Procent-bingo

MAT9.11

Eleverne spiller traditionelt bingo med procentsatser og tegninger, hvor en del af en mængde er farvet.

Sådan laves aktiviteten
Beslut, om I spiller både med første række og hele pladen fuld. Hver elev får en bingoplade (kopiark 11). Hver elev trækker seks kort fra kopiark 10A, som de lægger på deres plade med billedsiden opad (kan med fordel limes på).

Underviseren trækker nu et kort ad gangen fra kopiark 10B og siger procentsatsen højt. Eleverne får tid til at udregne, om de har en tegning, der matcher procent-satsen. Hvis de har en tegning, der matcher, sætter de enten et kryds over tegningen på pladen eller lægger en bingobrik over tegningen. Den/de elever, der først har rækken og/eller pladen fuld, vinder.

Det kan være vanskeligt at nå mange spørgsmål under et fælles spil bingo. Hvis eleverne spiller bingo i grupper af 4, er det muligt for underviseren at bevæge sig rundt blandt eleverne.

Vigtige spørgsmål

  • Kan du forklare mig 100 procent ud fra billedet?

  • Hvordan regner du ud, hvor mange procent en figur repræsenterer?

  • Hvordan synes du, det er lettest at regne svaret ud?

  • Kan du forklare mig, hvordan du regner det ud?

Starthjælp
Lad eleverne tælle antallet af farvede figurer på kortet inden spillet begynder. Lad dem skrive på hvert enkelt kort, hvor stor en andel af figurerne på kortet, der er farvet. Andelen kan skrives som brøk.

Differentiering ned
Byt om, så eleverne har procentsatser fra kopiark 10B på pladen, og oplæseren trækker tegninger fra kopiark 10A.

Variation
Giv eleverne flere plader at holde styr på.

Bevægelse
Hvis spillet spilles med procentsatser på bingopladerne, kan bingopladerne tegnes på jorden. Eleverne skal nu bruge hænder, fødder, knæ, albuer mv. til at markere, at procentsatsen er blevet råbt op.

Formål
Kunne udregne a i % af b

Opdeling
Fælles

Materialer

  • Bingoplader

  • Procentsatskort til at trække

  • Blomsterkort til at lægge på pladerne

  • Bingobrikker eller centicubes til at lægge på pladerne