Fra forskningen ved vi, at læsning og skrivning er hinandens forudsætninger (Uta Frith 1985, Caroline Liberg 1997). Stavning er en væsentlig faktor i skriveprocessen.
Grundfærdighederne i læse- og skriveprocessen er de samme, men læsning og skrivning har hver deres udgangspunkt og styrke. Skrivning træner i form af stavning at knytte lyd og bogstaver sammen til ord (det fonematiske princip), som er så væsentligt i starten af læseindlæringen. Læsning derimod udvikler kendskabet til typiske bogstavsammenhænge og deres lydlige påvirkningen af hinanden (det ortografiske princip), som lærer eleven, hvordan ikke lydrette ord staves korrekt (konventionel stavning). Når der arbejdes samtidigt og fra skolestart med skrivning og læsning udvikler eleverne større skriftsproglig kompetence.
Derfor anbefales det at arbejde med litercy og børnestavning fra skolestart og ud fra viden om staveudvikling undervise direkte i stavning, når den enkelte elev er parat til det og inden at fejlstavning bliver et mønster.
Der er ofte stor forskel på elevers stavefærdigheder i en klasse. Derfor anbefales det at arbejde differentieret med stavning. Stavetræning bør foregå ud fra en funktionel tilgang med udgangspunkt i de tekster, eleverne aktuelt arbejder med. Det gør stavetræning mest meningsfuld og giver størst effekt.
Stavning er et middel til at udtrykke et skriftligt budskab og ikke et mål i sig selv.