Nar

April 2026

Tinder

For et års tid siden sad jeg en morgenstund ved min pc og havde travlt med noget dokumentation.

Mens jeg sidder der, kommer der en pop-op på min telefon, der vækker min nysgerrighed.

Det er fra firmaet, hvor jeg er ansat.

Vi har en app til intern kommunikation, hvor alskens nyttige elementer er tilgængelige.

Diverse anvisninger, særlige datoer, vigtig kontaktinformation, annoncering af arrangementer, udveksling af tekst og fotos af faglig og social karakter med videre.

Man havde taget til efterretning, at der kollegaer imellem var et udækket behov, der nu ville blive implementeret i app'en via et særligt menupunkt.

Vi blev bedt om at gøre os de indledende manøvrer, så funktionen kunne blive klar til den efterfølgende mandag.

Dog skulle jeg lige synke en gang, og havde nær fået kaffen i den gale hals, da jeg så beskeden.

Min selvforståelse skulle måske tages op til revision?

Ellers tænker jeg normalt om mig selv, at jeg er nogenlunde fordomsfri og åben for tidens trend, men tiltaget, man havde annonceret, var en smule over grænsen efter min smag.

Via den nye funktion, kunne man i sin profil sætte et flueben, hvis man ønskede at blive matchet med andre kollegaer, der også havde sat flueben. Dertil skulle man skrive lidt om sig selv, og hvilke personlighedstræk man kunne tænke sig at blive matchet med.

Som der stod beskrevet, lidt ligesom i appen Tinder.

Således sad jeg i flere timer og gjorde mig tanker om tiltaget.

Lige indtil jeg kom i tanke om, at det var den 1. april, og at jeg således var blevet taget med bukserne nede.

Jeg elsker når det sker.

Sandsynlighed

Med større eller mindre held gør jeg selv ind imellem forsøg på at pranke mine medmennesker, men har lært af Judith, at det hjælper gevaldigt, hvis de emner man vælger, har en vis sandsynlighed for at kunne være rigtige.

Altså. Det er de færreste mennesker, der vil hoppe på: “Der går en i giraf rundt ude i haven og græsser".

Fordi hun er så god at finde på den slags historier, har jeg ikke tal på, hvor mange gange Judith har snøret mig den 1. april.

For mit eget vedkommende behøver det ikke nødvendigvis være 1. april, før jeg griber til opmuntring.

Alarm

Vi havde fået installeret alarm på matriklen, og var i gang med at lære den at kende.

En dag står Judith ved betjeningspanelet og siger så: “Hvad er det for nogle lamper, der blinker helt vildt?”

Op springer jeg fra sofaen og spæner ud til hende, der så med slet skjult fryd kundgører: “Aprilsnar”

Atter en lang næse til undertegnede.

Urimelig pris

Jeg er glad for at komme i Greve Svømmehal og køber adgang et år ad gangen, ligesom mange andre jeg mødes med inden billetsalget åbner.

I kommunen florerer opfattelsen, i dele af befolkningen, at prisen er urimeligt høj.

Der skrives i lokalsprøjten om det og senest er der kommet et borgerforslag om at sænke prisen så den matcher med nabokommunernes priser.

En særlig morgen spørger jeg så en af de andre badegæster: “Har du hørt om borgerforslaget om prisreduktion?” 

Det havde pågældende, så jeg fortsætter: “Har du så hørt, at det er blevet vedtaget?”

Af naturlige årsager havde han ikke hørt det, så jeg fortsætter hurtigt: “Ikke alene er det vedtaget, men man har også besluttet, at dem der køber adgang et år ad gangen kan få refunderet differencen”.

Med afsæt i hans reaktion, tænker jeg at denne 1. aprilsnar var godkendt.

Świnoujście

Jeg var sendt til Bornholm over Ystad-Rønne .

Turen var planlagt hjemmefra af Thomas, hvis forlængede arme, jeg skulle agere under processen.

Da jeg var vel ankommet til Rønne ringede jeg til Thomas og meddelte, at overfarten var gået godt.

Dog var jeg lidt forvirret, da jeg ikke havde hørt om en by på Bornholm, der hedder Świnoujście.

Thomas var tavs en stund, men jeg forbarmede mig og meddelte, at jeg ikke var kommet til Świnoujście i Polen, men som planlagt til Rønne på Bornholm.

Thomas og jeg havde i årevis et fint samarbejde.

Han sad altid hjemme, hvor jeg som sagt var i marken.

Sovet over

En anden gang på tur rundt på Sjælland med Thomas, var der adskillige lokationer vi skulle besøge.

Hver lokalitet havde et bestemt tidsrum, hvor vi kunne udføre arbejdet.

Når jeg kom frem, og vi kunne starte jobbet, skulle jeg ringe til Thomas, der så på distancen guidede mig til jobbet.

Ved ankomst gik jeg gerne ind og adviserede personalet om det forestående.

Et sted kom jeg tidligere frem, end vi havde fået at vide, at vi kunne gå i gang.

Men som de meddelte, kunne jeg blot begynde med det samme.

Det gjorde jeg så, men uden at ringe til Thomas.

Efterhånden havde jeg jo udført opgaverne så mange gange, at jeg tænkte, at det nok skulle gå uden hjælp.

Det gik som det skulle, men tiden gik, og efterhånden blev klokken så mange, at vi nåede imod slutidspunktet for operationen, men jeg blev færdig.

Jeg ringede så til Thomas og sagde: “Den er helt gal, fordi jeg ankom i så god tid, at jeg kunne nå et lille powernap, men nu har jeg sovet over mig”.

Thomas tilgav mig da det gik op for ham, at jeg allerede var færdig med opgaven. Han var efterhånden blevet vant til mine løjer.

Vinterdæk

En anden gang jeg var på Bornholm for at arbejde, ringede jeg hjem fra Sverige da jobbet var udført.

Det var i slutningen af marts måned, så særlige regler gjaldt da.

“Jeg er blevet stoppet af Polisen. De siger, at jeg ikke må køre videre fordi jeg ikke har vinterdæk på”.

“Øh. Så må du ringe til Falck og blive transporteret hjem”.

Så galt gik det dog heldigvis ikke, og jeg afventer stadigvæk, at pågældende skal kvittere med en passende prank til mig.

PS Der lå ikke sne, hvad de jo ikke kunne vide hjemmefra, så vinterdæk var slet ikke et krav.

Til grin

Selvom der kan være meget stor forskel på, hvad den ene og den anden synes er morsomt, bestræber jeg mig altid på, at modtageren af mine påfund også skal kunne se komikken.

Jeg gør eller siger aldrig noget for at kompromittere eller gøre grin med folk.

Som onkel Valdemar sagde: “Det er grin, at være til sjov - Det er ikke sjovt at være til grin”