Tilbage i 70'erne var jeg i en periode en del af en gruppe. Vi var samlet for at løse en opgave sammen, hvor vi hver især bidrog med vore individuelle kompetencer.
Opgaven vi løste krævede, at vi boede og levede sammen, og vi indtog således også vore måltider sammen.
Vi stod selv for alle de praktiske gøremål som rengøring, madlavning og ikke mindst at købe de daglige fornødenheder vi havde brug for.
Til det første frokostmåltid var der blot købt det mest fornødne. Altså brød, smørelse men dog tre forskellige pølser. Senere blev sortimentet udvidet med alskens dejligheder.
Men dette første frokostmåltid kom til at præge hele vores efterfølgende samvær.
Vi var en lille snes mennesker, der ved måltidet sad bænket omkring bordet. "Alle" de tre pølser var arrangeret på hvert sit fad, og det kunne så lyde fra den ene ende af bordet: "Er der en der vil sende rullepølsen ned til mig?"
Fra den anden bordende: "Hvem vil helst række mig kødpølsen?"
En tredie kunne sige: "Hvem har sat sig på spegepølsen?"
Alstå handlede en stor del af samtalen omkring bordet om pølse, pølse og atter pølse.
Smørelsen kom så på forunderlig vis til at hedde smørepølse, og pludselig blev pølse suffiks til alt, hvad vi også senere indtog til måltiderne, og der blev udvist en fantasi ud over alle gænser når det gjalt omdøbning af, ikke alene madvarer, men efterhånden også alle mulige andre ting.
Det endte med at blive ren pølsesnak. Fx blev ristede løg til ristet pølse. Rå løg blev til brutal pølse. Mayonaise blev til hvid pyntepølse og remoulade til gul pyntepølse.
Køkkenrulle blev til rullepølse. Jeg kan ikke huske, hvad rullepølse istedet kom til at hedde, men som sikkert forståes, blev denne sproglige transformation ført ud til ekstremerne. Det skete gradvist, så alle implicerede stille og roligt tilegnede sig de nye betegnelser.
Ganske morsomt var det så, når uinforståede et stykke henne i forløbet kom ind i gruppen, og ikke fattede en bjælde af, hvad vi talte om.
Der gik så mange år, hvor jeg ikke skænkede denne pølsesnak større opmærksomhed, men jeg tænkte dog ind imellem tilbage på denne sjove tid med praktiseret pølsesnak på højt plan.
Det skal dog bemærkes, at vi dengang det stod på, ikke omtalte denne særlige kommunikationsform for pølsesnak.
Det var først langt senere, at jeg hørte andre tale om pølsesnak.
På et tidspunkt slog det mig så, at det måske var vores gruppe, der var ophav til denne vending.
Derfor googlede jeg så ordet, men fandt ud af, at det har været brugt i adskillige år før vi talte vores pølsesnak.
På denne måde, sikkert også ansporet af andet, blev min interesse for etymologi vakt.