HJEM FRA SKOLE OG I ARBEJDSTØJET

I dag er det Georg og Sven Anneberg, der driver Anneberg Transport. De to brødre er sammen med deres søster Lone vokset op med transportfirmaet som familiens ét og alt. Det var omdrejningspunktet i hverdagen – det var her, stort set alt energi skulle lægges.

”Skolen sagde mig ikke noget særligt. Det gjaldt bare om at få skoledagen overstået så hurtigt som muligt og så komme hjem og arbejde. Siden har det været nødvendigt at indhente nogle af de skole-færdigheder, vi aldrig fik i drenge- og ungdomsårene. Min farfar sagde om skolen: Hvis du bare lærer at regne den ud, så betyder alt andet i skolen ikke noget,” fortæller Georg Anneberg, der er født i 1953 og ældst af de tre søskende.

Sven er fra 1957, mens deres lillesøster Lone kom til verden i 1961.

Et sandt eldorado for børn

Georg Anneberg, der jo er opkaldt efter sin farfar, husker en barndom med masser af liv i gaden. ”Alle os drenge i byen legede i den gamle købmandsgård, der ikke længere findes her i Grønbjerg. Det var et sandt eldorado for børn. Her kunne vi udforske verden og blive rigtig beskidte. Der var sanddynger, og der var olietønder med aftappet motorolie fra lastbilerne. Det blandede vi sammen til vores egen tjære. Mor var ret træt af det, når vi kom hjem og var møgbeskidte,” siger Georg Anneberg.

Barndommen og ungdommen var præget af frie tøjler og en masse arbejde.

”Vi blev betalt for at hjælpe, og vi ville jo gerne tjene en skilling. Jeg kan huske, at vi fik én øre pr. sæk, der blev læsset af lastbilen. Jeg kan dog ikke huske årstallet,” siger Sven Anneberg.

Georg og Sven var tit med, når chaufførerne var ude på en opgave. Og som nyudklækket teenager kunne det være svært at sige nej tak til en øl eller en snaps, hvis de voksne sluttede arbejdsdagen med en hurtig skyller i den gamle købmandsgård.

”Jeg tror, jeg var 13 år, da jeg fik lige i overkanten af øl og snaps ved sådan en sammenkomst. Man ville jo gerne være som de voksne. Jeg kan huske, at min mor blev sur, da jeg kom hjem. Det var hun selvfølgelig i sin gode ret til – jeg var lidt småfuld,” siger Georg Anneberg.

Grisene skreg og lugtede

Georg Anneberg kan også huske de tilbagevendende grisetransporter. Transport af grise og kreaturer var en fast del af Anneberg Transports forretningsområde i de første cirka 50 år.

”Det var et stort arbejde at hente slagtesvin ude hos landmændene. Det var jo små brug den gang. Mange gange havde de kun én gris, der skulle hentes, og landmændene hjalp som regel ikke til. Vi skulle selv hente grisen eller grisene inde i stalden,” husker Georg Anneberg.

En overgang blev grisene transporteret til slagteriet i enten Struer eller Holstebro i både forvogn og hænger. Så stod hængeren hjemme i gårdspladsen hos Anneberg Transport – fyldt med de grise, der blev samlet ind på den første tur. ”Grisene skreg, og det lugtede. Det var ikke det bedste at have sådan ladning grise stående hjemme hos os selv inde i byen,” siger Georg Anneberg.

Det skulle han ikke have sagt

Gutte Anneberg var ikke glad for arbejdet.

”Der var flere steder, hvor det var træls at skulle hente grise. Disse steder var der beskidt overalt, og grisene var også beskidte. Jeg kan huske, at jeg ét sted kommenterede det over for den pågældende landmand. Han blev sur og sagde, at vi aldrig mere skulle hente grise hos ham. Det var selvfølgelig ikke så sjovt at skulle fortælle min far det. Vi måtte ikke blive uvenner med landmændene,” siger Gutte Anneberg.

Landmændene ringede til Anneberg, når de skulle have hentet én eller flere grise.

”I gamle dage kunne telefoncentralen i Grønbjerg godt tage imod beskeden fra landmanden, hvis vi ikke var hjemme. Så ringede min far eller farfar til centralen for at høre, om der var landmænd, der skulle have hentet grise den følgende dag. Det var jo god service,” siger Georg Anneberg.

Han kan tydeligt huske en gang, hvor en landmand ringede sent om aftnen hos Anneberg for at skulle have hentet en gris den følgende dag.

”Det var blot én gris, der skulle med fra den pågældende landmand, og min farfar var jo nogle gange træt af disse små leverancer. Han svarede landmanden: ”Så kan det fandeme da heller ikke blive mindre....”,” fortæller Georg Anneberg og griner.

En bemærkning, der har brændt sig fast i erindringen.

Stoppede med det beskidte arbejde

I begyndelsen af 1970’erne stoppede Anneberg Transport med transport af grise og kreaturer.

”Jeg har aldrig rigtig haft lyst til at køre med svin og kreaturer. Det var et beskidt arbejde. Det var mere spændende at køre med grus, olie og bitumen,” siger Gutte Anneberg.

Hans far var dog ikke begejstret for, at Gutte Anneberg solgte ”grisebilen” og stoppede med den transportgren.

”Det bliver din død, sagde han til mig. Men jeg følte, at det var den rigtige beslutning,” siger Gutte Anneberg.

I lære som lastbilmekanikere

Både Georg og Sven Anneberg er udlært lastbilmekanikere. Et særdeles praktisk håndværk at mestre, når man arbejder i et vognmandsfirma. Mens Georg Anneberg ikke var i tvivl om, at han ville være lastbilmekaniker, så var Sven Anneberg ikke helt så skråsikker.

”Jeg overvejede faktisk at blive tømrer, men min far mente, at det var bedre at blive lastbilmekaniker. Men det ville jeg faktisk ikke i begyndelsen. Så jeg valgte i stedet at blive almindelig mekaniker – altså have med personbiler at gøre. Men det pågældende autoværksted reparerede både personbiler og lastbiler, og ret hurtigt befandt jeg mig i afdelingen for lastbiler. Det var ganske enkelt mere spændende,” siger Sven Anneberg og griner lidt af sit lille, beskedne oprør mod valg af uddannelse.

De to brødre arbejdede stadig derhjemme, selv om de var i lære.

Malede en lastbil om natten

”Der var altid noget at lave. F.eks. rustede lastbilerne meget mere dengang. Der skulle altid laves rust i dem. Selve lakeringen var dårligere den gang. Man kom ikke ind i krogene, som man gør i dag. Det betød også, at lastbilerne ofte skulle lakeres. Det gjorde vi selv,” siger Sven Anneberg. Og det kunne man gøre på alle tider af døgnet, hvis det skulle være.

”Jeg havde været i byen en lørdag aften, og så kunne jeg ikke falde i søvn, da jeg kom hjem ud på natten. Så stod jeg op og gav mig til at male en lastbil. Det var måske noget arbejde, jeg skulle have været færdig med,” siger Sven Anneberg.

Det var i de år, hvor der var midnatsbal i Grønbjerg. Dengang, hvor det vrimlede med unge mennesker i byen og på landet. Og hvor de mødtes til bal hver lørdag aften.

”Det foregik både på kroen og i forsamlingshuset, og det sluttede først kl. 3 om natten. Der var næsten garanti for slagsmål hver gang,” husker Georg Anneberg. Der var ingen tvivl om, at vognmandsfirmaet var vigtigere end lærepladsen i Holstebro. Hvis nogen ellers skulle være i tvivl om det. Den kendsgerning slog f.eks. ud i lys lue under en strejke i 1972. Her måtte de faste chauffører hos Anneberg Transport ikke længere hente fyringsolie på det store depot i Fredericia. Det betød, at oliedepotet i Grønbjerg ikke kunne forsynes med nye leverancer.

Firmaet kom i første række

”Så blev jeg sat til at køre mellem Fredericia og Grønbjerg. Jeg var ikke omfattet af nogen overenskomst, så det var helt lovligt, selv om arbejderne på depotet i Fredericia skulede lidt til mig, da jeg ankom for at hente fyringsolie. Jeg kunne nå tre træk på en dag, når jeg kørte fra tidlig morgen til sent aften,” fortæller Georg Anneberg.

Tre træk på en arbejdsdag var ikke så ringe endda, når hver tur varede cirka 51⁄2 time med af- og pålæsning medregnet.

Nu var det bare sådan, at værkstedet i Holstebro, hvor Georg var i lære, manglede lærlingens arbejdskraft. Svendene var nemlig også gået i strejke.

”Jeg kan huske, at mesteren fra værkstedet ringede hjem til os og spurgte, hvor jeg blev af. Men vi fik fortalt ham, at jeg kørte olie mellem Fredericia og Grønbjerg, og at jeg derfor ikke kunne komme. Det var han bestemt ikke tilfreds med, men sådan blev det,” siger Georg Anneberg, der kørte i pendulfart et par dage, inden der igen herskede normale tilstande på arbejdsmarkedet.

A-tilladelse var guld værd

Omkring 1979 fik Anneberg Transport en såkaldt A-tilladelse. Det betød, at Grønbjerg-firmaet måtte køre med gods igennem Tyskland.

”Jeg kan huske, at min mor kaldte mig op i lastbilen. Det var sjældent, at hun gjorde det, så det var vigtigt. Hun kunne med stor glæde berette, at vi havde fået den A-tilladelse, som vi havde søgt om flere gange. Endelig var vores ansøgning gået igennem,” siger Georg Anneberg.

Der var måske 600 vognmænd, der søgte om de eftertragtede A-tilladelser, og kun omkring 30 fik én.

”Det var meget større end at få en stor kontrakt i hus. Det var virkelig stort,” tilføjer Sven Anneberg.

A-tilladelserne blev fordelt geografisk, og det var måske Annebergs held, at der ikke var så mange om buddet i det vestjyske. Der var ikke så mange vestjyske vognmænd, der satsede på at transportere gods ned gennem Europa.

<Indholdsfortegnelse * Næste kapitel>