31. maj 2026
Denne hjemmeside har i sin nuværende grundform eksisteret siden foråret 2021.
Jeg fik da lavet en ny hofte p.g.a. slidgigt, og var derfor en stund væk fra jobbet for at genoptræne.
Noget skulle jeg jo have tiden til at gå med, og besluttede mig derfor at genoptage min hjemmeside.
Gennem tiden har jeg haft adskillige hjemmesider, der dog på dette tidspunkt alle var med stærkt begrænset indhold.
Alt viderestilles nu til www.flemming.nu
Dette fordi jeg gennem tiden har publiceret alskens tekster mv, hvor disse adresser fremgår, så hvis nogen skulle finde på at tilgå de tidligere sider, vil de automatisk komme til mit aktuelle sted.
Relativt tidligt fik jeg interesse for Internettet. Dels for at gøre brug af de vide muligheder for kommunikation, og at tilgå information i bred forstand, og dels for at vise noget af det bruger min tid på.
En væsentlig motivationsfaktor til at lave siderne er, at det har en stor terapeutisk virkning på mig.
En del af min karakter er, at jeg bruger meget tid på at reflektere over de tildragelser, livet giver mig.
Netop processen med at skrive er en sublim metode til at opnå dette.
Tanker om dette og hint får jeg således ordnet og struktureret i min hukommelse og samtidig nedfældet på skrift.
Jeg bruger AI stort set hver dag.
Faktisk mest til opslag. Ofte er det hurtigere, mere præcist og nemmere for mig at spørge AI end at slå op i en manual eller andet. Dog ikke altid, og brugen af AI kræver stor efterkontrol af lødigheden.
Jeg koder også en smule, hvor AI ligeledes giver god respons.
Ind imellem laver jeg diverse grafiske illustrationer, som fx banneret til denne tekst, der er lavet i Corel Photo-Paint for mange år siden, men til en stor del af denne grafik får jeg nu også god hjælp fra AI, der faktisk er integreret i flere af min applikationer.
Enkelte tekster beder jeg måske alligevel AI om at kommentere og at komme med forslag til forbedringer til.
Men på godt og ondt, foretrækker jeg ikke at bede AI om hjælp til at redigere og kommentere, når jeg skriver mine tanker ned.
Jeg er absolut åben for at lære nyt, og at åbne mit sind for andres tanker, men min forfængelighed forbyder mig at involvere AI i netop det med at formulere mine inderste tanker.
Mit ønske er, at det min, og ikke AI’s personlighed, mine tekster præsenterer.
Endvidere, at den udvikling, der gerne skulle kunne ses over tid, er et udtryk for min personlige udvikling og ikke AI’s.
Deltagelse på traditionelle Sociale Medier ligger ikke højt på min favoritliste.
Jeg er komfortabel med slow living i flere aspekter, og kan bruge lang tid til at formulere mig, og det er ikke mit indtryk, at det er den foretrukne måde at kommunikere på for mange folk på SoMe. Bestemt ikke alle.
Sjældne gange lægger jeg dog noget op, eller kommenterer indlæg.
Jeg har konti på LinkedIn, YouTube, Facebook og Instagram, hvor jeg som sagt mest er med på en “lytter”.
Indtil videre er jeg ikke blevet fristet til at deltage på andre Sociale Medier, hvad der ellers er nok af.
Faktisk er jeg indigneret på vores arts vegne over, at officielle institutioner over en bred kam gør brug af private medier som fx X, TikTok, Facebook og Instagram med meget videre, og alle de fatale implikationer dette kan medføre.
Fællesskabet bør derfor ikke underlægges tech-giganternes lune, skumle og ikke mindst merkantile interesser.
Individet må selv bestemme, men fællesskabet burde gøre sig fri af tech-giganterne.
I øjeblikket er nærværende sider lavet på Google Sites. Det koster ikke noget, ud over mit Google-abonnement.
Mine Internet-domæner er hostet hos Simply.com, hvorfra der linkes til Google Sites.
For at gøre stedet mere sikkert for brugerne, er der tilknyttet SSL-certificering.
Google Sites er ikke ultra fancy og har absolut sine begrænsninger, men jeg lægger stor vægt på det responsive design, hvor indholdet tilpasses automatisk, sådan at indholdet smertefrit kan tilgås fra mobiltelefon, tablet eller computer.
Endvidere er Google Sites relativt nemt at jonglere rundt med.
De allerførste sider jeg lavede, blev kodet i HTML og CSS, der i sig selv er en ganske fornøjelig syssel.
Mit første kursus i HTML tog jeg online på Esbjerg EDB-skole i 1997.
Senere har jeg haft stor glæde af html.dk, Nemprogrammering.dk og www.w3schools.com med videre, hvor jeg har fulgt flere gode vejledninger og tutorials. Også om det responsive design.
Siden har jeg haft sider lavet på WordPress og andre platforme, der også yder det responsive design, der i dag må være et absolut minimum selvom jeg stadigvæk støder på sider uden.
Når jeg i dag har valgt den nemme løsning med Google Sites, er det alene et spørgsmål om prioritering af min tid, men hvem ved?
En dag vender jeg måske tilbage til selv at have pølserne helt nede i substansen, der bestemt har sin charme.
15. juni 2026
Jeg tillader mig muligheden for at udvikle mig og blive klogere.
Noget af det jeg gennem tiden har skrevet her på siderne, også andre steder, repræsenterer måske ikke, hvad jeg aktuelt mener eller kan stå inde for.
Men jeg afpublicerer ikke tidligere indlæg, eller ændrer dem. Måske kan dog helt graverende grammatiske fejl blive rettet.
Hvis jeg måske ændrer min mening radikalt om noget væsentligt, kan jeg måske lave et helt nyt indlæg med passende perspektiv.
Jeg bestræber mig bl.a. derfor på altid at notere dato på, hvad jeg skriver.
Derfor vil den opmærksomme iagttager kunne følge min udvikling, hvis den forekommer.
Jeg er slet ikke aktuelt jobsøgende, men min nysgerrighed blev alligevel pirret til at tage en personlighedstest fra JobIndex. Det ligger måske til min personlighed😉😉😉
Nu er selvindsigt en vanskelig diciplin, men jeg tænker, at testen rammer nogenlunde, som jeg opfatter mig selv. Min typekode er ifølge testen: INTJ