Forsmået
December 2024
Vi er kun netop inde i julemåneden, men jeg skal sandelig love for at julehandlen allerede er i fuld gang.
Forleden dag havde jeg et ærinde med nogle smuler i Føtex. Der var sort af mennesker, så der var ikke flere indkøbskurve ved indgangen. Jeg nåede kun at kaste et blik efter en indkøbskurv, før et beredvilligt ungt menneske meddelte mig, at det skulle hun nok ordne.
I en ruf havde hun hentet en kurv til mig fra udgangsområdet, som hun gav til mig.
Jeg siger så til hende: “Skal jeg forstå det sådan, at du giver mig en kurv”?
Men hun var straks videre. Dog med et forundret udtryk.
Der var jo travlt, så jeg nåede desværre ikke en dybere samtale med hende om finurlighederne i sproget, hvor visse ord og vendinger kan være tvetydige, som netop talemåden at “få” eller “give en kurv”.
"Give en kurv" ifølge Den Danske Ordbog