdet om natten, så banen kunne bruges om dagen.
”Her blev vi fritaget for køre- og hviletidsbestemmelserne. Det er den eneste gang, jeg har prøvet det,” siger Marcus Gammelgaard.
I de første par år boede han i et værelse ude i garage- og værkstedsbygningen. Han var ungkarl og på kost på kroen i Grønbjerg til 18 kroner om dagen.
”Jeg begyndte enten kl. 5 eller 6 om morgenen, og da jeg mødte før arbejderne på f.eks. teglværket, var det altid mig, der hentede franskbrød hos bageren og tog det med op til vores morgenmad på kroen. Der blev smurt en stor madpakke, som man fik med, og om aftnen var der aftensmad og kaffe,” husker Marcus Gammelgaard.
Kom til skade med hånden
Han havde kun været ansat i få måneder, da han kom til skade. Det var påskelørdag om aftnen. Han vaskede sine fødder i håndvasken. Han stod med det ene ben oppe, da håndvasken løsnede sig fra vægbeslaget og røg på gulvet med et brag. Marcus røg fremover og skar det ene håndled på den skarpe porcelænskant.
Heldigvis var det oven på håndleddet. Det var til gengæld en alvorlig skade, og det blødte temmelig meget.
”Jeg løb over i Rigmor og Gutte Annebergs hus over for. Her havde Georg Anneberg ungdomsfest – Rigmor og Gutte var ikke hjemme. De fik mig til en læge i Spjald, men de havde fået lidt for meget at drikke, så lægen i Spjald understregede, at de ikke måtte køre mig på sygehuset. Han ringede efter en ambulance,” fortæller Marcus Gammelgaard.
Han skulle på sygehuset for at blive syet.
”Alle sener oven på håndleddet var skåret over, men i den fem timer lange operation lykkedes det at få lavet det hele perfekt. Jeg var sygemeldt i to måneder, men til gengæld fik jeg fuld bevægelighed i hånden. Det var et flot stykke arbejde, lægen udførte,” siger Marcus Gammelgaard.
Sagde godnat til lastbilerne
Han har kendt alle tre generationer bag Anneberg Transport.
”Jeg kan huske den gamle Georg Anneberg. Når jeg var gået i seng, kunne jeg høre, at han åbnede porten ind til lastbilerne ved 22.30-tiden. De skulle holde hjemme i garagen om natten. Så tændte han lyset og gik en tur rundt om alle bilerne. Han ville sikre sig, at de ikke havde fået skrammer eller buler. Han blev gal, hvis man ikke fortalte om et eventuelt uheld på bilen,” fortæller Marcus Gammelgaard.
Han var på det tidspunkt kæreste med Anne-Kirsten, som han senere blev gift med. Hun boede i Holstebro.
”Gutte sagde til mig, at jeg bare kunne tage lastbilen til Holstebro om aftnen. Jeg skulle alligevel begynde dagen med at hente skærver i Struer til Spjald Beton. På et tidspunkt sagde Georg Anneberg, at lastbilen burde holde i Grønbjerg om natten. Men sønnen Gutte kom mig til undsætning og sagde, at det var mere smart, at jeg tog den til Holstebro, og sådan blev det,” siger Marcus Gammelgaard.
Det skete faktisk, at det unge par tog lastbilen til Struer om aftnen for at købe en is og samtidig fylde lastbilen med skærver.
”Jeg kunne selv læsse i Struer, så hvis jeg gjorde det om aftnen, kunne jeg sove lidt længere om morgenen, og det var jo ikke nogen dum idé,” siger Marcus Gammelgaard og griner.
I 1974 købte Anne-Kirsten og Marcus Gammelgaard hus i Grønbjerg. I øvrigt et hus, som Anneberg-familien havde bygget et par år i forvejen. Det skete, at der blev kørt med overlæs. Eller rettere: Der blev stort set altid kørt med overlæs.
”Vi måtte have syv procents overlæs, og det kørte vi stort set altid med. Jo mere vi kunne have med, jo højere var fortjenesten,” siger Marcus Gammelgaard.
Gør venligst min måtte ren...
På et tidspunkt valgte amtet at slå hårdt ned på overlæs.
”Vi kørte med asfalt til et vejarbejde for amtet, og de tolererede ikke overlæs. Jeg kan huske en gang, hvor jeg havde for meget med. Vejformanden åbnede døren i højre side og satte sig ind ved siden af mig. Hans fodtøj var beskidt af tjæren på vejen, og han svinede måtten i bunden af lastbilen til. Han ville se min vejeseddel, og da han så, at jeg havde for meget med, blev jeg beordret tilbage til asfaltfabrikken for at få reduceret lasten,” fortæller Marcus Gammelgaard.
Det påvirkede ikke just Marcus Gammelgaards humør i positiv retning. Da han kom tilbage til vejarbejdet med et læs asfalt med den lovlige vægt, ville vejformanden igen se en vejeseddel som dokumentation.
”Men jeg ville ikke vise ham sedlen. Jeg sagde til ham, at han måtte se vejesedlen, når han havde gjort min måtte ren. Han vidste ikke, hvordan han skulle gøre den ren. Men det var ikke mit problem. Jeg sagde til ham, at det var noget værre svineri. Han tog måtten, og jeg bakkede til asfaltmaskinen uden at vise vejesedlen. Han var ikke videre begejstret for mig resten af tiden, men jeg fik en ren måtte retur,” siger Marcus Gammelgaard og griner.
Han gik på efterløn som 63-årig i 2010 – efter 45 år som lastbilchauffør.
