PÅ RUNDTUR I DET NORDJYSKE:

GLÆDEN VED AT ”SE LAND”

Man kan vel ikke skrive en bog om et jubilerende transportfirma uden at have kørt med i en lastbil?

Nej, vel. Derfor var denne bogs forfatter også glad for, at Bjarna Hørlykke Christensen – der har været chauffør hos Anneberg Transport siden 1992 – gad have undertegnede på slæb en halv arbejdsdag.

Jeg står på lastbilen tæt på Hobro. Bjarna H. Christensen – der rigtigt nok er døbt med et a til sidst i fornavnet – har taget afkørsel nummer 35 og holder i kanten af motorvejstilkørslen. Jeg stiger om bord. Klokken er 11.40. Bjarna har været tidligt oppe. Han læssede kl. 6.00 i Skodborg.

”Jeg fik en fuld last på cirka 32 ton,” siger Bjarna H. Christensen, der bor i Vester Nebel tæt på Kolding. Han har lastbilen – en seks år gammel Renault – parkeret tæt på bopælen.

Kommer rundt til landets betonværker

Anneberg Transport har denne specialkørsel for det verdensomspændende firma Fosroc, der leverer forskellige produkter til byggebranchen. I tankvognen har Bjarna H. Christensen såkaldte beton-additiver. Det er væsker – der er fire forskellige slags – der modificerer og forbedrer egenskaberne i beton og mørtler. Modtagerne er diverse betonværker rundt i hele Danmark.

Fosroc’s danske afdeling ligger i Rødding, mens lageret er i Skodborg.

Vi skal måske for en god ordens skyld slå fast, at der ikke er tale om farligt gods. Anneberg Transport kører ofte med farligt gods, og her skal både chauffører og eventuelle passagerer være uddannet i at køre med farligt gods.

Da jeg står på lastbilen, har Bjarna H. Christensen allerede været forbi betonværker i både Horsens og Randers med leverancer.

”Jeg kunne jo godt gå hjemme og hæve min pension, men jeg vil hellere ud og køre lastbil,” siger 69-årige Bjarna H. Christensen, der er i sort T-shirt og blå comboybukser. Den solbrændte kulør stemmer meget fint overens med, at han lige har været på ferie på Kreta sammen med sin kone.

”Jeg har lige haft 14 dages ferie, men det er vel heller ikke for tidligt, når jeg stort ikke har haft noget ferie i sommer,” siger Bjarna H. Christensen på denne første tirsdag i oktober, hvor Folketinget tager hul på et nyt år.

Har kørt tankvogn siden 1968

Han har kørt lastbil i hele sit arbejdsliv, og han har kørt tankvogn siden 1968. Så det er en rutineret herre, der sidder bag det store rat på det 16,5 meter lange og i alt 50 ton tunge køretøj.

Det glider godt derudad på motorvejen. Vi kører cirka 85 kilometer i timen.

Trafikken er ikke så tæt her på vejen op til Aalborg.

”Men i morges – her var trafikken meget tæt. Det er altid galt i morgenmyldretiden ved Kolding, Vejle og op mod Skanderborg. Motorvejen propper til på det tidspunkt. Der er kommet mange flere til på vejene, siden jeg begyndte at køre,” siger Bjarna H. Christensen.

”Elefantvæddeløb” på motorvejen Foran os ligger en olietankvogn. Den kører 80 kilometer i timen. Bjarna H. Christensen vælger at overhale den. Det er det, der betegnes som ”elefantvæddeløb” på motorvejen. Noget, der kan få bilisterne op i det røde felt.

Men selv om Bjarna H. Christensen ikke kan køre over 89 kilometer i timen – det er lastbilen plomberet til – så tager det overraskende kort tid at komme forbi tankvognen.

”Hvis der er tæt trafik på motorvejen, så overhaler jeg aldrig en anden lastbil. Desuden er der visse strækninger, hvor lastbiler ikke må overhale i bestemte tidsrum. Hvis en lastbil skaber kø på motorvejen, så er det virkelig noget, der kan udløse ”fuck-fingeren” fra de andre bilister. Så det undgår jeg,” siger Bjarna H. Christensen.

Vi kører fra motorvejen og sætter kurs mod et af Aalborgs industrikvarterer for at finde betonværket Unicon.

”Jeg bruger stort set aldrig GPS. Det er kun lige, hvis jeg skal finde en ny adresse – altså hvis jeg skal levere et sted, hvor jeg ikke har været før. Så bruger jeg GPS’en til allersidst. Ellers vil jeg helst bruge denne her,” siger Bjarna H. Christensen og peger på sin hjerne.

Betonværket i Aalborg skal blot have omkring 1.200 liter.

”De kunne godt vente til begyndelsen af næste uge med at få fyldt op, men her skal jeg ikke nordpå, så derfor er det mere smart, at de får det i dag,” siger Bjarna H. Christensen.

Mest høfligt at spørge hver gang

Han henter to kopper kaffe inde på betonværkets kontor.

”Der er mange chauffører, der har en kaffemaskine i deres lastbil. Men det har jeg ikke. Jeg kommer ind så mange steder, hvor det er muligt at få en kop kaffe. På de forskellige betonværker har de sagt, at jeg bare skal forsyne mig med kaffe, men jeg spørger nu alligevel hver gang, om jeg må tage en kop. Det er mest høfligt,” siger Bjarna H. Christensen.

Vi sidder og snakker lidt. Et lille kontrolapparat holder styr på køre- og hviletiden.

”Ja, det er dét, der bestemmer, hvornår jeg må køre videre. Der er lidt tid endnu,” siger Bjarna H. Christensen og skæver op til displayet.

Vi triller ud fra industrikvarteret, og snart har vi igen den nordjyske motorvej under de seks aksler. Motorvejen deler sig i to, og vi sætter kurs mod Frederikshavn. Lastbilen er forsynet med seks udvendige spejle, så chaufføren har så optimalt et udsyn som muligt.

Har været tæt på at ramme en cyklist

Tre af spejlene sidder i højre side, så chaufføren blandt andet kan holde øje med cyklisterne og forhåbentligt undgå de grimme højresvingsulykker, der fra tid til anden dukker op i medierne.

”Jeg har – 7-9-13 – heldigvis aldrig været involveret i et alvorligt uheld. Men én gang i København har jeg været utrolig tæt på at ramme en cyklist, der kom med høj fart. Jeg synes, det er lidt uretfærdigt, at lastbilchaufførerne altid får skylden for disse forfærdelige højresvingsulykker. Nogle gange er det selvfølgelig chaufførernes skyld, men i andre tilfælde kommer cyklisterne med alt for høj fart, så vi ikke har en chance for at se dem,” siger Bjarna H. Christensen.

Han har ingen aktuelle planer om at gå på pension. For fire år siden blev han ramt af en kræftsygdom, som han heldigvis kom godt over. Her var han væk fra jobbet i tre måneder, og nogle havde måske brugt det som en anledning til at stoppe på arbejdsmarkedet. Men ikke Bjarna.

Bliver rastløs af at gå hjemme

”Hvis jeg går hjemme i tre dage, så tænker jeg på at komme ud at køre igen. Jeg er vant til at komme ud og ”se land”. Det må være noget med det. Det er så dejligt afslappende at køre lastbil. Jeg bliver rastløs af at gå derhjemme. Jeg ved, at andre chauffører har det på samme måde. Jeg har set flere eksempler på chauffører, der egentlig var stoppet, men som så er begyndt igen. De kunne ikke affinde sig med at gå hjemme,” siger Bjarna H. Christensen.

Heroppe i det nordjyske – hvor der er god plads på motorvejen – bryder solen igennem. Bag lastbilens enorme forrude sidder man på første parket til både vejrets og årstidernes skiften.

”Vi kan følge med i årstiderne. Det kan jeg også godt lide ved chaufførjobbet,” siger Bjarna H. Christensen. Spørgsmålet er så, hvorfor det er svært at skaffe danske lastbilchauffører. Det er ikke in at være lastbilchauffør. Langt fra.

”Jeg tror, det hænger sammen med arbejdstiden. De fleste unge vil helst have en såkaldt normal arbejdstid fra 8 til 16. Selv om du kun kører inden for landets grænser, som jeg gør, så betyder køre- og hviletidsreglerne, at du ikke altid kan komme hjem og overnatte hver dag. Og det kan være svært, hvis du skal have et familieliv til at fungere,” siger Bjarna H. Christensen.

Vi kører ind i et solbeskinnet Frederikshavn.

”Jeg kan godt lide Frederikshavn. Det sker, at jeg overnatter heroppe. Der er et godt spisested tæt på betonværket. Så holder jeg på betonværket natten over,” siger Bjarna H. Christensen.

Skal overnatte i Viborg

I dag når han heller ikke hjem til Vester Nebel. Efter Frederikshavn venter Hjørring, og herefter går det sydpå til Skive og Viborg. Han overnatter i lastbilen, der kommer til at holde ved betonværket i Viborg, når Bjarna H. Christensen har været forbi Bilka for at spise sin aftensmad.

”Jeg må bruge betonværkets mandskabsfaciliteter. På den måde kan jeg blandt andet komme i bad i aften. De lægger en nøgle ud til mig. Jeg er rigtig glad for, at vi har sådan et tillidsfuldt forhold. Det har jeg til alle de betonværker, jeg kommer på, og det er guld værd,” siger Bjarna H. Christensen.

Hvad går aftnen så med?

”Klokken vil nok være 20, når jeg har fået noget at spise og kommer ud på betonværket i Viborg. Så hører jeg radio. Det er typisk P4 – her er masser af godt musik. Det kan også være P3, hvis der bliver spillet fodbold – det vil jeg gerne følge med i,” siger Bjarna H. Christensen.

Mange af hans kolleger har enten en computer eller et tv til at fordrive hviletiden i kabinen med. Men ikke Bjarna.

”Nej, det gider jeg ikke have. Jeg går som regel også tidligt til ro,” siger Bjarna H. Christensen.

Lastbilens kabine er udstyret med to køjer. Den nederste er bredest, og det er her, Bjarna sover.

Næste morgen læsser han af på betonværket i Viborg, og så går det videre til Herning med det sidste i tanken. Så kører han hjem. Senere onsdag går turen til Sjælland, og her venter også en overnatning, inden han torsdag returnerer til de hjemlige omgivelser.

Nostalgisk at køre igennem byerne

Vi sætter kurs mod Hjørring. Nu er det almindelig landevejskørsel.

”Jeg kan godt lide denne form for blandingskørsel – altså både motorvej, landevej og bykørsel. Det er lidt nostalgisk at køre i de byer, som jeg har kørt igennem i 50 år. Det er det samme med Hovedvej 13 ned igennem Jylland. Det var jo hovedfærdselsåren i gamle dage. Den kan jeg også stadig godt lide at køre på,” siger Bjarna H. Christensen.

En lastbil fra Aalborg Portland – der kommer med cement – kører ind på betonværket i Hjørring lige før Bjarna H. Christensen. De skal læsse af næsten samme sted.

”Skal jeg flytte mig lidt?” spørger Portland-chauffører, der ifølge skiltet i forruden hedder Nils-Jørn.

”Vi kan vist lige være her begge to. Jeg kan forlænge mine slanger, så jeg kan nå den tank, jeg skal aflevere i,” siger Bjarna H. Christensen.

”Du kan godt skrive, at os danske chauffører er en uddøende race,” siger Nils-Jørn, da han finder ud af, at Bjarna ”har en journalist med”.

I øvrigt har Bjarna ikke længere som sin kollega fra Aalborg Portland et navneskilt i lastbilens forrude.

”Nej, det er en anden tid i dag. Jeg taler jo heller ikke i walkie med de andre chauffører længere. I dag bruger vi mobiltelefoner,” siger Bjarna H. Christensen, der ind imellem ringer til en kollega for at høre lidt nyt.

Kan huske lastbilfilmen ”Convoy”

Og nu vi er i gang med et nostalgiske, så kan de fleste med en del år på bagen nok også huske lastbilfilmen ”Convoy” med Kris Kristofferson i hovedrollen som Rubber Duck.

”Den film har jeg selvfølgelig også set. Den var meget god. Der var også hele ånden omkring den legendariske danske lastbilchauffør Mr. President (Erik Bergen, red.). Det skabte en speciel trucker-stemning. Men den er forsvundet for en del år siden – også fordi der nu er så mange udenlandske lastbilchauffører på de danske veje,” siger Bjarna H. Christensen.

Han lægger ikke skjul på, at han er glad for sit arbejde.

”Ellers var jeg nok heller ikke blevet her hos Anneberg Transport i så mange år. Jeg er i høj grad selv med til at planlægge min arbejdsdag. Det sker i samarbejde med en medarbejder på Fosroc’s kontor i Rødding. Desuden er jeg også jævnligt i kontakt med Anneberg Transports kontor i Grønbjerg. Jeg bliver brugt til forskellige ting, og det sker blandt andet, at jeg henter bitumen i Tyskland,” siger Bjarna H. Christensen.

”Jeg er stolt af mit arbejde”

”Du må godt skrive, at jeg er stolt af mit arbejde”, tilføjer Bjarna H. Christensen.

Omkring kl. 18 står jeg af på ringvejen i Skive og siger tak for rundturen i det nordjyske.

Bjarna H. Christensen ordner i øvrigt sit ”kontorarbejde” hver lørdag formiddag. Så sætter han sig med en øl og gør arbejdssedlerne op – både i forhold til egne timer og kørslen rundt til kunderne. Det hele puttes i en kuvert og sendes om søndagen til Annebergs kontor i Grønbjerg.

<Indholdsfortegnelse * Næste kapitel>