Kapitel 45

FIK ALVORLIG FORBRÆNDING AF BITUMEN

John Pedersen kørte med bitumen for Anneberg Transport fra 1989 til 2012 (han blev ansat i 1988), og selv om han altid overholdt alle sikkerhedsforskrifter, blev han ramt af et alvorligt uheld med det 170 grader varme, flydende produkt, der bruges til fremstilling af asfalt.

Uheldet skete den 16. april 2012 på asfaltfabrikken i Svogerslev på Sjælland.

John Pedersen havde hentet 32 ton bitumen i Køge, og på asfaltfabrikken i Svogerslev brugte han fabrikkens gummislange til at tømme tanken.

Men gummislangen var i første omgang utæt. Det dryppede fra slangen, og John Pedersen ville derfor lukke for hanen på tankvognen. Men før han nåede at lukke, gik slangen med ét helt i stykker, så det varme bitumen fossede ud i en tre tommer tyk stråle. Tanken var under tryk, så det var en kraftig stråle.

John Pedersen stod lige ved siden af, og det varme bitumen ramte hans højre ben. Det er et klæbrigt stof, så det blev siddende på kedeldragten. Samtidig gled John Pedersen i det glatte bitumen, så han delvis røg ned i den varme masse.

John Pedersens uheld skete i 2012 på asfaltfabrikken i Svogerslev på Sjælland.

Ingen opdagede uheldet

”Jeg læssede af et sted, hvor der ikke var nogen af fabrikkens medarbejdere. Samtidig var der gang i produktionen, så det larmede. Jeg vidste, at jeg ikke kunne råbe nogen op, så det gjaldt om at komme ind under en bruser så hurtigt som muligt,” siger John Pedersen, der løb hen til de mandskabsfaciliteter, som han heldigvis vidste, hvor han skulle finde.

På vejen derhen smed han sig ned i en stor vandpyt, hvor han trillede en gang rundt, inden han løb videre.

”Jeg vidste jo, at det var vigtigt at blive kølet ned så hurtigt som muligt,” siger John Pedersen.

En af fabrikkens medarbejdere klippede kedeldragten op, så den varme, klæbrige masse kunne komme væk fra huden. Der blev samtidig ringet efter en ambulance, og John Pedersen blev kørt til Rigshospitalets brandsårsafdeling, hvor han var indlagt i 41⁄2 uge.

”Det gjorde voldsomt ondt. Det er i hvert fald en smerte, som jeg ikke behøver at opleve én gang mere,” siger John Pedersen på afdæmpet vestjysk.

Måtte stoppe som 58-årig

Han var 58 år på det tidspunkt, og han havde forventet, at han skulle blive ved med at køre lastbil, til han var i hvert fald 65 år. Men sådan kom det ikke til at gå.

”Jeg kan ikke holde til at have benene nedad for lang tid ad gangen, så jeg kan hverken køre lastbil eller personbil i dag. Desværre,” siger John Pedersen.

Både politiet og arbejdstilsynet var ude på asfaltfabrikken umiddelbart efter uheldet. Gummislangen var godkendt til at bruge til aflæsning af bitumen, men af en eller anden grund var den blevet defekt.

”Vi bruger ofte vores egen slanger til aflæsning. Det er stålslanger. De kan ikke sprænge læk på samme måde. Men ved den pågældende aflæsning var jeg af praktiske grunde tvunget til at bruge gummislangen,” siger John Pedersen.

Uheldet ændrede på forholdene

Uheldet betød, at der blev øget fokus på forholdene for de chauffører, der læsser bitumen af på landets asfaltfabrikker.

”Det har f.eks. betydet, at der nu skal være en bruser i umiddelbart nærhed af det sted, hvor chaufføren læsser bitumen af. Efter John Pedersens uheld blev der strammet op på flere forhold i forbindelse med aflæsning af bitumen,” siger Sven Anneberg, der er sikkerhedsrådgiver hos Anneberg Transport.

Det var Sven Anneberg, der hjalp John Pedersen i forbindelse med sagsbehandlingen af arbejdsulykken. Sven Anneberg besøgte også John Pedersen på Rigshospitalet, og han kigger jævnligt forbi John Pedersens hjem i Videbæk. Desuden har Georg Anneberg via en fond hos International Transport Danmark (ITD) søgt og fået et beløb til John Pedersen.

”Jeg har fået en rigtig god behandling af Anneberg Transport, og jeg fik lov til at fejre 25 års jubilæum med både en intern reception og gratiale, selv om uheldet skete halvandet år før mit jubilæum, og jeg aldrig kom i arbejde igen,” siger John Pedersen.

Fulgte i faderens hjulspor

Han er nærmest vokset op i en lastbil, som han udtrykker det, og derfor var det helt naturligt, at han fulgte i faderens hjulspor og blev lastbilchauffør. Hans farEjnar Pedersen – der blev kaldt Store Ejnar – kørte for Fiskbæk Autotransport. Hans storebror Bjarne blev også lastbilchauffør.

”Jeg voksede op i Fiskbæk, og som stor dreng hjalp jeg med at skifte dæk og vaske lastbiler hos Fiskbæk Autotransport. Jeg kørte også tit med min far. Så jeg var ikke det mindste i tvivl om, at jeg skulle være lastbilchauffør,” siger John Pedersen.

Han havde blandt andet været ansat hos Fiskbæk Autotransport, inden han i 1988 skiftede til Anneberg Transport.

”På det tidspunkt havde jeg allerede kørt en del i udlandet, og det første år hos Anneberg kørte jeg beg fra det sydlige Polen til Tarco i Nyborg. Derefter kom jeg til at køre bitumen,” siger John Pedersen. Det er en livsstil at være lastbilchauffør.

Bestemmer over egen arbejdsdag

”Jeg var typisk hjemmefra alle hverdage i en uge. Jeg tog f.eks. af sted søndag aften, og så var jeg først hjemme igen fredag aften. Dermed kunne en arbejdsuge sagtens være på 60-80 timer. Jeg kunne godt lide jobbet – man er lidt sin egen herre, når man kører rundt derude på vejene. Man bestemmer i høj grad over sin egen arbejdsdag,” siger John Pedersen, der blandt andet var med til at køre bitumen til Kiruna Lufthavn i det nordlige Sverige – et projekt, der er beskrevet andetsteds her i bogen.

Til gengæld betød de mange arbejdstimer, at der ikke var tid til at opdyrke en hobby. Det kan John Pedersen godt savne i dag.

”Nu har jeg masser af tid herhjemme, men jeg har ikke en decideret hobby at bruge min tid på. Jeg går flere ture om dagen – det er en god måde at holde benene i gang på. Desuden læser jeg en del,” siger John Pedersen, der her i skrivende stund er i gang med en biografi om politikeren I.C. Christensen.

Opfordring: Brug sikkerhedsudstyret

Når nye chauffører gennemgår sikkerhedsmappen hos Anneberg Transport, bliver de blandt andet præsenteret for et foto af John Pedersens forbrændte ben. Det skal understrege vigtigheden af at bruge sikkerhedsudstyr. En opfordring, som John Pedersen i høj grad støtter.

”Det er for dumt ikke at bruge det sikkerhedsudstyr, som firmaet stiller til rådighed. Udstyret er der jo ikke for at genere medarbejderne. Det er tværtimod til beskyttelse, hvis uheldet skulle være ude,” siger John Pedersen.

John Pedersens far var lastbilchauffør, og han var ikke i tvivl om, at han også ville være lastbilchauffør.

FAKTA

Bitumen

• Bitumen er et sort-brunt termoplastisk stof, der fremkommer som et restprodukt ved raffinering af råolie.

• Bitumen er en naturlig del af de fleste råolier, hvor den findes opløst i de lettere olier. Bitumen er i hovedsagen en blanding af højmolekylære kulbrinter, som normalt opdeles i asfalténer, asfaltharpikser og asfaltolier.

• Bitumen anvendes blandt andet i asfalt til vejbelægninger. Stort set alt den bitumen, som Anneberg Transport kører med, bruges til asfaltproduktion, hvor den fungerer som bindemiddel. Bitumen skal transporteres ved cirka 180 graders celsius.

• Bitumens øvrige anvendelse til tagmembraner/tagpapper, flydende produkter og klæbemasser beror hovedsageligt på, at den har gode vandtættende egenskaber, at den er resistent over for vand og over for uorganiske kemikalier, at den er let smeltelig, og at den har gode klæbeegenskabe