26. marts 2025
I nat havde jeg en meget intens drøm.
For første gang nogensinde fortsatte den, efter jeg vågnede.
Altså den afspillede sig som en film, og handlingen foregik af sig selv uden, at jeg selv forsøgte at påvirke den.
Jeg kunne bagefter ikke huske præcis, hvad der gik forud for det, der skete, efter jeg var vågnet, men det, der skete bagefter, kan jeg stadigvæk huske det meste af.
Jeg forestiller mig, at forløbet lige efter jeg vågnede, måske varede flere minutter.
Dog er der episoder i drømmen, efter jeg vågnede, der hurtigt forsvandt fra hukommelsen.
Det er meget almindeligt, at jeg lige efter opvågning kan huske, hvad jeg lige har drømt om, men som efter kort tid atter forsvinder.
I den vågne drømmetilstand står jeg i et udgangsområde ved en svingdør. Jeg ser ind i bygningen hvor præsident Donald Trump kommer gående mod udgangen. Han er i følgeskab med bare en enkelt person, der går bag Trump. De går meget målrettet mod udgangen i mellemhøjt tempo.
Pludselig falder Trump om på gulvet. Han får et meget forpint udtryk og begynder at ralle meget voldsomt. Hans tilstand bliver i stigende tempo forværret og forværret. Hans følgesvend bukker sig dog straks ned, da Trump falder og løsner hans slips og jakke. Han klapper også Trump på kinden, men får ikke respons derpå. Følgesvenden råber straks derefter: “hjælp”. Flere gange. Det gør jeg også, adskillige gange meget højt, men jeg foretager mig ellers ikke noget andet end at kikke ud gennem svingdøren, hvor folk går i en form for panik. Jeg overvejer, at bukke mig ned til Trump, men inden jeg når det, kan jeg høre, at der er en udrykning på vej. Ambulancen kommer meget hurtigt frem og bakker gennem glasvæggen ved siden af svingdøren. Der er 4 reddere, hvoraf de to starter redningen, straks de er fremme mens de to andre forflytter Trump op på båren, ind i ambulancen og væk.
Derefter drømte jeg videre om noget helt andet, der kun i meget ringe grad stadigvæk er i min bevidsthed. Der var en bordopstilling i U-form. Jeg sidder på den ene side, en eller flere personer på den anden side. En kvinde med et uvenligt udtryk tager noget op fra bordet. En slags display, ikke en iPad, men noget, der ligner. Den er ligesom integreret i bordet, men da hun tager den, lukker bordet sig så man ikke kan se, at displayet har været integreret deri. Der var meget mere action i drømmen, som jeg dog nu har glemt.
Da jeg var helt vågen og drømmen var slut, kikkede jeg på uret, og klokken var 04:16. Klokken er nu 05:06
Normalt bruger jeg en taktik med at styre mine drømme. Når jeg fx er gået til ro, og hovedet måske er fyldt med noget, jeg ikke ønsker at tænke på, kan jeg finde på at “digte” en drøm med et dejligt tema.
Det kan være meget forskellige temaer. Jeg fantaserer nogen gange om noget helt vildt, der slet ikke kan foregå i virkeligheden. Fx bruger jeg ofte denne drøm, at jeg kan flyve. Jeg skal løbe hurtigere og hurtigere, lægge armene ned langs siden og pludselig kan jeg flyve. Ikke ved at baske med armene, men alene ved tankens kraft. På den måde har jeg set store dele af verden fra oven. Som regel falder jeg hurtigt i søvn med disse fantasier.
Faktisk kan jeg godt selv se, at jeg i drømmen med Trump måske også sov, og ikke var vågen, men drømte, at jeg var det.