Big Brother

Algoritmerne florerer

Jeg har længe været opmærksom på, at når jeg bevæger mig rundt på Internettet, er min adfærd genstand for avancerede algoritmer, der er sat i verden for at påvirke mig. Helt sikkert for at få mig at købe bestemte produkter, men også for at influere mine holdninger og hvordan jeg agerer og reagerer.
I mit stille sind har jeg dog somme tider undret mig over, hvorfor man viser mig bannerreklamer for præcis det produkt, jeg netop har købt. Fx købte jeg en printer og blev efterfølgende spammet med nævnte markedsføring. Det ville have været mere relevant at vise mig tilbehør til printeren. Papir, måske fotopapir eller toner mv.
Algoritmeudviklerne skal nu nok komme efter det, føler jeg mig meget sikker på.
Kunstig intelligens vil efterhånden opnå en IQ, der bliver vanskelig at gennemskue for menneskelig intelligens.

Next level-

For nyligt observerede, så vidt jeg ved, for første gang next level fra algoritmerne. Først på aftenen søgte jeg efter, fandt og bestilte på nettet et ganske særligt produkt. En dagbog med kodelås og hestemotiv. Henkastet nævnte jeg for Judith, at jeg havde bestilt en dagbog til Sif.

-Samklang med Sif-

Jeg har den store glæde at have et fantastisk forhold til mit barnebarn Sif. Vi var sammen for en måneds tid siden. Blandt mange andre hyggelige ting vi da lavede sammen, fortalte jeg hende om, hvor sjovt det er at læse sine dagbøger, eller andre dagbøger.
Judith skrev fx altid dagbøger over vore ferier, og man genoplever på en ganske særlig måde ferien ved genlæsning af dagbøgerne. Dagbog fra sommerferien 1995.
I går var jeg igen sammen med Sif og hendes forældre, Sidsel og Kasper.
Sif fortalte, at hun ønsker sig en dagbog med kode, fordi det ikke er alle, der skal kunne læse i dagbogen.
Sidsel kunne dertil fortælle, at Sif igen og igen har talt om dagbogen.
Derfor måtte jeg bare finde en dagbog til Sif. Hun er ved at lære at læse og skrive, så når hun udviser interesse for sagen, er det bare om at stille muligheder til rådighed, synes jeg.

-next level

Det jeg opfatter som next level, er at Judith lidt senere på aftenen meddelte mig, at nu vidste hun, hvilken dagbog jeg havde bestilt.
Ganske rigtigt. Hun var præsenteret for en bannerreklame med præcis den dagbog jeg netop havde bestilt.
Altså algoritmen havde regnet ud, at Judith er nær relation til mig.
Jeg kan af gode grunde ikke vide, hvordan sagen præcis hænger sammen, hvis overhovedet.
Men jeg er ikke, som Judith, med i Facebook, men vi udveksler SMS og e-mail.
De seneste rygter jeg har hørt, er at algoritmerne ikke alene analyserer vore skrevne ord, men også vore talte ord.
Ret skræmmende ifølge min bog.

Helt fremme i skoene

Ansporet af tanker om denne Big Brother, vælder der minder frem fra min barndom.
På mange felter var mine forældre langt forud for deres tid. Fx var min far med ved fødslerne af mine søskende og mig. Det var noget af et særsyn der tilbage i 50'erne. De var ikke blege for at gå imod strømmen eller autoriteterne. På et tidspunkt skulle alle elever på skolen have ugentlige mundskylninger med Fluor. Som de eneste blev vi fritaget, fordi vi i familien mente at, Fluor er giftigt.
En anden ting, der var længe før Big Brother, var at at vi ikke under nogen omstændigheder måtte oplyse vores personnummer til nogen som helst.

Undervisning, også i musik

Det med, at vi ikke måtte udlevere vores personnummer, kom der en pudsig oplevelse ud af, en gang til musikundervisning i skolen.
Jeg husker ikke, hvad jeg havde lavet, men sikkert et eller andet ballade-agtigt.
Læreren ville så sanktionere mig. Af en grund, jeg aldrig har kunnet gennemskue, bad han mig om mit personnummer.
Det ville jeg ikke oplyse ham ifølge formaningerne hjemmefra.
Han insisterede, og forsøgte med forskellige metoder at overtale mig, men fast stod jeg.
Senere i livet har jeg tænkt tilbage på musiklæreren, og misunder ham på ingen måde hans job.
Faktisk tror jeg, at han var et godt menneske, men var i en utaknemmelig position med os uvorne unger.
Da det omsider gik op for ham, at jeg var urokkelig, gjorde han noget, der forbløffede mig, men samtidig gav mig en lærestreg.

Skolens kartotek

På intet tidspunkt kom læreren helt ud af fatning, og da det stod klart, at han ikke ville få nummeret af mig, ændrede han attitude og taktik.
Med dæmpet stemme, bad han mig stille og roligt om at følge efter ham.
Ud ad døren, ned ad gangen, op ad trapperne til næste etage. Ind i et lille lokale, jeg aldrig havde været i før.
Derinde stod et skuffedarium med skolens kartotek. Stadig uden at mæle et ord fandt læreren frem til skuffen K.
Efter lidt bladring fandt han mit kort, hvor bl.a. mit personnummer var noteret. Han viste mig kortet, noterede mit personnummer, og vi vendte tilbage til klassen.

Giv det en tanke

Da jeg fortalte om episoden til Sidsel spurgte hun mig: “Hvad sagde farmor og farfar til historien?”
Jeg er sikker på, at jeg ikke selv berettede om hændelsen derhjemme, og jeg ved ikke om skolen gjorde alvor af at informere hjemmet. Da jeg for nyligt fortalte historien til min mor, kunne hun dog slet ikke genkalde sig den.
Om vi synes om det, eller ej, er det grænsende til umuligt at undvige Big Brother, men som jeg har fået med hjemmefra. Giv det en tanke, hvem du deler personfølsom oplysning med!