Eleven er godt i gang med at videreudvikle sin læsning. Teksterne bliver stadig mere komplekse og svære. De litterære tekster er overvejende på originalt sprog og fagtekster skrevet med henblik på læring i teksttyper typiske for faget og fyldt med fagudtryk og begreber. Læsning bliver i højere grad også et middel til at lære og tilegne sig faglig viden. Derfor er læseforståelse, automatisering, hastighed, kendskab til læseformål, teksttyper, ord og begreber centrale elementer i læsetræningen.
På den baggrund vejleder læreren forældrene om, at de understøtter barnets læsefærdigheder ved at skabe mulighed for:
- At eleven dagligt læser på eget lix-niveau. Det er fortsat vigtigt for at blive en dygtig læser. Flow i læsningen med øget hastighed må ikke gå ud over læseforståelsen.
- At barnet udvikler/fastholder læselyst og læseglæde og medtænker dette i valg af læsestof og i rammerne for frilæsningen.
- Læsetid: Afsæt 20-30 min. hver dag i rolige omgivelser.
- At før-strategier fortsat bringes i spil. Det støtter både forståelse og læsehastighed.
- At barnet tilegner sig betydningen af nye ord og begreber, finder synonymer og antonymer, blandt andet gennem opslag på internettet og i ordbøger.
- At stille spørgsmål til og være nysgerrig på det, barnet har læst for at styrke barnets læseforståelse, refleksion, anvendelse og eventuelt stillingtagen til teksten.
- At barnet udvider sin viden om omverdenen fx gennem fælles oplevelser, internettet, aviser, bøger og tv.
- At holde fast i biblioteksbesøg som en fælles familieaktivitet og være opmærksom på arrangementer på biblioteket eller andre steder, som rammer barnets interesser og kan motivere barnet til at læse.
- At finde lejligheder til at tale sammen om de bøger og emner familiens børn og voksne læser om. Hvad kan I gensidigt anbefale hinanden?
- At opfordre og støtte barnet i at læse tekster og kritisk søge viden på internettet.
Hvis barn og forældre nyder samværet om højtlæsning, er det stadig en god fælles oplevelse og vigtigt for at øge ordforråd og styrke kendskabet til tekstopbygning, syntaks og grammatik.
Da skrivning styrker læseudviklingen gennem ordkendskab, sætningsstruktur, opbygning af tekst og kendskab til genre og teksttyper opfordres forældrene stadig til at tilbyde barnet skrivesituationer, fx:
- At udnytte familiebegivenheder, ferier eller lignende.
- Skrivekonkurrencer, forfatteraktiviteter med videre som tilbydes af biblioteket eller andre. PLC og lærerne med kendskab til sådanne aktiviteter gør forældrene opmærksomme herpå.
Se udkast til forældrefolder om sprog og læsefærdigheder i 4.-6. klasse.