Estimér og beregn rumfang

MAT7.09

Pejlemærker inden aktiviteten

  • Kan eleverne udregne areal af trekanter, firkanter, cirkler og evt. andre polygoner?

  • Kender og forstår eleverne formlen for udregning af rumfanget af en kasse?

Sådan laves aktiviteten
Eleverne vælger en æske og navngiver æsken i feltet ‘Figurens navn’.

Eleverne gætter på rumfanget af æsken og skriver tallet i kolonnen ‘Gæt’ (Hvor mange centicubes kan der ligge helt tæt nede i æsken? En mælkekarton indeholder 1000 ml, hvor mange ml tror du der kan være i æsken?).

Eleverne fylder æsken helt op med ris. Herefter måler de med litermål og decilitermål så præcist som muligt, hvad rumfanget af æsken er, og skriver det i ‘Mål’.

Herefter er det tid til at udregne rumfanget med hjælp fra rumfangformlerne. Eleverne starter med at stille æsken på en måde, så grundfladen har en form, som de ved hvordan man udregner arealet af. Fx skal en cylinderformet æske selvfølgelig stå på den runde flade. Herefter udregner de arealet af grundfladen.

Efterfølgende måler eleverne højden og ganger den med grundfladearealet for at finde rumfanget. Eleverne skal til slut sammenligne de tre rumfang og overveje, hvilket der er mest præcist og hvorfor.

Formål
Estimere, måle og beregne rumfang

Opdeling
Parvis

Materialer

  • Svarark

  • To kubiske æsker

  • To ’rektangulære’ kasser

  • To trekantede, prismeformede æsker

  • To andre prismeformede æsker

  • To cylinderformede æsker

  • Grødris

  • 3 litermål

  • 3 dl mål

  • Målebånd eller tommestokke

  • Formeloversigt A3