En mor

Juni 2025

Et klassisk tema

I fredags, i køen til kassen i Føtex, faldt jeg i sludder med en mor og hendes teenagesøn.

Jeg kunne ikke undgå at høre om et vigtigt emne, de havde en diskussion om.

Et emne, jeg selv har, og har haft inde på kroppen i forskellige konstellationer.

Parret havde handlet forskellige rare sager, der skulle bruges til diverse hygge i løbet af weekenden, men moren gjorde sig tanker om, hvordan hun skulle få varerne til at strække hele weekenden, og ikke blev konsumeret allerede om fredagen.

Jeg tænker, at det er et klassisk tema i mange menneskers relationer. Voksne versus unge, men sikkert også i andre henseender.

Et af morens små trick var at gemme særlige sager sammen med rengøringsartiklerne, hvor der normalt ikke kommer andre end hende.

Men som hun sagde, da hun så sin søn lyse op over denne uvurderlige oplysning, havde hun også andre gemmesteder. 

Pebernødder

Moren bemærkede min mimik, et smil næsten grænsende til latter, da jeg hørte hendes overvejelser om at få det indkøbte til at strække weekenden over, og hun kvitterede med et stort smil til mig.

Det tog jeg som en åbning for mig til at berette om noget lignende, jeg oplevede som barn med min egen mor.

Hun troede, at have fundet en smart løsning på, at pebernødderne forsvandt som dug for solen, så snart de blev købt ind.

Pebernødderne blev placeret i fryseren. Så kunne man vel ikke spise dem direkte derfra. Jo. Det kan man godt, fordi pebernødder ikke indeholder vand og derfor sagtens kan konsumeres direkte uden først at blive tøet op.

Da jeg som voksen gik til bekendelse for hende med pebernødderne, fik vi os et dejligt grin.

Et dejligt grin

En anden historie, min mor og jeg fik os en sund latter over, da jeg var blevet voksen, var den om familiens Kay Bojesen-abe, som jeg kom til at molestere en gang i min barndom.

Armene er forbundet gennem kroppen med en kraftig elastik, sådan at armene kan bevæges.

Jeg var så “kommet til” at dreje armene i modsat retning af hinanden, og det så meget, at elastikken til sidst knækkede.

Ups. Hvad gør jeg så?, tænkte jeg. 

Da den originale elastik er meget kraftig, og jeg ikke dengang vidste, hvor jeg kunne få fat i en ny, kunne jeg således ikke genskabe aben på en god måde.

Men, jeg brugte et antal almindelige elastikker, der dog alene kunne holde armene nogenlunde på plads.

Jeg fik sat aben på sin plads i reolen, og håbede, at ingen ville opdage miseren.

Åbenbart opdagede min far på et tidspunkt, at elastikken var "mørnet", så armene faldt af.

Det kom ikke til ham, at der var en ganske særlig årsag til armenes tilstand. Han konfronterede mig i hvert fald ikke med det.

Derimod lavede han selv en reparation, hvor han limede armene på. Armenes bevægelighed blev således ikke genskabt.

Først engang i 2012 gik jeg til bekendelse for min mor, at det var mig, der var skurken.

Det latrede vi så en del over, men jeg måtte love at genskabe aben, hvad jeg så fik gjort.

Se e-mail korrespondance mellem min mor og mig.

Se instruktion i at montere nye gummiringe i arme og ben

Et klassisk tema

I dag har Judith sine gemmesteder, så jeg ikke, helt uforskyldt, kommer til at forgribe mig på fx kammerjunkere og andet.

Pebernødder