Undervisningsplan hold 1 & 2

Fredag 16.30-17.30

Undervisningsholdet spiller forskellige spil med relation til matematik og de emner, som holdet skal igennem i løbet af weekenden (især plus/minus). Learning Kids spiller spillene på skift, styret af underviseren:
Shut the box (2 personer)
Yatzy (2-4 personer)
21 (2-4 personer)

Lørdag 09.15-12.00

Tema for blokken: Talforståelse, plus og minus

09.15-09.45 Opstart og fælles introduktion til emnet
Øvelser om formiddagen handler om:

  1. 10-tals-system (1'ere, 10'ere, 100'ere, 1000'ere)

  2. 10'er-venner (to tal, der tilsammen giver 10) - og hvordan vi bruger dem, når vi regner

  3. Plus og minus: Eksempler på regnehistorier/historier fra hverdagen (brug evt. også hop på tallinjetæppet til at illustrere eksempler)

Differentiering opad: Decimaltal - placering i positionssystem og addition

09.45-10.30 Værksteder: Talforståelse og plus

  1. Mat 1.03. Bilspil

  2. Mat 2.02 Vendespil med 10'er-venner

  3. Mat 2.05 Plus med jetoner (differentiering opad: udfordring om hvor mange måder man kan repræsentere samme resultat)

Værksted til dem, der har styr på ovenstående: Hvor mange nabotal fra 1-100 kan vi få som summen af "nabotal" (3 og 4 er nabotal, mens 4 og 6 ikke er det)? Uddel ark med tal fra 1-100.

10.30-10.45 Snack

10.45-11.30 Værksteder: Minus

  1. Mat 3.02 Fyld op (Brug jetoner fra Mat 2.05 og start de første par runder med 10 jetoner for at holde fokus på at regne 10'er-venner)

  2. Mat 3.07 Træk fra ved at veksle (differentiering opad: inddrag decimaltal og lav egne brikker til 0,1 og 0,01)

Værksted til dem, der har styr på ovenstående: Fra 1000 til 0. Man spiller 2 og 2 og ser hvem der først når fra 1000 til 0. Spiller 1 slår med 2 terninger (2 og 6 for eksempel) og vælger et tal ud fra de to cifre (62 eller 26 i eksemplet fra før). Spiller 1 trækker 62 eller 26 fra 1000, og spiller 2 slår og gør det samme med sine egne 1000 point. Det handler om at komme under 0 som den første.
Bonus-spørgsmål: Regn ud hvor mange slag man mindst skal bruge?


11.30-12.00 Afrunding, lave præsentation af arbejde til søndag*, logbogsrefleksioner (LK skriver hvad de har lavet og lært i egen logbog).
Hav spillene fra fredag liggende til de LK, der er hurtigt færdige.
*Præsentation kan eksempelvis være regnestykke skrevet pænt op på papir, tegning af en regnehistorie med plus eller minus eller konkrete materialer, man skriver/tegner en tekst til.

Lørdag 12.45-15.00

Tema for blokken: Geometriske figurer og begreber

12.45-13.15 Opstart og fælles introduktion til emnet

  1. Fælles repetition fra om formiddagen: Hvad lavede vi i formiddags?

  2. Kort intro til vinkler: Spids, ret, stump

  3. Introduktion til figurer: Trekanter, firkanter, cirkler (uddyb afhængigt af holdets niveau med forskellige typer af trekanter: retvinklet, spidsvinklet, stumpvinklet, ligebenet og ligesidet og med forskellige typer af firkanter: trapez, kvadrat, rektangel, rombe, parallellogram). Differentiering opad: Inddrag viden om vinkelsum, udregning af areal og omkreds i forskellige figurer. Tag billeder af figurer med areal større/mindre end ... eller en omkreds større/mindre end...

13.15-14.30 Værksteder

  1. Vinkelevolutionsleg*

  2. Mat 8.01 Fotostjerneløb + differentiering op, for de LK har godt styr på figurer: Tal om og mål omkredse af forskellige figurer (i forlængelse af formiddagens tema om plus)

*Vinkel-evolutionsleg: Alle LK starter som en vinkel på 0 grader og kan udfordre andre LK. To og to laver man sten-saks-papir. Vinderen i parret bliver til en spids vinkel, der kun kan udfordre andre LK, der også er spidse vinkler. De LK, der har tabt og stadig er 0 grader, udfordrer hinanden. Hver gang man vinder en omgang sten-saks-papir udvikler man sig til næste udviklingstrin. Udviklingstrinene er:

  • 0 grader: Armene samlet stukket lige frem foran kroppen som to vinkelben

  • Spids vinkel: Armene stukket lige frem med lidt afstand imellem

  • Ret vinkel: En arm vandret ud til siden og en arm lodret opad

  • Stump vinkel: Armene stukket skråt opad ud til siderne

  • Lige linje: Armene vandret ud til siden

Når man udvikler sig til en lige linje, har man vundet og løber en sejrsrunde rundt om de andre, der stadig er ved at udvikle sig. De fire personer, der ender med ikke at have udviklet sig til lige linjer, taber legen.

14.30-15.00 Afrunding, lave præsentation af arbejde til søndag, logbogsrefleksioner

Søndag 09.15-12.00

Tema for blokken: Gange

09.15-09.45 Opstart og fælles introduktion til emnet

  1. Fælles repetition fra om lørdagen: Hvad lavede vi i går?

  2. Intro til at gange: Hvad betyder det at gange? Eksempel fra hverdagen (og evt. også hop på tallinje-tæppe for at illustrere eksemplet)

09.45-10.30 Værksteder: Tabeltræning

  1. Mat 4.02 Tabel-labyrint

  2. Mat 4.03 Dæk tabellen

Værksted for dem der har styr på tabellerne: Træne tabeller mellem 11 og 20 ved at bruge opdelingsstrategier (15 * 7 = 10 * 7 + 5 * 7).

10.30-10.45 Snack

10.45-11.30 Værksteder: Gange-strategier

  1. Mat 4.07 Del gangestykket op (differentier evt. op til Mat 4.08 Arealgange)

Værksted for dem der har styr på gange: Koble gange på areal med "Hvem får størst areal" (kræver to terninger og et ark med felter): LK spiller sammen to eller tre sammen. Man slår med to terninger (3 og 6 eksempelvis) og tegner et rektangel med sidelængderne fra terningen (3 og 6). Man skriver arealet inde i sit rektangel. Herefter anden spillers tur. Det handler om at få størst muligt areal, når (næsten) alle felterne er taget. Kan differentieres op og spilles med trekanter, hvor den ene terning viser længde på grundlinje og den anden længden på højden.

11.30-12.00 Afrunding, lave præsentation af arbejde til om eftermiddagen, logbogsrefleksioner