Forulempning

Greve februar 2025

Prolog

Visse elementer i min nære sfære mener, at jeg forulemper Gud og hvermand med min ubændige trang til at henvende mig til dem. Det kan være med diverse kommentarer om dette og/eller hint, eller blot venligheder. Nogen vil måske kalde noget af det jeg præsterer som boomer-humor, og det lever jeg fint med. Det er nærmest blevet et stående aksiom for mine nærmeste, det med at forulempe. Jeg tager det som et kompliment og leger med på ideen. Fx kan jeg finde på, når vi er i byen for at handle, at spørge Judith, om hun kan klare selv at forulempe ekspedienten, og jeg således kan blive siddende i bilen, eller jeg skal tage med og gøre det for hende. Jeg får afslag hver gang. Ret skal være ret. Jeg bliver kun i bilen, hvis det der skal købes ind, er i bagatel-området med hensyn til vægt og omfang. Ellers tager jeg gerne med som pakæsel også.

Med til aksiomet hører, at jeg ofte beretter om forulempninger jeg har begået, selvom det ind imellem kniber med lydhørhed.

Netto

I dag hentede jeg Judith da hun fik fri fra jobbet. Vi skulle forbi Netto for at  handle nogle smuler. Da vi nærmede os Netto, kom jeg i tanke om en forulempning jeg havde begået mod Jonas til vandgymnastik tidligere den dag. Jeg nåede at fortælle Judith, at jeg havde en rigtig god forulempning, hun bare måtte høre om, men da vi var tæt på Netto, sagde jeg til hende, at hun måtte have den til gode, fordi den ikke kunne gøres færdig inden vi nåede frem. Judith nåede dog at spørge om det alene var mig, eller måske også Jonas, der syntes, at det var en god forulempning. Jeg føler mig sikker på, at også Jonas syntes, at den var god.

Atter mente Judith, at hun selv kunne klare ærterne, så jeg blev siddende i bilen.

Mens jeg sidder der i bilen, parkerer en person ved siden af og forlader bilen.

Jeg opdager, at der på kølerhjelmen ligger et plastikkort. Jeg stiger ud og kan se at kortet bare ligger løst og nemt vil kunne falde af under kørsel. Det er et personalekort til en supermarkedskæde, så jeg pifter for at gøre opmærksom på kortet, og jeg kan se at chaufføren hører mit pift. Hun vender sig kortvarigt mod mig, men fortsætter imod centeret.

For at sikre kortet placerede jeg det under gummilisten ved vinduet på førersiden, så man ikke kunne undgå at se det ved indstigning i bilen.

Lidt senere kommer hun dog tilbage, og jeg stiger ud igen for at fortælle om kortet. Hun er ikke vant til, at folk pifter efter hende, og som hun sagde var hendes parkering ok. Tro det eller ej. Jeg er heller ikke vant til at pifte efter folk.

Jeg viste hende, hvor jeg havde placeret kortet, og hun sagde tak for opmærksomheden.

Det var hendes datters kort. Heldigvis var det ikke var faldet af under kørslen.

Mens vi taler sammen, kommer jeg i tanke om en episode, jeg tidligere har haft, og hører hende, om hun måske har lyst til at høre den. Det har hun.

De Gamles By

Episoden handler også om en gang jeg var chauffør for Judith. Dengang arbejdede hun i De Gamles By på Nørrebro og jeg satte hende gerne af om morgenen når det passede ind i mit program. Den pågældende morgen havde det sneet, og i et sving kom jeg til at køre ind foran en cyklist, som måtte bremse hårdt op for ikke at ramme mig. Men på grund af sneen skred hun ud og væltede. Det var en stor forskrækkelse. Selvfølgelig for hende, men også for mig, så jeg blev helt befippet. Heldigvis skete der ingen synlige skader, men jeg gav hende mit visitkort og bad hende om endelig at henvende sig, hvis der var skjulte skader på hende eller hendes cykel. Det lovede hun.

Jeg fik sat Judith af og fortsatte mod Valby, hvor jeg arbejdede da.

På grund af forskrækkelsen, listede jeg af sted i bilen og kørte i et meget adstadigt tempo og var meget omhyggelig med min kørsel.

Da jeg stod ud i Valby, opdagede jeg min pung på taget af bilen, hvor den havde ligget siden jeg tog visitkortet fra den.

Jeg tog det som et tegn på, at min kørsel havde været endog meget rolig.

Analogien til episoden med kortet på kølerhjelmen ved Netto gav mig flashback episoden ved De Gamles By.

Da Judith lidt senere kommer ud fra Netto, fortæller jeg hende om forulempningen, jeg lige har begået, men nåede ikke forulempningen af Jonas før vi kom hjem, så den har hun stadigvæk til gode.

Jonas

Til vandgymnastik bruger vi adskillige forskellige remedier. Fx håndvægte og plader mv. I dag brugte vi plastik-vandspande til forskellige øvelser.

Da vi er færdige med gymnastikken, samler vi spandene sammen og det kommer til mig, i al fordragelighed, at forulempe Jonas, der står med en stak af spandene.

Jeg spørger: “Jonas, kender du den specifikke vægt på sådan en vandspand vi i dag har brugt til øvelserne”?

I første omgang bliver han noget forvirret, og mumler et eller andet.

Han tager en enkelt spand og ser ud til at gætte på, hvor meget den vejer.

Jeg leder ham på vej ved at sige: “Specifik vægt kaldes også for vægtfylde eller rettere massefylde”.

Jonas ser stadigvæk ud til at være forvirret, så jeg spørger om han kender massefylden for vand.

Nu lyser han op i et kæmpe smil og siger: “Ja, massefylden for vand er 1”.

Så siger jeg til ham, at jeg under dagens øvelser har lagt mærke til, at hvis man lader spanden flyde i vandet, ligger den præcis i vandoverfladen. Den synker ikke, og den flyder ikke over vandoverfladen. Derfor tænker jeg, at massefylden for spandene må ligge i nærheden af 1. Måske lidt under.

“Aha” siger han, “men hvorfor i alverden tænker du på det når du laver vandgymnastik”?

“Det sådan et lille hack jeg bruger som adspredelse, så tiden bare flyver af sted”.

“Når jeg fx skal tilbagelægge en strækning sammen med nogle andre, tager jeg gerne et interessant samtaleemne op, og lige pludselig er vi fremme”.

Nu lyser Jonas endnu mere op. Han fortæller, at han har været på date i fredags. Det havde bare været så hyggeligt og tiden var bare fløjet af sted. Da han kom hjem så han på sin telefon, at han havde gået 20.000 skridt

Epilog

Faktisk fik jeg endnu et flashback til en episode da jeg var omkring 16 år. Jeg kommer cyklende en aftenstund og bliver kørt ned af en stakkels chauffør. Stakkels fordi hun kommer ud af den og bliver helt befippet. Jeg var vant til knubs og der var ikke sket noget med cyklen, så jeg cyklede videre hjem. Lidt senere kommer jeg til at tænke på, at hvis jeg havde haft cykellygter på, havde chaufføren måske set mig og uheldet kunne være undgået.

Forulempningen af Jonas fik Judith som sagt ikke overleveret i denne omgang. Der kan selvsagt opnås en vis mætning, hvad det angår.

Måske er beretninger om forulempninger i sig selv forulempninger?

I stedet for fik jeg afløb for en anden stor trang jeg har. At skrive.