Kapitel 41

HAR TANKANLÆG PÅ PRØVESTENEN I KØBENHAVN

Anneberg Transport er altid klar til at udvide sit forretningsområde, hvis det giver mening i forhold til kerneforretningen: Transport.

Og det gav netop god mening, da Anneberg Transport i 2003 købte Copenhagen Oil Service på Prøvestenen i København. Anneberg Transport købte tankanlægget af Palle Anneberg, der er en fætter til Gutte Anneberg.

”Det var meningen, at det skulle give os noget ekstra transport, og det har det også gjort i perioder. Vi lejer tankene ud og forsøger at få koblet noget transport på, hvis det er muligt,” siger Georg Anneberg.

Copenhagen Oil Service var en god forretning i de første år, men så meldte finanskrisen sin ankomst i 2008, og samtidig kom der skærpede krav til den fuel-olie, som skibene sejlede med. Svovlindholdet skulle nedsættes. Tankanlægget opbevarer blandt andet olie til skibene – den såkaldte bunkerolie.

Tanklejen faldt drastisk

”Det betød, at vores tankleje faldt drastisk. Vi havde haft fordel af vores isolerede tanke, hvor den svære fuel-olie kunne opvarmes til 70-80 graders varme.

Dem var der ikke længere brug for i samme grad, og det betød en lavere lejeindtægt,” fortæller Georg Anneberg.

Det betød, at Copenhagen Oil Service måtte rekonstrueres. Til gengæld overlevede firmaet, og der kom gang i forretningen igen. En del af tankanlægget blev udlejet til OW Bunker, der som bekendt gik konkurs. I dag har Unioil overtaget en stor del af OW Bunkers forretningsområde, og Unioil lejer blandt andet Anneberg Transports tankanlæg.

Anneberg Transport købte Copenhagen Oil Service af Gutte Annebergs fætter Palle Anneberg.

Købte OJT Tankstore

I 2014 fik Anneberg Transport mulighed for at købe det konkursramte OJT Tankstore, der ligeledes ligger på Prøvestenen og foruden et tankanlæg indeholder en kontorbygning og lagerfaciliteter.

Anneberg Transport slog til, og dermed har Grønbjerg-firmaet i dag en tankkapacitet på cirka 60.000 ton.

Anneberg Transport har fire ansatte på tankanlægget på Prøvestenen.

Grønbjerg-firmaet er ikke ene-ejer af hverken Copenhagen Oil Service eller OJT Tankstore, men i begge selskaber har Anneberg Transport aktiemajoriteten.

OJT Tankstore består af tanke i forskellige størrelser. En af dem er f.eks. lejet ud til opbevaring af lud, og her står Anneberg for transporten til og fra tanken.

FAKTA

Prøvestenen

• Prøvestenen er en stor kunstig ø med et gammelt fort, hvis opgave oprindeligt var at beskytte indsejlingen til København.

• Historien begyndte i 1713, da man sænkede flydedokken Prøvestenen, der skulle fungere som forsvarsværk. Først i 1859-1863 blev der lavet en kunstig ø og et fort, der sammen med Mellemfortet er Danmarks ældste betonanlæg.

• Selve øen blev opbygget ved at sætte et par udtjente linjeskibe på grund.

• I 1922 blev Prøvestenen nedlagt som forsvarsværk, og fortet blev købt af Søværnet. Prøvestenen blev herefter omdannet til opbevaring af olie og benzin.

• Prøvestenen rummer i dag Københavns oliehavn.

Kilde: Wikipedia.