Hvor ligger lømlen nu begravet?

Brændbare væsker

Blandt mange andre sjove, lærerige og spændende eksperimenter jeg foretog som et ganske ungt menneske, husker jeg særligt forsøget med den manuelle brandbombe.

I en plastbeholder hældte jeg en ikke nærmere defineret mængde og blanding af: Rensebenzin, petroleum, terpentin og hvad jeg ellers kunne hitte i huset med høj brændværdi.

Tålmodighed lønner sig

Det modsatte gør ikke. Tænk engang. Den grænsende til enfoldige plan jeg lagde var, at antænde væsken i beholderen inden jeg åbnede døren ud af bryggerset. Når døren så var åben, ville jeg kaste beholderen ud som en brandbombe. 

Så langt så godt.

I højre hånd holdt jeg nu beholderen med den brændbare mixtur. Væsken blev antændt med venstre hånd og fængede lystigt.

Hvad min ellers gode plan ikke havde med, var, at bryggersdøren var låst og ikke umiddelbart kunne åbnes. Slet ikke alene med min venstre hånd.

Måske var planen ikke alene grænsende til, men langt ind i det enfoldige eller tåbelige.

Huset brændte heldigvis ikke ned, selvom det nemt kunne være sket. Hurtigt smeltede plastbeholderen i min højre hånd og ud til højre, venstre og ned væltede den brændende væske. Væggen, døren og gulvet blev ramt, men jeg fik dog slukket ilden på mirakuløs vis, og slettet sporene efter bedste beskub. Ingen i familien bemærkede hændelsen. 

Den dag i dag priser jeg mig taknemmelig over, at der ikke skete mere. 

Havregrød med venstre hånd

Som sagt, fik jeg slettet alle sporene i bryggerset og luftet gevaldigt ud.

En lille sideeffekt af udskejelserne var imidlertid, at min højre hånd, nærmere betegnet tommeltotten, fik, hvad jeg i dag er klar over var en andengradsforbrænding.

Særligt stolt over situationen var jeg bestemt ikke, og havde slet ikke lyst til at fortælle familien om dagens begivenheder.

Ydermere fik jeg ikke behandlet skaden med rigelige mængder koldt vand i den anbefalede tid.

Derfor nåede der at opstå gevaldige vabler, og området var endog meget ømt.

Hvordan jeg slap af sted med, at familien ikke opdagede min forbrændte hånd, er stadigvæk en gåde for mig.

Men et af de små hacks jeg gjorde for at undgå at blive opdaget var, at jeg om morgenen indtog min havregrød med venstre hånd mens min højre var under bordet.

Løgneren

Rask af sted på lette fjed gik det så til skolen. Der var jeg dog ikke så heldig at gå ubemærket hen med min forbrændte hånd.

Der var en lærer der spurgte:
“Hvad er der dog sket med din hånd?”

Jeg måtte gå til bekendelse og fortælle “sandheden”, at der var en lømmel i skolekøkkenet, der havde spildt varm olie på mig.

Lektion i ironi

Dengang var jeg ikke så velbevandret i ironi, så jeg stirrede måbende på læreren da han så sagde:
“Hvor ligger lømlen nu begravet?”
Men jeg fortolkede dog hans blink i øjet, at han ikke mente det alvorligt, at jeg skulle have dræbt og begravet lømlen.
Læreren fik renset, behandlet og forbundet skaden.
Jeg var således home free og kunne trygt vende hjem efter endt skole.

Den dag i dag

Her mere end 50 år efter hændelsen, kan man på billedet herover stadigvæk se antydninger af skaderne på tommeltotten, der ind imellem giver mig en reminder om at undvige letsindighed.