19. december 2024
I dag skulle en kollega og jeg udføre en opgave, hvor vi selv skulle tage målene på stedet. Det var noget med nogle profiler til en bygning der skulle kortes af på længde og monteres på bygningen. Dertil skulle der bores et antal huller for montering af en hjertestarter og strømforsyning dertil. Nogle af målene havde snævre tolerancer og der var ikke mulighed for senere modificeringer. Det var derfor vigtigt, at vi i første hug fik udført tilpasningerne korrekt. Dels selve opmålingen, men også den senere forarbejdning. Der skal ikke meget til før jeg laver en skitse, sådan at de mål vi når frem til kan krydskontrolleres. Fx skal diverse delmål tilsammen gerne give den korrekte totallængde.
Jeg lavede skitsen med alle målene og fik dem krydskontrolleret.
To af målene tog vi med laserafstandsmåler, men de blev også krydskontrolleret med målebånd.
Kollegaen og jeg kommer fra hver vores branche, så han spurgte: “Hvorfor skriver du millimeter og ikke centimeter”?
I den branche jeg kommer fra, angives alle længdemål i millimeter. Altså, det som andre måske vil sige er en længde på 16 meter, 21 centimeter og 6 millimeter, vil jeg betegne som 16216 millimeter. (Uden tusindtals-punktum som man fx gør ved valuta).
Det har gennem tiden givet anledning til diverse forviklinger med denne enhedsforvirring, og mere eller mindre muntre oplevelser.
Et kuriosum var en opgave til en kunde fra USA. Tegningerne, vi skulle arbejde efter, var angivet i Inches, Foot og Yards. Det var jo bare at omregne alle målene til millimeter, og så var den ged barberet.
En anden gang skulle jeg bruge en glasplade på 450 mm x 450 mm.
Jeg kender ikke så meget til glarmesterfaget, så jeg spørger glarmesteren: “Ønsker du målene angivet i cm eller mm”?
Til det svarer han: “Det må du selv om”.
Denne episode bekræfter endnu engang fordelen ved skriftlig kommunikation, fordi jeg så svarer:
“Så vil jeg gerne bestille en matteret glasplade på 45 x 45 cm”.
Da jeg senere skulle hente pladen, var den skåret på 45 x 45 mm.
Vi muntrede os, da omfanget af ulykken var til at overskue, og glaspladen på korrekte mål var lavet i en ruf.
En anden sjov oplevelse var engang, da en kunde skulle bestille en profil.
“Jeg skal bruge et stykke fladkobber på på 10 x 10, ca. halvanden meter lang”.
Til svarede jeg: “Blot til orientering kaldes den profil ikke fladkobber, men firkantkobber”.
Han så helt forvirret ud, da han sagde, at det ikke kunne passe. Samtidig viste han med tomlen og pegen en afstand på ca 10 mm og sagde 10 gange 10 mens han ændrede afstanden mellem tomlen og pegen til ca. 100 mm.
I hans verden var “små” afstande i millimeter, lidt større afstande i centimeter og endnu større afstande i meter.
Denne verden er dog ikke særlig hensigtsmæssig, da den er stor kilde til misforståelser, men vi kom i mål ved supplerende mundtlig kommunikation, så selvom skriftlig kommunikation er god, kan mundtlig også noget.