Forleden dag spurgte jeg Victoria, om hun kender kryptiske Flemming?
Det blev hun noget paf over, så jeg fortsatte hurtigt, om hun så ved, hvad en krydderbolle er?
Det mente hun nok, at hun gjorde. Hun blev omend endnu mere paf, da jeg meddelte, at det tvivlede jeg meget på, fordi det var en ganske særlig krydderbolle, jeg havde i tankerne.
For at illustrere min pointe sagde jeg til hende: “Du kender vel en melbolle? Altså den du bruger til at jævne sovs med”.
Som Victoria sagde, at hun ikke er så meget i køkkenet, så svampesovs med videre er hendes kærestes gebet.
“Så er det ligesom hjemme hos os - Da jeg lærte Judith at kende, kunne hun knap nok koge vand til en kop te”.
Det har heldigvis ændret sig gevaldigt.......................Altså til det bedre😉😉😉
Vi blev enige om, at det er en uvurderlig force, at vi hver især har vores stærke sider, som tilsammen giver en god synergi.
Tilbage til kryddderbollen.
Du tilfører en pakke smør til en gryde, og varmer op ved mellem til høj varme, til smørret er bruset af og afgiver en dejlig nøddeagtig duft.
Du tilsætter en stor spiseskefuld stærk chilipulver og en stor spiseskefuld god karry, og pisker det godt sammen under varme.
Når krydderierne er ristet godt af, tilsætter du stor spiseskefuld hvedemel og fortsætter med at piske sammen.
Pas nu på, at du ikke brænder bollen på, men når du oplever en herlig krydret duft, tilsætter du en halv liter piskefløde under stadig omrøring.
For at opnå passende konsistens af din sovs, kan du eventuelt tilsætte en passende mængde god kyllingefond, eller hvilken som helst fond du synes.
Afslut med at tilsmage efter behag. Fx med salt, soya, tomatpure og/eller balsamicoeddike.
Jeg varierer gerne opskriften efter, hvad retten skal ende op med at blive.
Ovenstående passer fint til en god gang boller i karry, men jeg kan også finde på at starte med at riste et finthakket løg i en smule god olie, og en bakke bacon i tern. Når passende karamellisering er opnået, fortsættes derefter med opskriften herover med smør og krydderier mv i gryden med løg og bacon.
Bemærk, at bacon og løg kan have en tendens til at brænde en smule fast i grydens bund. Det kompenserer jeg ved at tilsætte en halv kop vand som jeg koger væk, inden jeg fortsætter med at jævne sovsen.
Hvis jeg eventuelt skal dele retten med gæster, der måske ikke helt har mine krydderipræferencer, kan jeg finde på at erstatte en mængde af chili og eller karry med mel.
Måske vil en faglært gourmet have en anden opfattelse af, hvad en melbolle er, hvordan den fremstilles, og måske kalde den for en smørbolle.
Dog tillader jeg mig en vis kunstnerisk frihed til at bruge mine egne termer.
Victoria er en af de meget kompetente og søde “fysser”, jeg har fornøjelsen af en gang om ugen, når jeg træner mit dårlige knæ.
Mie, som jeg normalt er under behandling af, var ikke til stede den dag, men hun er også ind imellem offer for min boomer-tendens, ligesom flere af de andre, som træner der. Det er nok en del af min karakter.
Jeg håber på tilgivelse.