Glostrup Skole har fokus på forebyggende læseindsatser i almenundervisningen og på foregribende og indgribende indsats som en del af skolens supplerende undervisning. Elever, der har behov for foregribende eller indgribende undervisning, bringes op i skolens kompetencecenter, som er et forum for koordinerende samarbejde mellem skolens ledelse, eksterne ressourcepersoner og skolens vejledere inden for læsning og LKT (Læring Kontakt og Trivsel).
Forebyggende
Den forebyggende indsats (ved generelt behov) kan være rettet mod en enkelt elev, en gruppe af elever hele klassen eller på tværs af klasser. Der er tale om optimering af dele af den almene undervisning som forudsætninger for læsning samt basisfærdigheder inden for læsning og stavning. Formålet er at styrke og supplere den almene læseundervisning på områder, hvor elever i eller på tværs af klasser har et særligt behov, fx omkring bogstavernes betingede lyde, vejledning fra læsevejlederen i forhold til indsatser på baggrund af klassens læseprøver eller af faglæreren om forskellige notatteknikker.
Foregribende
Den foregribende indsats (ved fokuseret behov) retter sig mod udvalgte elever, som vurderes at have brug for en skærpet, mårettet indsats for at styrke deres læsefaglige udvikling. Der er tale om særligt tilrettelagte intensive forløb, som har til formål at bringe eleven eller eleverne på niveau med forventningerne på klassetrinnet, fx Læseløft og VAKS-kursus. Der er ikke tale om et generelt specialpædagogisk behov. Tosprogede børn med behov for at udvikle ordforråd og sprogforståelse vil have et fokuseret behov. Den foregribende indsats foregår ofte på hold og tilrettelægges i et samarbejde mellem klassens lærere, læsevejledere og lærere i den supplerende undervisning.
Indgribende
Den indgribende indsats (ved særligt behov) rettes mod elever eller grupper af elever med specifikke læsevanskeligheder som ordblindhed (læsehold), sprogforståelsesvanskeligheder af mere generel karakter eller sammensatte vanskeligheder. I forhold til tosprogede børn er det vigtigt at være særlig opmærksom på, om der er tale om afkodningsvanskeligheder, behov for udvikling af sprogforståelse eller begge dele. Der er tale om længerevarende eller vedvarende vanskeligheder.
Undervisningen tilrettelægges enten, så den forbereder og understøtter elevens arbejde i klassen eller som særlige træningsforløb, hvor målet er at give eleverne en særlig undervisning rettet mod deres eget læseniveau. Desuden undervises eleverne i at anvende kompenserende hjælpemidler fx i form af it-baserede oplæsnings- og ordforslagsprogrammer (AppWriter) og indmeldes i Nota. Den indgribende indsats organiseres enten som specialundervisning (læsehold) eller som supplerende undervisning. I begge tilfælde sættes tydelige mål, laves handleplaner og forløbet evalueres for den enkelte elev. Handleplanen udarbejdes i samarbejde med elev, forældre og klassens lærere. Den evalueres og justeres på et aftalt møde på henholdsvis læseholdet og i kompetencecenteret og eventuelt nye tiltag iværksættes.