Marianne og Judith

August 2025

“Godmorgen Flemming, så er det tid igen”.

“Godmorgen til dig også Marianne, og ja, det skal gøre godt”.

Jeg havde glædet mig til i dag. Marianne og Judith skulle mødes for første gang. De havde gennem et stykke tid haft en form for virtuelt forhold, med mig som formidlende bindeled.

Mødet forløb fint, og begge smilede venligt til hinanden og gav hånd.

Det tog kun et øjeblik, med udveksling af enkelte høflighedsfraser, måske dertil med en smule overbærenhed over for mig, men mødet var som sagt kulminationen på et stykke tids interaktion mellem os tre.

Marianne og jeg deltager på samme hold Power Aqua vandgymnastik i Greve Svømmehal.

Vi hilser altid på hinanden med navns nævnelse.
Det gør det mere personligt, er vi enige om.

På holdet deltager flere som Judith kender.
Kolleger, kollegers børn eller ægtefæller.

Det er selvfølgelig ikke sikkert, at vi alle er der hver gang, så Judith kan finde på at sige, når jeg skal af sted  til Power Aqua:
“ Nu må du hilse, hvis der er nogen jeg kender”.

Til det svarede jeg en dag:
“Jeg kan sagtens bringe en hilsen fra dig, til en du ikke kender”.

Det mente Judith, nu ikke var en absolut nødvendighed.

Men da jeg senere mødte Marianne til Power Aqua, sagde jeg til hende:
“Godmorgen Marianne. Jeg skal hilse fra Judith”.

“Øh, hvem er Judith?”.

Forståeligt nok blev Marianne en smule forvirret over hilsnen til hende fra min kone Judith, som hun jo ikke kendte da. Men det er mit indtryk, at hun alligevel godt kunne lide min boomer-humor, da jeg fortalte hende om, hvordan det hang sammen.

Så efterfølgende bragte jeg gensidige hilsner til og fra Marianne og Judith.

Så da Judith i dag var med i svømmehallen, var jeg jo nødt til at præsentere Marianne og Judith for hinanden personligt.

Jeg sætter selv pris på at have et ansigt på, på folk jeg interagerer med.