Kapitel 4
DA TYSKERNE BESLAGLAGDE EN LASTBIL
I begyndelsen af 1945 – formentlig i februar – var Gutte Anneberg i færd med at læsse brunkul af en lastvogn på stationen i Grønbjerg. Han havde hentet brunkullene i Abildå Brunkulsleje, og denne dag var han alene om at læsse dem af. Normalt var de to.
”Jeg lagde godt mærke til, at der kom to tyske soldater ind på stationens område. De havde begge et gevær over skulderen. Men jeg fortsatte ufortrødent mit arbejde, selv om jeg selvfølgelig tænkte: Hvad skal de her...?” fortæller Gutte Anneberg, der blot var 19 år på det tidspunkt. Da han var færdig med sit arbejde, kom de to soldater hen til ham. ”De talte et gebrokkent dansk, men jeg forstod godt, at de ville have lastvognen. De overtog den, og jeg fik en lap papir på, at den tyske hær havde beslaglagt bilen. Jeg kunne ikke stille noget op. Hvad skulle jeg have gjort? Min far blev selvfølgelig ikke glad, da jeg kom hjem og fortalte historien,” siger Gutte Anneberg.
Georg Anneberg havde tre biler på det tidspunkt – to lastbiler og en såkaldt lillebil. En lillebil var en personbil, der i princippet fungerede som en taxa, men blot uden en kommunal hyrevognstilladelse. Det var drastisk på den måde at miste en tredjedel af vognparken – og ikke vide, om lastvognen nogensinde kom tilbage til Grønbjerg.
Kørte til grænsen efter den
Den 4. maj 1945 om aftnen lød det længe ventede befrielses budskab over land og by, og den 5. maj om morgenen fik Gutte Anneberg besøg af en kollega fra et andet vognmandsfirma i Grønbjerg.
”Vedkommende – som jeg desværre ikke kan huske navnet på – var lillebilvognmand i Grønbjerg. Han spurgte, om vi ikke skulle køre til grænsen og forsøge at få vores biler tilbage. Den var jeg med på. Han havde mistet en lillebil til tyskerne,” siger Gutte Anneberg.
De tog den anden af Georg Annebergs lastbiler. Den kørte som alle andre lastbiler i krigens trange år på træ og gas. Røgen fra træet drev den gasgenerator, der var lastbilens motor. Så ind imellem på vejen ned til grænsen skulle der fyres med det træ, der blev medbragt i sække.
”Vi kørte til Kruså, og det var et sandt virvar af tyske og russiske soldater, danske frihedskæmpere og ganske almindelige danskere. Alt blev taget fra tyskerne. De fik lov til at gå tomhændet hjem over grænsen. Vi spurgte nogle frihedskæmpere, om de havde set en lastbil, hvor der stod Anneberg på siden, og det var der minsandten én, der havde. Han mente, at den kørte i Tønder,” fortæller Gutte Anneberg, der sammen med sin makker satte kurs mod Tønder.
Frihedskæmperne krævede bevis
Her lykkedes det at finde lastbilen, der var camoufleret en anelse – navnet Anneberg på siden af lastbilen var nærmest kalket over. Man kunne dog stadig nemt se det, og samtidig kunne de selvfølgelig også genkende lastbilen. ”Det var frihedskæmperne, der kørte i vores lastbil. Jeg gik hen til dem og sagde, at det var min fars lastbil. De svarede, at det kunne enhver jo sige... Så tog jeg mit kørekort frem, og så fik vi lov til at få bilen,” siger Gutte Anneberg. Hans kollega fra Grønbjerg fandt desværre ikke lillebilen. Den var formentlig forsvundet til Tyskland.
”Vi var først tilbage i Grønbjerg den 6. maj, og der var selvfølgelig stor glæd over, at vi havde lastbilen med tilbage,” siger Gutte Anneberg. Og lastbilen var faktisk i bedre stand, end da tyskerne beslaglagde den. ”Den havde seks nye Contientel-dæk – og vel at mærke gode dæk, der var umulige at skaffe i Danmark på det tidspunkt. Min far sagde, at det var en ganske god betaling for at have lånt bilen ud til tyskerne i cirka tre måneder,” siger Gutte Anneberg.
Ups... har intet kørekort
Det var således godt, at Gutte Anneberg havde sit kørekort at fremvise. Det havde han nemlig ikke et par år i forvejen.
”Jeg kørte brunkul til Trekløvermejeriet lidt nord for Ringkøbing. Da jeg drejede ind til mejeriet, stod der to betjente. De ville se mit kørekort. Jeg svarede: Jeg har ikke noget... Betjentene var nu meget flinke, men de sagde, at jeg var nødt til at finde en anden chauffør, der kunne køre bilen hjem,” siger Gutte Anneberg.
Han kan ikke huske, hvornår han begyndte at køre lastbil. ”Du plejer altid at sige, at du begyndte som tre-årig...” lyder det supplerende fra sønnen Sven Anneberg.
Han kørte lastbil til sit 85. år
Gutte Anneberg kan til gengæld huske, hvornår han stoppede med at køre lastbil. Det gjorde han som 85-årig i 2010.
”Lægen ville ikke forny mit kørekort til lastbil, men jeg kunne godt få det til personbil. Han sagde til mig: Har du ikke kørt nok lastbil i din tid...? Men det mente jeg nu ikke, jeg havde. Jeg ville gerne have fortsat. Jeg har altid været utrolig glad for at køre lastbil – det er dejligt afslappende,” siger Gutte Anneberg.
De sidste år bag det store lastbilrat kørte han kortere ture i det vestjyske – med Holstebro og Thyborøn som to af destinationerne.
Uheld uden alvorlige konsekvenser
Det var i de sidste år som lastbilchauffør, at han var involveret i sit eneste alvorlige uheld. Han skulle hente en bulldozer med en blokvogn. Det var lidt besværligt at komme dertil, så Gutte var nødt til at bakke ude fra landevejen og ind på grusvejen.
Da han begyndte at bakke ude på landevejen, kørte en personbil ind under blokvognen. ”Jeg fik et chok og skyndte mig selvfølgelig ud for at se, hvad der var sket. Jeg fik ringet 112 med det samme, og både ambulance og politiet kom. Heldigvis kunne den kvindelige fører af personbilen selv stige ud af bilen. Hun havde slået knæet, men hun var heldigvis ikke kommet noget alvorligt til, og det var jeg naturligvis meget glad for,” fortæller Gutte Anneberg. Han havde efterfølgende en snak med politiet, og uheldet resulterede i, at han skulle op til en orienterende køreprøve.
”Politiet fortalte mig også, at hvis jeg skulle bakke på en hovedvej, så skulle jeg have en person i hver ende af lastbilen til at kontrollere trafikken,” siger Gutte Anneberg, der ikke tør gætte på, hvor mange kilometer han har kørt bag et lastbilrat.
Men vi vover nu alligevel at gøre et forsøg. Han har kørt lastbil i cirka 70 år, og hvis han har kørt omkring 100.000 kilometer om året, så løber den samlede, tilbagelagte strækning op på imponerende syv millioner kilometer. Her er det altid oplagt at omregne til antal gange rundt om Jorden, og sådan et regnestykke giver 175 omgange rundt om Jorden med Gutte Anneberg bag rattet. Så jo, han har vist godt kunnet lide at køre lastbil....
Kørte med Liva Weel i Tyskland
I øvrigt gav det store kørekort ham også en god tjans ved militæret, da han lige efter krigen i 1946 skulle aftjene sin værnepligt.
”Jeg var udstationeret i den mindre by Jever ved Bremen i det nordlige Tyskland i syv måneder. Her kørte jeg med forsyninger mellem de tre tyske byer, hvor der var danske soldater. Det var et dejligt arbejde,” siger Gutte Anneberg. Han fik også en tjans, som soldater-kammeraterne var meget misundelig på. Han skulle nemlig køre sangerinderne Bodil Steen og Liva Weel rundt til de tre danske lejre, så de kunne synge for de danske soldater.
”Det var et par friske piger, så det var en sjov oplevelse,” siger Gutte Anneberg, der også sagtens kan huske, at det var en chokerende oplevelse at køre gennem det krigshærgede Tyskland blot et år efter krigens ophør.
”Jeg kan huske turen igennem Hamburg, der nærmest var helt udbombet. Vi kørte uden om store bunker af murbrokker. Alle steder var der børn, der løb efter os for at se, om vi havde noget at dele ud af,” siger Gutte Anneberg.
Det blev til Georg Anneberg & Søn
På et tidspunkt kom firmaet til at hedde Georg Anneberg & Søn.
”Det var ikke noget, vi talte om. Jeg kom bare automatisk med. Jeg var jo enebarn, og derfor var der kun mig til at køre firmaet videre. Det ville jeg også gerne, og jeg har jo heller ikke prøvet andet end at køre lastbil,” siger Gutte Anneberg.
Gutte Anneberg og hans far kom godt ud af det med hinanden. Men Gutte fik aldrig decideret løn, mens han var ansat under sin far.
”Det var noget, min kone Rigmor havde meget svært ved at forstå. Hun mente, at jeg burde få løn. Men det gjorde jeg ikke i de første mange år. Min far sagde altid, at jeg bare skulle sige til, hvis jeg manglede penge. Min far havde bygget det hus, vi boede i, så der var jo ingen husleje,” fortæller Gutte Anneberg. Rigmor Anneberg kom også med i firmaet. Hun afløste Guttes mor på kontoret, hvor hun passede telefonen og regnskabet.
”Vi udvidede stille og roligt vognparken, så vi fik flere og flere biler, og de gamle blev byttet ud med nye. Når jeg foreslog, at vi skulle have en ny lastbil, så sagde min far altid, at vi lige skulle se på regnskabet først. Vi købte nemlig ikke en ny lastbil, inden vi havde penge til det. Det var ikke noget, der skulle lånes til,” siger Gutte Anneberg.
Drev landbrug som hobby
Det gik godt med vognmandsforretningen, og så kunne Georg Anneberg jo passende pleje en anden interesse: Landbrugsdrift. Han købte en gård uden for Grønbjerg, som en bestyrer passede til daglig. Men i de travle perioder som f.eks. høst var Georg Anneberg og resten af familien – også Rigmor og Guttes børn, efterhånden som de kom til – med til at hjælpe med høstarbejdet.
”Min far kunne tydeligvis godt lide at arbejde med landbrug, selv om han jo først og fremmest var vognmand. Det blev koordineret, så han kunne være begge steder, når det var nødvendigt. Så blev der arbejdet ved landbruget om aftnerne og i weekenderne,” siger Gutte Anneberg.
Fik god idé: Olie-kørsel om vinteren
I begyndelsen af 1960’erne fik Gutte Anneberg en god idé. Danskerne begyndte i stigende grad at bruge fyringsolie til boligopvarmning, og her lå der en oplagt forretningsmulighed.
”Vi havde som vognmand masser af arbejde om sommeren, hvor der f.eks. var gang i byggeriet og anlægsarbejderne. Men vi udnyttede jo ikke vores kapacitet om vinteren. Så fik jeg den idé, at vi kunne lægge en tank på en af lastbilernes lad. Dermed kunne den bruges til olietransport,” siger Gutte Anneberg. Han kan tydeligt huske, at kontakten gik til en vis Buhl Jørgensen ved det store Shell-raffinaderi i Fredericia.
”Jeg ringede til ham og spurgte, om de ikke manglede en vognmand til at køre olie om vinteren, hvor der var travlt. Han ville vide, om jeg havde en tankvogn. Jeg svarede ja, selv om den nok ikke var helt færdig,” siger Gutte Anneberg og griner.
Georg Anneberg & Søn kørte for både Shell og BP. I en periode havde de tre tankvogne, og senere kom de op på fire tankvogne.
”De andre vognmænd her på egnen græd snot. De holdt hjemme om vinteren og havde ikke noget at bestille, mens vi havde tre-fire tankbiler i sving,” siger Gutte Anneberg.
Det var samtidig en indbringende forretning at køre med fyringsolie om vinteren.
”De betalte godt for det. Det var egentlig nemt at være vognmand den gang,” siger Gutte Anneberg og smiler.
Innovation i en tidlig udgave
Det skete også tit, at der var ekstra kørsel til Georg Anneberg & Søn. ”Hvis det nu var en hård vinter – og dem var der nogle stykker af den gang så var det ikke altid, at deres egne chauffører var så meget for at skulle ud på landevejen, og de var i hvert fald ikke så glade for ekstra kørsel. Dermed fik vi tit lidt ekstra at lave,” husker Gutte Anneberg. Med et moderne ord var Gutte Anneberg og hans far omstillingsparate. De var innovative, og de havde modet til at gå nye veje og få gode ideer til nye forretningsområder. Men det er nu hverken ord eller begreber, som Gutte Anneberg selv har lyst til at bruge.
”Nej, jeg ved ikke rigtigt. Vi fandt jo bare på noget nyt, fordi vi så havde noget at lave hele året. Længere er den vel egentlig ikke,” siger Gutte Anneberg.
Oliedepot i Grønbjerg
Der blev etableret et Calpam-oliedepot i Grønbjerg omkring 1971. Det sørgede Anneberg Transport for, at der konstant var fyldt op. Det lå centralt i Vestjylland, og det var formentlig derfor, at det blev placeret i netop Grønbjerg.
”Jeg kan ikke huske, at vi havde nogen indflydelse på, at det blev placeret i Grønbjerg. Men det lå godt for os. Vi hentede olien i Fredericia, og så sørgede andre vognmænd for, at det blev kørt ud til hele det vestjyske område,” siger Gutte Anneberg. Sønnerne Georg og Sven Anneberg kom begge i lære som mekanikere – det var praktisk selv at kunne reparere lastbilerne, når de gik i stykker.
Det var jo bare en smuttur
Når de kom hjem fra deres respektive lærepladser i Holstebro, så kunne de sagtens tage en aftentur til Fredericia for at hente et læs olie til depotet i Grønbjerg. En smuttur af i alt 5-6 timers varighed, når på- og aflæsning blev medregnet.
”Det regnede vi ikke for noget. Jeg har altid fundet det meget afslappende at køre lastbil. Jeg har aldrig haft problemer med f.eks. at blive træt, når jeg kører lastbil,” siger Sven Anneberg.
Georg Anneberg nikker. Han har det på samme måde.
”Desuden skal man tænke på, at jobbet som lastbilchauffør var betydelig anderledes dengang i forhold til i dag, hvor der stort set ikke er noget fysisk arbejde tilbage for chaufføren. Kørte vi f.eks. med grise, så skulle de jo læsses på og af, og det kunne godt være hårdt arbejde, og det samme gjaldt i vores unge dage, når man f.eks. kørte med foderstoffer i sække. Derfor var det et dejligt pusterum, når man kunne sidde bag rattet i nogle timer,” siger Georg Anneberg.
