Find den fulde længde

MAT9.12

Eleverne skal finde den fulde længde af en bjælke ud fra en procentdel.

Pejlemærker inden aktiviteten

  • Kender eleven til procentbegrebet og kan eleven forklare, hvad en procent er?

  • Har eleven begreb om, hvor stor en brøkdel 50%, 25% og 10% svarer til?

Sådan laves aktiviteten
Kortene med procentsatser lægges i en bunke med procentsatserne nedad. Eleven vælger en bjælke fra kopiark 15, klipper den ud og trækker et kort. På kortet står der, hvor stor en procentdel bjælken fra kopiarket svarer til af den bjælke, som eleven skal konstruere. Eleven konstruerer en bjælke, der svarer til 100 %. Bjælken fra kopiarket limes på 100 %-bjælken. Eksempelvis vil eleven med en bjælke på 6 cm og et kort med 20 % skulle tegne en bjælke med længden 30 cm. Eleven skal arbejde med alle bjælker fra kopiarket. Når eleven har trukket et kort med en procentsats, lægges kortet tilbage i bunken.

Vigtige spørgsmål

  • Hvor langt gætter du på, at 100 % er?

  • Hvordan finder du ud af, hvor mange gange du skal tage bjælkens længde for at finde 100 %?

  • Hvordan kan du kontrollere, at dit resultat er korrekt?

Differentiering
Eleven udregner resultatet uden brug af tegning og tegner først bagefter for at tjekke sit resultat.

Variation
Brug konkrete ting i andre længder end bjælkerne fra kopiarket, fx tommestokke, reb, vægge, fliser, mennesker m.m. Eksempelvis kan bruges en flise. Underviseren fortæller, at flisen svarer til 15 % af en sti. Eleverne skal regne ud, hvor lang hele stien bliver.

Formål
At kunne finde 100% når man kender en procentdel

Opdeling
Individuel

Materialer

  • 15 kort med procentsatser

  • Ark med bjælker

  • Linealer

  • Sakse

  • Limstift

  • Papir, der kan limes sammen i forlængelse af hinanden. Brug evt. ternet papir.

  • Evt. kridt, hvis opgaven løses ved at tegne bjælker på jorden