Forskningsundersøgelser viser, at forventninger til elevernes læsefærdigheder spiller en betydelig rolle (Elbro 2006). Sammen med lokale ressourcer og muligheder fører høje forventninger til øgede læsefærdigheder for både den dygtige og den svage læser.
Det er såvel forældrenes forventninger som forventninger fra skolesystemet og den enkelte lærer, der har betydning. Forventningerne påvirker indsatserne i hjemmet og i skolen.
Danske undersøgelser har vist, at de kommuner, hvor eleverne viser de bedste læseresultater, er kendetegnet af at have en helhedsplan for læsning med målsætninger og øremærkede ressourcer til læseundervisningen. Desuden har de informationsmateriale til forældrene og en plan for en forberedende indsats på førskoleområdet. Undersøgelser har påvist klart positive sammenhænge mellem børns skriftsproglige færdigheder ved skolestart og den efterfølgende læseudvikling. Det gælder både afkodning og læseforståelse langt op i skoleforløbet.