Nissehuen

December 2024

Svar på tiltale

Jeg lader gerne en bemærkning eller kommentar falde til folk jeg møder på min vej. Det er næsten altid velment, og som regel en måde for mig at skabe gode relationer og en god stemning på.
Det virker ofte men ikke altid. Hellere løbe risikoen end at være kedelig, er en del af min filosofi.

Jeg har observeret, at folk, der har kontakt med mange forskellige mennesker i løbet af dagen, ofte er gode til at respondere på de, måske ikke altid lige sobre, ytringer de bliver udsat for. Det kan fx være: tjenere, folk ved kassen i supermarkedet, personer på tankstationen, betjeningen i en pølsevogn, taxachauffører og mange andre.

I anledning af den nært forestående højtid henvendte jeg mig i slutningen af sidste måned i receptionen til Alberte, der hvor jeg gik da. Jeg får tit en lille sludder med hende om dette og hint, når jeg går til og fra frokostpause.

“Sig mig en ting, kan jeg forvente, at du i julemåneden har nissehue på”?

Til det fik jeg prompte svar:

"Selvfølgelig tager jeg nissehue på. Så klart, så klart, hvis du også tager nissehue på”.

Jeg har ikke været på pladsen i denne måned endnu, men er spændt på, om hun overholder sin del af aftalen.

Hvor er nissehuen?

Tidligere havde jeg et job, der også omfattede lagerfunktionen med forsendelse og modtagelse af varer med videre.

Vi modtog både forsendelser fra Post Danmark, men også via diverse fragtmænd.

Forsendelserne kunne være paller eller pakker.

Netop en decemberdag, ser jeg en chauffør komme gående med en pakke til os.

Jeg går ham i møde men siger til ham:

“Dig, du kan godt gå igen, fordi du har ikke nissehue på”.

Chaufføren havde jeg kendt et stykke tid, og vi udvekslede som regel små bemærkninger om dette og hint, men i en ganske uformel tone. Jeg troede, at vi havde et godt forhold med plads til lidt af hvert.

Men han drejede rundt på hælen, uden at mæle et ord, og gik igen uden at aflevere pakken til os.

Av for den da. Nu var jeg alligevel gået over stregen, tænkte jeg.

Faktisk blev jeg så befippet, at jeg ikke nåede at gøre eller sige noget, men kunne se at han gik omkring hjørnet af hækken, hvor hans lastbil holdt. Og jeg kunne se, at han åbnede bagsmækken på lastvognen, sikkert for at lægge vores pakke tilbage.

Efter få minutter, hvor jeg som sagt var lamslået og i vildrede, så jeg at min ven chaufføren komme tilbage mod mig med pakken under armen.

Han var nu i fuldt julemandskostume i de klassiske røde bukser og jakke. Han havde træsko på, hue og et stort, hvidt julemandsskæg.

Vi fik os et lille grin sammen, delte to kopper kaffe og en smule pebernødder, og jeg havde heldigvis ikke overtrådt hans grænser, som jeg ellers troede.