Tillid

26. marts 2025

Morgensvømning

Her til morgen, på vej mod svømmehallen, lagde jeg mærke til et par, der også var på vej derhen.

Jeg kender ikke alle, men mange af morgensvømmerne, og da de var en smule yngre end gennemsnittet ellers er, hæftede jeg mig ved dem.

Da de kom indenfor, spurgte de Sissel, der gør rent på stedet, ikke at forveksle med min datter Sidsel, om hvor de kunne betale for en svømmetur.

Det meddelte Sissel, kunne ske fra kl. 08:30, så parret måtte forlade stedet med uforrettet sag. (Vi andre har købt svømmebånd, så vi kan godt komme ind på den tid af dagen).

Andre bemærkede også optrinnet, og vi fik os en lille passiar om det under omklædningen.

Jeg kunne fx berette om en lignende situation, hvor jeg fik brændt nallerne noget så gevaldigt.

Der var også en person uden svømmebånd, der havde planlagt en svømmetur inden billetsalget åbnede.

Men jeg sagde til ham, at hvis han lovede at komme igen senere og betale, ville jeg gerne lukke ham ind. Så meget stolede jeg på ham.

Uha uha uha. Det hørte Sissel, der gav mig en ordentlig røffel, fordi det var aldeles uautoriseret.

Kort tid efter var der etableret ekstra kontrol, hvor vi skulle vise vores bånd en gang mere, inden vi hoppede i baljen.

Danskere flest

Jeg har for nyligt læst, at danskerne er mere ærlige end de fleste tror, og at hvis nogen fx finder en pung på vejen, vil de fleste af os sørge for at rette ejermand får pungen igen.

Det kunne en af de andre morgenbadere bekræfte. Han havde fundet en iPhone på stranden, som så kom tilbage til ejeren. Han havde fået en god flaske rødvin som tak.

En gang fandt jeg selv pung i Taastrup, hvor jeg arbejdede. Jeg tog pungen med hjem og fandt frem til ejerdamen, som sjovt nok også bor i Greve. Hun lød en smule skeptisk, da jeg ringede til hende og meddelte, at hun kunne afhente sin pung hos mig, men hun kom, fik sin pung og havde også en flaske rødvin med. Dog var rødvinen sur, men meningen var god nok.

VIP

Engang skulle jeg med gutterne til Brussels med fly. Bare en lille sviptur.

Jeg havde ikke vekslet valuta på forhånd, men gjorde brug af en automat i afgangshallen.

Vi blev tjekket ind og igennem sikkerhedskontrollen. Alt var godt og vi var i god tid, så vi kunne nyde et godt måltid morgenmad i VIP-loungen.

Da jeg skulle betale, greb jeg efter min pung med mit Dankort.

Men væk var mit kort. Jeg måtte have glemt det i automaten. Jeg blev helt febrilsk og gjorde straks mine til at få kortet spærret i banken.

Ved siden af mig sidder Jan. Han besidder altid en stoisk ro og er aldrig til at få ud af fatning ligesom visse andre.

Han siger til mig: "Hvad ville du gøre Flemming, hvis du fandt et Dankort i lufthavnen"?

"Jeg ville straks aflevere det i Informationen".

"Inden du spærer dit kort, kunne det måske så være en god ide at ringe til Informationen og høre om dit kort er blevet indleveret"?

Ganske rigtigt, var kortet lige blevet afleveret der.

Men vi var jo tjekket ind og igennem sikkerhedskontrollen, så hvordan skulle jeg få fat på kortet?

Jan og jeg fulgtes ad til sikkerhedskontrollen og forelagde situationen for en der. Han havde også et meget roligt og venligt væsen, og meddelte, at jeg roligt kunne hente mit kort. Blot skulle jeg vende tilbage til netop ham. Så ville han lukke mig ind, hvad han også gjorde.

Epilog

Jeg bestræber mig på at være tillidsfuld og sætter endog meget stor pris på at leve i et samfund, hvor tilliden gensidigt er i højsæde.

Jeg bestræber mig dog også på at være realist, og er ikke blind for, at ikke alle deler min glæde ved tillidsfuld sameksistens. Stakkels dem.