Ørerne, der hører
August 2023
Prolog
Forleden dag, i samtale med en på kontoret, sagde han pludselig til mig, midt i samtalen og nærmest forlegent: "Undskyld, undskyld, Flemming, det lød vel nok forkert, hvad jeg netop sagde om dig".
Da han nævnte det, kunne jeg godt forstå, hvad han mente, men jeg havde slet ikke opfattet det på den måde.
Så jeg svarede, at jeg slet ikke havde hørt, hvad han sagde, men hvad han mente.
Det fik mig til at tænke på, hvor vigtigt også kropssproget er i god kommunikation face to face, men også at man måske nogen gange bruger ord og vendinger, der kan opfattes forskelligt af afsender og modtager.
Endvidere, hvor vigtigt det derfor er at være omhyggelig med skriftlig kommunikation, hvor man jo ikke har kropssproget til at nuancere budskabet med.
Nu skal jeg jo ikke have mange stikord, for at kunne skrive en hel roman, men nøjes i denne omgang med en mindre trilogi.
Til gengæld strækker den sig over et halvt århundredes tid.
Boller
Her i sommer var Sif på 8 år nogle dage på besøg. Det havde yngre og ældre stor fornøjelse af. Vi var på adskillige gode udflugter og meget andet. Da en af turene var i lokalområdet, foregik det på cykel. I den forbindelse var det nødvendigt at sætte sadlen lidt op på hendes cykel. Hun vokser jo.
Mens jeg havde værktøjet fremme, kom det pludselig til mig at lave et pusterør til Sif.
Hun fandt hurtigt en god teknik, og kunne snart sende majskerner af sted med en betydelig kraft og præcision.
Da jeg så, hvor glad Sif var for pusterøret, og hvor ferm hun var til at bruge det, sagde jeg at hun måtte få det med hjem, hvis hun lovede endelig ikke at ramme nogen levende væsner med det.
Til det svarede hun: "Ja. Man må endelig ikke ramme nogen i bollerne".
Jeg følte mig helt sikker på, at mine ører havde hørt forkert, så jeg spurgte, hvad hun dog mente med det.
"Joh, morfar. Drenge har sådan en løgpose hængende forneden med 2 boller i. Og de er bare meget følsomme, så der skal ikke ret meget til, før det gør rigtigt, rigtigt ondt".
Så blev jeg så klog, og konstaterede at mine ører i den situation ikke var helt galt på den, men åbenbart min viden om den aldersgruppes kendskab til den region i anatomien.
Doggy
Jeg havde et ærinde i receptionen et af de steder jeg kommer.
Vel gennem svingdøren ind, bliver jeg mødt med:
"Flemming, det var godt du kom. Vil du ikke nok tage mig bagfra?"
På mindre end en brøkdel af et mikro-millisekund går der et væld af tanker igennem mig.
Tager hun gas på mig? Næppe. Ifølge hendes mimik, tonefald og fremtoning i øvrigt, var der ikke skyggen af humor. Nærmere en form for ihærdighed eller bekymring.
Mener hun virkeligt det i disse krænkelsestider? Så nært forhold mente jeg trods alt ikke, at vi havde, selvom vi har haft gode relationer i årevis.
Heldigvis blev jeg reddet, inden jeg nåede at reagere på mine første indskydelser.
For, frem drager hun sin mobiltelefon, og beder mig om at tage et billede af hende, så man kan se motivet bag på hendes bluse. Billedet skulle lægges op på et eller andet socialt medie, og det, hendes kropssprog måske havde antydet for mig var, at det havde en høj prioritet for hende, at billedet kom op hurtigt.
Pyh ha. Jeg er helt sikker på, at hendes ører hørte noget helt andet end mine ører, ved det hun sagde.
Måske spørger jeg hende en dag ind til det.
Ægthed
For ca. 20-25 år siden sad jeg en aftenstund og så fjernsyn. Jeg kan slet ikke huske, hvilken udsendelse det var, men til gengæld særdeles godt, hvad en journalist spurgte en kvinde med blond hår om.
Ret skal være ret. Med mellemrum kommer emnet til min bevidsthed. Mere herom senere.
"Sig mig engang. Jeg kan se at du har meget lyst hår, men er du egentlig ægte blondine?"
Jeg fik godt nok kaffen i den gale hals over hans spørgsmål, men nåede desværre ikke at hæfte mig ved svaret.
Men tænk engang at spørge sådan på nationalt TV, oven i købet i den bedste sendetid.
Nu spoler jeg så tiden tilbage et halvt århundredes tid.
Da var jeg min spæde ungdom og var så småt ved at blive klog på livets fornøjeligheder.
Jeg kærestede lidt med en sød pige med lyst hår. Første gang vi skulle forlyste os med hinandens kroppe og skulle være i intim nærkontakt af tredie grad, sagde hun til mig inden vi gik igang for alvor: "Flemming, nu må du endelig ikke blive forskrækket, for jeg er altså ægte blondine".
Siden jeg dengang oplevede den mest nuttede helt lyse dusk, har betydningen "ægte blondine" betydet noget helt bestemt for mig, men åbenbart ikke for alle andre.
Jeg tænker nu nok, at journalisten egentlig ville vide om kvinden havde naturligt blond hår, eller måske havde fået det afbleget.
Min reaktion på hans spørgsmål var, hverken forargelse eller indignation, men alene forbløffelse over hans tilsyneladende uvidenhed. Måske er det mig, der er uvidende.
Epilog
Som sagt dukker emnet om visse former for ægthed op for mig med mellemrum, og forleden dag besluttede jeg mig for at spørge et par af de kunstige intelligenser til råds om betydningen: "ægte blondine".
Jeg har nok på fornemmelsen, at de kunstige intelligensers ører ikke før har hørt så meget om begrebet og måske ikke helt forstår, hvad jeg spørger om, men du kan selv se og vurdere svarene via linkene herunder.
Selv har jeg stadigvæk et emne for smalltalk ved selskabelige lejligheder.
Så må jeg se, om der er nogle ører, der vil høre.
Svar fra Google Bard den 8. august 2023