Hvem kan?

27. juli 2026

Ibi - Fleur - Storm

Sidsel har fundet et herligt fællesskab med Lotte og Finn.

De er begge rigtigt søde og rare, og er et supergodt match til Sidsel.

De har et første klasses sted med hestefold og dejlige faciliteter, hvor de nu sammen har to ponyer: Ibi (broget), Fleur (lysebrun) og Fleurs føl Storm.

Storm er der, indtil han kan tages fra, hvorefter han skal tilbage, men Fleur er måske med føl, så det bliver spændende.

Forleden dag var vi inviteret ned for første gang for at hilse på, se herlighederne og ponyerne.

Jeg fik en hyggelig sludder med Finn om fælles interesser og vores jobs i håndværkerbranchen.

Lotte fik jeg også hilst på. Da vi trykkede hånd, sagde hun: “Nåh, det er dig, der kan alt”?

Det kan min far lave

Det er jo noget af en tillidserklæring, som jeg bestræber mig på at leve op til.

Så godt jeg nu kan, for selvfølgelig kan jeg ikke alt. Trods alt.

Men jeg husker nogle særlige episoder fra Sidsels barn- og ungdom, men som det fremgår, er det stadigvæk aktuelt.

Gennem tiden har hun taget alle mulige defekte emner med hjem fra skolen og omgangskreds i øvrigt.

For som hun siger, når folk har haft noget defekt: “Det kan min far lave”.

Faktisk omfatter forretningen også fremstilling af alle mulige andre emner, der måske blot skulle opfindes og konstrueres.

Ophav

Engang for efterhånden nogle år siden havde Olde-Edith, og undertegnede, fornøjelsen af at hente Sif i børnehaven.

Det var i januar måned og vi gik fra børnehaven og hjem til Kløvermarksvej.

Sandelig kan det noget, når tre generationer har hyggeligt samvær.

Det havde lige været nytår med løjer og ballade.

Vi passerede så en postkasse, der var sprængt til uigenkendelighed af lømler og bøller, men stadigvæk sad på muren i sin sølle forfatning.

Uden yderligere kommentarer peger Sif på postkassen og siger: “Den kan morfar lave”.

Hun fornægter heller ikke sit ophav

Træerne vokser ikke ind i himlen

Måske er det min hukommelse, der spiller mig et puds😉😉😉, men jeg kan ikke komme i tanke om ret mange situationer, hvor jeg har måttet give op og sige: “Det kan jeg ikke”.

Dog er der en ganske særlig oplevelse, jeg havde i tidernes morgen.

Jeg havde sagt ja til en opgave, som jeg ikke havde prøvet før. Dog havde jeg lavet meget, der mindede om det.

Der blev gjort det ene forsøg efter det andet. Forfra og forfra og forfra, men stadig uden succes. Til sidst måtte jeg grådkvalt kaste håndklædet i ringen.

Hold da helt magle, hvor var jeg ikke stolt.

Men ham, der havde stillet mig opgaven, udviste en overordentlig stor generøsitet, som jeg aldrig vil glemme ham for.

Han sagde: “Flemming, jeg kan se, at du har gjort alt, hvad der står i din magt. Mere forlanger jeg ikke. Du skal ikke være ked af det. Jeg rekvirerer en specialist et andet sted”.

En endnu større generøsitet var da han yderligere sagde: “Jeg vil gerne hyre dig til at overvære specialisten udføre sit arbejde, og se om du kan filme nogle fiduser, så du en anden gang kan løse en lignende opgave”.

Det vil jeg heller ikke glemme ham for. Aldrig nogensinde.

En smule trøst var, at man ikke bare gik ud på gaden og fandt en der kunne løse opgaven, men måtte til Tyskland.

Endnu mere trøst var det, at jeg fik filmet alle fiduserne og siden rejste over hele landet med min erhvervede ekspertise.

Faktisk rejste jeg også i udlandet, og folk opsøgte mig fra nær og fjern for at få del i min viden om emnet.

Epilog

Når jeg i dag har med andre mennesker at gøre, og jeg kan se, at man virkelig lægger sig i selen for at yde sit bedste, kommer jeg i tanke om, hvilken generøsitet jeg selv har mødt gennem livet.

Denne generøsitet deler jeg gerne, med hvem der måtte fortjene det.